35

Konning Harald sidder i Kjæmpelag,Kong Halfdan ved hans Side, —Søn og Fader de boldeste Mænd,Der spurgtes i Norden vide.

Alle de Kjæmper, der holdt siggild,Sig flokked hos dem tilsammen;Alle de Skalde, der holdt sig gjev,Dem muntrede Lagets Gammen.

Kjæmperne drukke, mens Skaldene sang, —Som Elvesus monne det gjalde;Guttorms Harpe klang som en Fos,Der durede over dem alle.

Guttorms Harpe klang som et Hav,Hvori sig Elvene sænke;Blodet brused i KongernesBryst; —De reiste sig baade fra Bænke.

En bød Skalden røden Guld,Den anden Gaard til Eie;Skalden mente, at Gaard og GuldEi kunde hans Kvad opveie.

Kongerne bød ham vælge frit; —Da kvad den vise Sanger:„Stort var Ordet i Kongers Mund,Og jeg paa Ordet dem fanger.“

„Fang os!“ kvad de, mens Haandde gav,„Vi lade os villig binde.“ —Gubben for sin stille Færd,Fast gik ham Sagen af Minde.

Mer og mer ham gik af Hu,Hvad hele Livet ham skjenked;Alle hans Tanker mod HøiensFredSaa længselsfulde sig sænked.

Brat — saa gjalder i Norges DalLurens skingrende Toner;Hvast de for fra Bygd til BygdHenover Birkenes Kroner.

Halfdan var det, Kongens Søn,Med blinkende Sværd i Hænde;Harald farer med harmfuld Hu,At møde den trodsige Frænde.

Søn mod Fader — og Sværdmod Sværd —Det skar i Kjæmpernes Øie;Landet herjet ved LandsmændsHaand, —Det maatte den Haardeste bøie.

Se, da rørte Odin selvVed Guttorms døende Tanke:Skalden spurgte den Frændefærd;Sin Kraft saa monne han sanke.36Foden svigted; men stærk i Hu,Han lod sig paa Skjolde bære;Bleg og høi som Døden selvHan stod mellem begge Hære;

Vinked med Haand og stevnedefremDe gramme, blodige Frænder,Saa dem fast i Blikket indOg ened de trodsige Hænder;

Kvad saa mildt: „Nu kjendeI mig;Den Løn, mig begge forjætted!Frændenaget — Haand i Haand —Jeg kræver paastand udslettet.“ —

Stort var Kravet; men KongersOrdBør holdes i Agt og Ære;Sønnen rakte sin Fader HaandImellem de jublende Hære.

Hadet veg, og Freden sankPaany til Norriges Dale:Skaldens Pris er sommergrønI Folkets Minder og Tale.

35

Konning Harald sitter i kjempelag,Kong Halfdan ved hans side, —Sønn og far de boldeste menn,Der spurgtes i Norden vide.

Alle de kjemper, der holdt seggild,Sig flokket hos dem tilsammen;Alle de skalder, der holdt seg gjev,Dem muntret Lagets gammen.

Kjempene drakk, mens skaldene sang, —Som elvesus monne det gjalde;Guttorms harpe klang som en foss,Der duret over dem alle.

Guttorms harpe klang som et hav,Hvori seg elvene senke;Blodet bruste i KongernesBryst; —De reiste seg både fra Bænke.

En bød skalden røden gull,Den annen gård til eie;Skalden mente, at gård og gullEi kunne hans Kvad oppveie.

Kongene bød ham velge fritt; —Da kvad den vise sanger:„Stort var ordet i Kongers munn,Og jeg på ordet dem fanger.“

„Fang oss!“ kvad de, mens håndde ga,„Vi lar oss villig binde.“ —Gubben for sin stille ferd,Fast gikk ham Sagen av Minde.

Mer og mer ham gikk av hu,Hva hele livet ham skjenket;Alle hans tanker mot høyensFredSå lengselsfulle seg senket.

Brat — så gjaller i Norges dalLurens skingrende toner;Hvast de for fra bygd til bygdHenover Birkenes Kroner.

Halfdan var det, Kongens sønn,Med blinkende sverd i Hænde;Harald farer med harmfull hu,Å møte den trodsige frende.

Sønn mot far — og sverdmot sverd —Det skar i kjempenes Øye;Landet herjet ved landsmennsHånd, —Det måtte den Haardeste bøye.

Se, da rørte Odin selvVed Guttorms døende tanke:Skalden spurte den Frændefærd;Sin kraft så monne han sanke.36Foten sviktet; men sterk i hu,Han lot seg på skjold bære;Bleg og høy som døden selvHan stod mellom begge hærer;

Vinket med hånd og stevnetfremDe gramme, blodige frender,Så dem fast i blikket innOg ened de trodsige hender;

Kvad så mildt: „Nå kjennerI meg;Den Løn, meg begge forjætted!Frændenaget — hånd i hånd —Jeg krever paastand utslettet.“ —

Stort var kravet; men KongersOrdBør holdes i akt og ære;Sønnen rakte sin far håndImellom de jublende hærer.

Hatet veg, og freden sankPaany til Norriges daler:Skaldens pris er sommergrønnI Folkets minner og Tale.