Engang gik Brynhild og Gudrun ud i Rhinelven for at to sit Haar. Brynhild gik længere ud og sagde, at hun ikke vilde to sig i det Vand, som randt fra Gudruns Haar, eftersom hun havde den modigste Mand. Men Gudrun gik da endnu længer ud i Elven og sagde, at hun havde den største Ret til at staa øverst, da der ikke var nogen Mand, som kunde komme op imod Sigurd Favnesbane. Da sagde Brynhild: „Sigurd vog vel Lindormen Favner; men ikke turde han ride gjennem den Lue, som brandt omkring min Sal; det turde alene Gunnar gjøre, og hans Idræt var den største.“ Gudrun lo og sagde: „Du tror da, at det var Gunnar, som red gjennem Luen? nei det var han, som satte Andvare-Ringen paa din Haand og fik den Guldring af dig, som du kan se, at jeg nu bærer; og ikke tror jeg, at det var Gunnar, som vandt Favnesskatten paa Gnitahede.“ Brynhild kjendte sin Ring igjen paa Gudruns Haand; hun forstod altsammen, blev bleg, men sagde intet. Fra den Stund var hun stille og fuld af Sorg. En Kveld bad Gudrun hende at være lystig som før. „At du kan være saa haard mod mig,“ svarede Brynhild. „Hvorfor er du da saa sorgfuld?“ spurgte Gudrun. „Jeg kan ikke unde dig Sigurd,“ svarede hun, „vi to havde svoret hinanden Troskab for bestandig; de, som sveg mig, vidste det, og derover maa jeg tage Hevn.“ „Du er da ellers nok saa godt gift, Brynhild!“ sagde Gudrun. „Aa nei, Gudrun,“ svarede Brynhild, „Sigurd kan jeg aldrig glemme, og ikke kan jeg unde dig, at du har en navnkundigere Mand end jeg; Sigurd dræbte Favner, og Sigurd red igjennem Ilden; de Idrætter ville mindes, saalænge Verden staar. Ond var ogsaa din Moder, som kunde nænne at give Sigurd den Trolddrik, saa han glemte mig.“

Engang gikk Brynhild og Gudrun ut i Rhinelven for at to sitt hår. Brynhild gikk lenger ut og sa, at hun ikke ville to seg i det vann, som rant fra Gudruns Haar, ettersom hun hadde den modigste mann. Men Gudrun gikk da enda lenger ut i Elven og sa, at hun hadde den største rett til å stå øverst, da der ikke var noen mann, som kunne komme opp imot Sigurd Favnesbane. Da sa Brynhild: „Sigurd vog vel Lindormen Favner; men ikke turde han ride gjennom den lue, som brandt omkring min Sal; det turde alene Gunnar gjøre, og hans idrett var den største.“ Gudrun lo og sa: „Du tror da, at det var Gunnar, som red gjennom luen? nei det var han, som satte Andvare-ringen på din hånd og fikk den gullring av deg, som du kan se, at jeg nå bærer; og ikke tror jeg, at det var Gunnar, som vant Favnesskatten på Gnitahede.“ Brynhild kjente sin Ring igjen på Gudruns Haand; hun forstod altsammen, ble bleg, men sa intet. Fra den stund var hun stille og full av sorg. En kveld bad Gudrun henne å være lystig som før. „At du kan være så hard mot meg,“ svarte Brynhild. „Hvorfor er du da så sorgfull?“ spurte Gudrun. „Jeg kan ikke unne deg Sigurd,“ svarte hun, „vi to hadde svoret hinannen troskap for bestandig; de, som svek meg, visste det, og derover må jeg ta hevn.“ „Du er da ellers nok så godt gift, Brynhild!“ sa Gudrun. „Aa nei, Gudrun,“ svarte Brynhild, „Sigurd kan jeg aldri glemme, og ikke kan jeg unne deg, at du har en navnkundigere mann enn jeg; Sigurd drepte Favner, og Sigurd red igjennom ilden; de idretter ville minnes, så lenge verden står. Ond var også din mor, som kunne nenne å gi Sigurd den Trolddrik, så han glemte meg.“