Men Ingebjørg kunde Fridthjof aldrig glemme, og derfor reiste han op til Ringerike, for at gjæste Kong Ring og se, hvorledes Ingebjørg havde det. Forklædt som en gammel Saltbrænder, med en grov Kufte over fine Klæder, kom han en Kveld ind i Kong Rings Hal og blev staaende ved Døren. Kong Ring lagde Mærke til den høie og svære Mand, som stod der ved Døren, og spurgte, hvad han hed. „Jeg hed Fridthjof (Fred-Tyv), da jeg for med Vikinger,“ svarede han; „nu har jeg en Stund været Saltbrænder. Min Hu drev mig hid, og Hjem har jeg ikke.“ Dronning Ingebjørg bød ham fare andensteds hen og tyktes, det var underligt, at Kongen kunde have Lyst til at tale med saadanne omløbende Folk, som kom til Gaarden. Men Kong Ring kunde godt like den Fremmede. „Kast Kuften af dig,“ sagde han, „og sid ned hos mig.“ Fridthjof kastede Kuften af og stod nu i mørkeblaa Kjortel, med Sværd ved Siden, et Sølvbelte om Livet og Ingebjørgs Ring om Armen. Men om Hovedet beholdt han en stor Skindhue, saa man ikke godt kunde se hans Ansigt. Ingebjørg blev blodrød; thi hun kjendte Ringen. „Der har du en fager Ring,“ sagde Kongen, „og længe har du maattet brænde Salt, førend du fik den Ring.“ Fridthjof sagde, at det var hans Fædrenearv. Han blev der om Vinteren. Dronningen talte ikke stort med ham; men Kongen 33desto mere. Engang, da Kong Ring og hans Dronning skulde kjøre over Isen, varede Fridthjof dem; ligevel drog de afsted. Isen brast, og baade Kongen og Dronningen vilde have druknet, hvis ikke Fridthjof med et eneste Tag havde trukket baade Hest, Slæde, Konge og Dronning op. „Det var et godt Tag,“ sagde Kong Ring; „ikke engang Fridthjof den Frækne kunde have gjort det bedre“.
39. Fridthjof som Gjæst.
39. Fridthjof som gjest.
Men Ingebjørg kunne Fridthjof aldri glemme, og derfor reiste han opp til Ringerike, for å gjeste Kong Ring og se, hvorledes Ingebjørg hadde det. Forkledd som en gammel Saltbrænder, med en grov Kufte over fine klær, kom han en kveld inn i Kong Rings Hal og ble stående ved døren. Kong Ring la merke til den høye og svære mann, som stod der ved døren, og spurte, hva han het. „Jeg het Fridthjof (Fred-tyv), da jeg for med vikinger,“ svarte han; „nå har jeg en stund vært Saltbrænder. Min hu drev meg hit, og hjem har jeg ikke.“ Dronning Ingebjørg bød ham fare annensteds hen og tyktes, det var underlig, at Kongen kunne ha lyst til å tale med sådanne omløpende folk, som kom til gården. Men Kong Ring kunne godt like den Fremmede. „Kast kuften av deg,“ sa han, „og sid ned hos meg.“ Fridthjof kastet kuften av og stod nå i mørkeblå kjortel, med sverd ved siden, et Sølvbelte om livet og Ingebjørgs Ring om armen. Men om hodet beholdt han en stor skinnhue, så man ikke godt kunne se hans ansikt. Ingebjørg ble blodrød; thi hun kjente ringen. „Der har du en fager Ring,“ sa Kongen, „og lenge har du måttet brenne salt, før du fikk den Ring.“ Fridthjof sa, at det var hans fedrenearv. Han ble der om vinteren. Dronningen talte ikke stort med ham; men Kongen 33desto mer. Engang, da Kong Ring og hans dronning skulle kjøre over isen, varte Fridthjof dem; likevel drog de av sted. Isen brast, og både Kongen og dronningen ville ha druknet, hvis ikke Fridthjof med et eneste tak hadde trukket både hest, slede, Konge og dronning opp. „Det var et godt tak,“ sa Kong Ring; „ikke engang Fridthjof den Frækne kunne ha gjort det bedre“.