I den ældre Edda findes der foruden Kvadene om Guderne ogsaa mange Frasagn om Helte eller Halvguder. De indeholde vistnok mange Træk af hedensk Grumhed og vild Hevngjerrighed, som den Kristne maa hade og afsky; men meget er der dog i disse Frasagn, der maa røre og tiltale os paa det inderligste, og som vi her ville omtale, fordi de skildre os Tidsalderens Tænkemaade. Helge Hundingsbane var slig en navnkundig Helt. Dette Kjendingsnavn fik han, da han fældte Kong Hunding, som hans Fader havde Ufred med. Siden vandt han over Kong Hundings 28fire Sønner, og, da Kong Høgnes Datter Sigrun kom til ham og bad ham om Hjælp, fordi hendes Fader vilde gifte hende med den onde Kong Hødbrodd, som hun ikke vilde have, begyndte han ogsaa Ufred med denne Konge. Sigruns Fader og to Brødre holdt sammen med Hødbrodd, og i Slaget faldt de alle paa Sigruns Broder Dag nær. Sigrun takkede Helge for hans Daad, og han talte om, hvor ondt det gjorde ham, at han foruden at fælde Hødbrodd ogsaa havde voldet hendes Faders og Broders Død, og søgte at trøste hende; men hun græd. Siden ægtede Helge Sigrun, og de fik flere Sønner. Helge blev ikke gammel; hans Svoger Dag fældte ham og hevnede saaledes sin Faders Død. Dag fortalte sin Søster denne Tidende; da blev Sigrun rent ude af sig selv af Sorg og ønskede alt ondt over sin Broder og sagde:

„Ei skride Skibet,som under dig skrider,om end det blæserbedste Medbør;ei løbe Hesten,som under dig løber,om end din Fiendedig følger i Hælen.Ei bide Sværdet,som du svinger,uden det syngerdig selv om Hov’det;da først var HelgesDød ret hevnet,hvis du var enVarg udi Skogen,uden alt Gods,uden al Glæde,fik blot dødeKroppe til Føde.“

Der blev gjort en Haug over Helge. En Kveld gik Sigruns Trælkvinde forbi Helges Haug og saa, at Helge red til Haugen med mange Mænd. Trælkvinden sagde Sigrun denne Tidende, og da gik Sigrun ind i Haugen til Helge. „Jeg er saa glad over at se dig igjen, Helge!“ sagde hun; „men dit Haar er rimet, og du er blodig, og dine Hænder ere saa kolde.“ „Det er din Skyld, Sigrun,“ svarede han; „thi du græder hver Aften, før du sovner, saa tunge Taarer, og hver blodig Taare falder paa mit Bryst, saa indtrængende og saa isende kold.“ „Om vi end miste vore Kjære og vore Lande, skal vi dog ikke tabe Modet, og ingen skal kvæde Sørgesang, fordi han ser Saar paa mit Bryst.“ Sigrun blev hos Helge i Haugen om Natten, og om Morgenen red han bort med sit Følge. Men den næste Nat ventede Sigrun ham faafængt; og hun sørgede sig inden kort til Døde.

I den eldre Edda finnes der foruten kvadene om gudene også mange frasagn om Helte eller halvguder. De inneholder vistnok mange trekk av hedensk grumhet og vill hevngjerrighet, som den kristne må hate og avsky; men meget er der dog i disse frasagn, der må røre og tiltale oss på det inderligste, og som vi her ville omtale, fordi de skildre oss Tidsalderens tenkemåte. Helge Hundingsbane var slig en navnkundig helt. Dette Kjendingsnavn fikk han, da han felte Kong Hunding, som hans far hadde ufred med. Siden vant han over Kong Hundings 28fire sønner, og, da Kong Høgnes Datter Sigrun kom til ham og bad ham om hjelp, fordi hennes far ville gifte henne med den onde Kong Hødbrodd, som hun ikke ville ha, begynte han også ufred med denne Konge. Sigruns far og to brødre holdt sammen med Hødbrodd, og i slaget falt de alle på Sigruns bror Dag nær. Sigrun takket Helge for hans dåd, og han talte om, hvor ondt det gjorde ham, at han foruten å felle Hødbrodd også hadde voldt hennes Faders og Broders død, og søkte å trøste henne; men hun gråt. Siden ægtede Helge Sigrun, og de fikk flere sønner. Helge ble ikke gammel; hans svoger Dag felte ham og hevnet således sin Faders død. Dag fortalte sin søster denne Tidende; da ble Sigrun rent ute av seg selv av sorg og ønsket alt ondt over sin bror og sa:

„Ei skride skipet,som under deg skrider,om enn det bleserbeste medbør;ei løpe hesten,som under deg løper,om enn din fiendedeg følger i hælen.Ei bite sverdet,som du svinger,uten det syngerdeg selv om Hov’det;da først var HelgesDød rett hevnet,hvis du var enVarg uti skogen,uten alt gods,uten all glede,fikk blot dødeKropper til føde.“

Der ble gjort en Haug over Helge. En kveld gikk Sigruns trellkvinne forbi Helges Haug og så, at Helge red til Haugen med mange menn. Trellkvinnen sa Sigrun denne Tidende, og da gikk Sigrun inn i Haugen til Helge. „Jeg er så glad over å se deg igjen, Helge!“ sa hun; „men ditt hår er rimet, og du er blodig, og dine hender er så kalde.“ „Det er din skyld, Sigrun,“ svarte han; „thi du gråter hver aften, før du sovner, så tunge tårer, og hver blodig tåre faller på mitt bryst, så inntrengende og så isende kald.“ „Om vi enn miste våre Kjære og våre land, skal vi dog ikke tape motet, og ingen skal kvede sørgesang, fordi han ser sår på mitt bryst.“ Sigrun ble hos Helge i Haugen om natten, og om morgenen red han bort med sitt følge. Men den neste natt ventet Sigrun ham fåfengt; og hun sørget seg innen kort til Døde.