Ud paa Vaaren hændte det engang, da Kong Ring sammen med sine Hirdmænd og Fridthjof reiste ud for at veide Dyr, at Ring og Fridthjof kom til at være alene sammen paa et ensomt Sted i Skoven. Kongen lagde sig til at sove, endda Fridthjof bad ham heller at ride hjem. Da Kongen var sovnet, tog Fridthjof sit Sværd og slængte det langt fra sig. Lidt efter reiste Kongen sig og spurgte: „Er det ikke saa, Fridthjof, at mangt og meget kom dig ihu, men at du bestod Fristelsen? Jeg har kjendt dig fra den første Kveld, du kom i min Hal, og du skal ikke heller saa snart skilles fra os.“ Fridthjof takkede, men sagde, at han snart maatte afsted, da hans Mænd ventede ham.
En Morgen tidlig traadte Fridthjof frem for Kongen og Dronningen for at sige Farvel. Han takkede Kongen for hans Venskab og gav Ingebjørg sin Armring. „Hun fik dog den bedste Løn,“ sagde Ring leende, „endda hun ikke har været saa venlig mod dig som jeg.“ Kong Ring vilde ikke høre noget om Reisen. „Bliv her, Fridthjof,“ sagde han; „styr Landet, medens mine Børn ere smaa; jeg venter snart min Død; da skal du have min Kone og alt, hvad jeg eier.“ Fridthjof blev derpaa Kongens Jarl. Kort efter døde Kong Ring, og han blev lagt i Haug med meget Gods. Ved hans Gravøl blev ogsaa Fridthjofs og Ingebjørgs Bryllup drukket.
Siden blev der Ufred mellem Fridthjof og Ingebjørgs Brødre. Helge faldt, og Halfdan blev Fridthjofs Herse og maatte give ham Skat. Da Rings Sønner vare voxne, flyttede Fridthjof med Ingebjørg til Sogn; han blev en mægtig Konge, øgede sit Land og fik mange Sønner.