Ragnvald Mørejarls Søn Rolf var saa svær og før, at ingen Hest kunde bære ham, og derfor kaldtes han Gange-Rolf. Han drog tidlig ud paa Vikingstog; en Sommer hug han Strandhug (røvede Fæ) i Norge; dette havde Harald Haarfagre strengelig forbudt, og derfor blev Rolf utlæg eller fredløs og maatte forlade Norge. Han reiste med sit Følge i mange Aar i Viking og herjede i England, Holland og Frankrige. Paa den Tid var Karl den Enfoldige Konge i Frankrige; han fandt det bedst at holde Fred med Rolf og bød ham sit Venskab og et stort Stykke af sit Rige. Rolf gik ind herpaa, tog den kristne Tro og blev den franske Konges Jarl. Efter Skikken der i Landet skulde Rolf nu kysse Kongens Fod; men det sagde han rent ud, at han aldrig vilde gjøre. For dog at være rimelig, bød han en af sine Hirdmænd at kysse Kongens Fod, og denne greb da fat i Foden og løftede den op til sin Mund, saa at Kongen faldt baglænds, og stor Latter opstod. Rolfs Jarledømme hed Nordmandi, og han og hans Ætlinger hed Rudejarlerne, fordi de boede i Rouen (Ruang), som kaldtes Ruda i vort Maal. Det norske Maal blev ikke længe talt i Nordmandiet; det var kun faa af Nordmændene, som havde Hustruer med, og, da de siden tog Landets Kvinder tilægte, blev det franske Sprog Børnenes Modersmaal. Men Nordmændenes Sands for Sagavæsen og Skaldekunst havde Nordmannerne arvet, og de var de første, som skrev Sagaer og kvædede i det franske Maal, og dette blev nu snart de Fornemmes Sprog rundt om i Europa og holdtes i stor Agt og Ære. Nordmannernes Aand og Ridderlighed blev et Mønster for hele Europa, og Riddervæsenet havde sit egentlige Hjem i Nordmandiet. Siden grundede Nordmannerne et Rige i Neapel og Sicilia, og i Aaret 1066 tog de England, og Kongerne i England ere den Dag idag Gange-Rolfs Ætlinger.

Ragnvald Mørejarls Søn Rolf var så svær og før, at ingen hest kunne bære ham, og derfor kaltes han Gange-Rolf. Han drog tidlig ut på Vikingstog; en sommer hug han strandhugg (røvede fe) i Norge; dette hadde Harald Haarfagre strengelig forbudt, og derfor ble Rolf utlæg eller fredløs og måtte forlate Norge. Han reiste med sitt følge i mange år i Viking og herjede i England, Holland og Frankrige. På den tid var Karl den Enfoldige Konge i Frankrige; han fant det best å holde Fred med Rolf og bød ham sitt vennskap og et stort stykke av sitt rike. Rolf gikk inn herpå, tok den kristne tro og ble den franske Konges Jarl. Etter skikken der i landet skulle Rolf nå kysse Kongens fot; men det sa han rent ut, at han aldri ville gjøre. For dog å være rimelig, bød han en av sine hirdmenn å kysse Kongens fot, og denne grep da fat i foten og løftet den opp til sin munn, så at Kongen falt baklengs, og stor latter opstod. Rolfs jarledømme het Nordmandi, og han og hans ætlinger het Rudejarlerne, fordi de bodde i Rouen (Ruang), som kaltes ruta i vårt mål. Det norske mål ble ikke lenge talt i Nordmandiet; det var kun få av nordmennene, som hadde hustruer med, og, da de siden tok Landets kvinner tilægte, ble det franske språk barnas morsmål. Men nordmennenes Sands for sagavesen og skaldekunst hadde Nordmannerne arvet, og de var de første, som skrev sagaer og kvedet i det franske mål, og dette ble nå snart de Fornemmes språk rundt om i Europa og holdtes i stor akt og ære. Nordmennenes ånd og ridderlighet ble et mønster for hele Europa, og Riddervæsenet hadde sitt egentlige hjem i Nordmandiet. Siden grundede Nordmannerne et rike i Neapel og Sicilia, og i året 1066 tok de England, og kongene i England er den dag i dag Gange-Rolfs ætlinger.