Den allernavnkundigste Helt, som den ældre Edda har saa mange Sange om, var Sigurd Favnesbane. Dette Kjendingsnavn fik han, fordi han dræbte den fæle Lindorm Favner, som laa paa Gnitaheden og vogtede en stor Skat. Sigurd tog hele Skatten, og det var saa meget Guld, at han kunde fylde to store Kister med det. Derpaa drog Sigurd til Frankland, og her trolovede han sig med Brynhild paa Hindarfjeld; rundt om hendes Sal brændt der altid en stor Ild, og hun lovede, at hun ikke vilde ægte nogen anden end den, som kunde ride igjennem Luen; thi det, mente hun, kunde ingen anden end Sigurd gjøre.
Sigurd red dernæst afsted, indtil han kom til Kong Gjuke; hans Kongedømme var søndenfor Elven Rhin. Gjukes Børn kaldtes Gjukungerne; 29de vare fagre og stærke fremfor alle andre; Sønnerne hed Gunnar, Høgne og Guttorm, og Datteren hed Gudrun.
Gjukes Hustru hed Grimhild; hun forstod Troldskab og vilde gjerne have Sigurd, som eiede den store Favnesskat, gift med sin Datter. Men Sigurd elskede Brynhild, tænkte altid paa hende og vilde ikke bryde den Troskabsed, han havde svoret sin Fæstemø. Da lavede Grimhild til en Trolddrik, som hun gav Sigurd, og, da han havde drukket denne Drik, havde han aldeles glemt Brynhild, og derpaa ægtede han Gudrun og gjorde Fostbroderlag med hendes Brødre.
Grimhild raadede sin Søn Gunnar at fri til Brynhild paa Hindarfjeld. Han drog afsted, og Sigurd fulgte med ham. Men Gunnar kunde ikke ride igjennem Luen, som brandt omkring Brynhilds Sal. Da red hans Fostbroder Sigurd i Gunnars Skikkelse igjennem Luen og holdt Bryllup med Brynhild. Han gav hende en Ring, som kaldtes Andvare-Ringen og hørte med til Favnes Skat, og fik en anden Ring i Stedet af Brynhild. Derpaa byttede Sigurd igjen Skikkelse med Gunnar. Brynhild fulgte med til Kong Gjukes Gaard; her blev Brylluppet med Gunnar drukket paany, og da først kunde Sigurd huske paa alle de Eder, som han og Brynhild havde svoret hinanden; han blev fuld af Sorg, men lod sig ikke mærke med noget.