Balders Fader var Odin, og hans Moder var Frigg. Om ham er der bare Godt at berette. Han var den bedste af Guderne, og af alle havde han godt Lov. Han var fager og lys, og den hvideste af alle Blomster kaldtes Balders Braa eller Balders Øienlaag. Vis og mild var han ogsaa, og hans Dom kan ikke rygges. Hans Hjem var i Breidablik i Himlen, og der kan intet Urent findes. Hans Hustru var den trofaste Nanna.
Balder den Gode drømte tunge Drømme og tyktes, at han var feig (Døden nær). Han fortalte Aserne sine Drømme; da samlede de sig paa Thinge og tog det Raad, at man skulde bede om Fred for Balder mod alt det, som ondt var. Frigg tog Ed af alle Verdens Ting, at de skulde værge Balder; hun tog Eden baade af Ild og Vand, af Jern og alskens Malm, af Sten og Træ, af Sot og Dyr, af Fugle og af Edderorme. Da dette var gjort, stillede Aserne for Moro Skyld Balder frem paa Thinge, og nogle skjød paa ham, andre hug til ham, og andre igjen kastede Sten paa ham. Men, hvad de saa gjorde, led han ligevel intet Men af det, og derover vare nu Aserne meget glade. Bare Loke, som ogsaa var tilstede, kunde ikke like dette. Han skabte sig om til en Kvinde og gik til Friggs Hjem. Frigg spurgte, om denne Kvinde 26vidste, hvad Aserne havde for sig paa Thinge. Loke svarede, at de alle skjød efter Balder, men at han dog ikke havde det mindste Men deraf. Da sagde Frigg: „Nei, hverken Vaaben eller Træ vil gjøre Balder noget Ondt; thi jeg har taget Ed af dem alle.“ Loke spurgte: „Har da alle Ting svoret at værge Balder?“ Frigg svarede: „Der voxer vel en ørliden Kvist strax østenfor Valhall; den heder Misteltein; men den tyktes mig for ung til at kræve nogen Ed af.“ Loke gik bort, sled Mistelteinen op og gik til Things med den. Hød stod yderst i Mand-Ringen; thi han var blind. Da sagde Loke: „Hvi skyder ikke du efter Balder?“ Han svarede: „Ikke kan jeg se, hvor han staar, og desuden er jeg vaabenløs.“ Loke sagde: „Du maa da gjøre som de andre og vise Balder den samme Hæder som de; jeg skal vise dig, hvor han staar. Skyd efter ham med denne Kvist.“ Han tog Mistelteinen og skjød efter Balder, eftersom Loke viste ham. Skudet gik tvers igjennem ham, og Balder faldt død til Jorden; det var den største Ulykke, som nogensinde er hændet baade Guder og Mennesker. Da Aserne saa Balder falde, tabte de rent Mælet og tænkte ikke paa at løfte ham op; den ene saa paa den anden, og alle vare lige vrede paa den, som havde øvet Daaden; men ingen kunde hevne Drabet, da det hellige Sted, de stod paa, var fredlyst. Da de saa prøvede paa at tale, kom Graaden frem, og ingen kunde med Ord udsige den anden sin Sorg. Odin tog sig mest nær af denne Ulykke, da han klarest skjønnede, hvor meget Aserne tabte ved Balders Død. Da Guderne kom til Sands og Samling, spurgte Frigg, hvem af Aserne vilde vinde hendes Huldskab og ride Helveien¹) og friste, om han kunde faa tale med Balder og byde Hel Løsepenge, for at hun skulde lade Balder fare hjem igjen til Asgaard. Hermod den Raske, Odins Svend, tog paa sig denne Færd, og saa blev Odins Hest Sleipner ledet frem; Hermod steg paa den og satte afsted i al Hast.
Aserne tog Balders Lig og flyttede det til Søen; de vilde stable op et Baal ombord paa hans Skib og brænde Liget der. Da Balders Lig blev baaret ombord, og hans Hustru Nanna, Neps Datter, saa dette, brast hendes Hjerte af Sorg, og hun blev ogsaa lagt paa Baalet. Det blev tændt, og Thor viede Baalet med sin Hammer. Mange Slags Væsener mødte frem ved Balders Ligfærd. Først Odin; med ham kom Frigg og Valkyrjerne og hans Ravne. Frøy agede i en Kjerre med Galten Guldbørste. Heimdal red paa sin Hest Guldtop, og Frøyja agede med sine Katte. Mange af Rimthurserne og Bergriserne vare og tilstede. Balders Hest med fuldt Sadeltøi blev ogsaa ført ud paa Baalet.
Om Hermod er at fortælle, at han red ni Nætter igjennem mørke og dybe Dale. Han kom til Aaen Gjall, red over Gjallarbroen, og, da han kom til Helgrinden, steg han af Hesten, spendte Sadelgjorden fastere, steg saa op igjen og satte Sporene i Sleipner. Da sprang Hesten saa høit over Grinden, at den ikke engang rørte ved den. Hermod red til Hels Hal, steg af Hesten og gik ind. Der saa han sin Broder 27Balder sidde i Høisædet, og Hermod blev der om Natten. Om Morgenen bad Hermod Hel om, at Balder maatte faa ride hjem med ham til Asgaard, og talte om, hvor stor Graad der var blandt Aserne. Hel sagde, at hun nu vilde prøve, om Balder var saa vennesæl, som man sagde, og, hvis alle Verdens Ting, baade levende og døde, græd over ham, skulde han faa fare tilbage til Aserne; men, var der nogen, som ikke vilde græde, skulde Balder blive hos Hel. Da stod Hermod op; Balder fulgte ham ud af Hallen, tog en Ring og sendte Odin den til Minde. Nanna sendte Frigg et Teppe og andre Gaver og til Fulla, Friggs Terne, sendte hun en Fingerring. Da red Hermod tilbage til Asgaard og talte om alle de Tidender, han havde seet og hørt.
Aserne sendte nu Sendemænd over al Verden, som skulde bede alle Ting om at græde Balder ud fra Hel. Alle gjorde det, Mennesker og Dyr, Jord, Stene, Træer og al Malm. Da Sendemændene drog hjem og havde vel røgtet sit Ærinde, traf de i en Hule paa en Jøtunkvinde, som hed Thøkt. De bad hende ogsaa at græde Balder fra Hel; men hun svarede:
Thøkt mon grædetørre Taarerover Balders Baalfart;Hel beholde, hvad hun har!
Saa siger man, at denne Jøtunkvinde ikke var nogen anden end Loke, som voldte Aserne saa meget ondt.