33

Kong Ring med sin Dronning til Gjæstebud for,Og Isen ligger saa blank paa Fjord.

„Tag ei over Isen!“ — den Fremmede bad —„Den brister, og dybt er det kolde Bad“.

„Ei Konge drukner saa let,“ kvad Kong Ring,„Den, som er ræd, kan gaa Kyst omkring.“

Den Fremmede syntes i Hu saa mod;Dog spændte han Staalsko i Hast paa Fod

Og Skagler nu spændtes til stærken Bov,Og Isen bølged for staalklædt Hov.

„Stræk ud,“ raabte Kongen, „min Traver god!Lad se, om du er af Sleipners Blod!“

Over Isen det gaar som en Kastevind;Ei agtes paa Dronningens blege Kind.

Men staalskoet Gjæst staar ei heller stil;Han farer forbi dem, saa tidt han vil.

Han slaar mangen Rune i Isens Favn,Og Ingebjørg kjører henover sit Navn.

Saa stevned de frem paa Banen glat,Men Ran, den Falske, opvaagned brat;

Hun stødte et Hul i sit Sølvertag,Og Hest og Slæde sank ned med Brag.

Og blegere end blev Ingebjørgs Kind;Da kommer den Gjæst som en Hvirvelvind.

Han bored Slaalsko i Isen fast,Og greb saa i Traverens Man med Hast.

Han bøied forover sin Kjæmpekrop,Og rev med et Ryk Hest og Slæde op.

Ring sagde: „det Tag kan man kalde stort;Selv Fridthjof ei skulde det bedre gjort.“

Saa vendte de atter til Kongsgaard om;Den Fremmede blev der, til Vaaren kom.

33

Kong Ring med sin dronning til gjestebud for,Og isen ligger så blank på fjord.

„Ta ei over isen!“ — den Fremmede bad —„Den brister, og dypt er det kalde Bad“.

„Ei Konge drukner så lett,“ kvad Kong Ring,„Den, som er redd, kan gå kyst omkring.“

Den Fremmede syntes i hu så mot;Dog spente han stålsko i hast på fot

Og Skagler nå spændtes til sterke Bov,Og isen bølget for stålkledd Hov.

„Strekk ut,“ ropte Kongen, „min traver god!La se, om du er av Sleipners blod!“

Over isen det går som en kastevind;Ei aktes på Dronningens bleke kinn.

Men staalskoet gjest står ei heller stil;Han farer forbi dem, så titt han vil.

Han slår mangen Rune i Isens favn,Og Ingebjørg kjører henover sitt navn.

Så stevnet de frem på banen glatt,Men Ran, den Falske, opvaagned brat;

Hun støtte et Hul i sitt Sølvertag,Og hest og slede sank ned med brak.

Og blekere enn ble Ingebjørgs Kind;Da kommer den gjest som en virvelvind.

Han boret Slaalsko i isen fast,Og grep så i Traverens Man med hast.

Han bøyde forover sin kjempekropp,Og rev med et Ryk hest og slede opp.

Ring sa: „det tak kan man kalle stort;Selv Fridthjof ei skulle det bedre gjort.“

Så vendte de atter til kongsgård om;Den Fremmede ble der, til våren kom.