14

Den lille Lotte tænkte paa alt og ingenting;En Sommerfugl hun svæved i Solens Guld omkring;I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,Som hendes Blik var Sjelen saa lyseblaa og klar.

Hun kjælte for sin Moder; hun var sin Dukke tro;Hun saa paa sine Klæder og sine røde Sko;Men over alle elskte hun dog sin lille Fugl,Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Jul.

Den sad og frøs i Vinduet, i Vinterkuld og Vind,Og saa saa bønligt just i den varme Stue ind;Da strøde Fader Korn ud og lokked den dermedOg tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.

Men Lotte var lyksalig; alene hun fik LovAt pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov.Hun bragte den sin Føde, hun dyssed den i Blund;Snart lærte den at pikke af hendes røde Mund.

Den kjendte hendes Stemme og hendes lette GangOg takked sin Veninde med mangen lystig Sang.Tilsidst da sad den traurig og stille i sit Bur;Den hørte Vaaren kalde fra grøne Skovnatur.

Da slog den ud med Vingen og vilde fly sin Vei;Men lille Lotte smilte — ak! hun forstod den ei.Hun lukked Buret sikkert; hun gav den Vand og Frø; —Men Fuglen vil kun Frihed; hvis ikke, maa den dø.

En Morgen fløi hun tidligt til Fuglen ud med MadOg jubled høit paa Veien og var saa sjeleglad;Men, da hun kom til Buret, da glemte hun sin Sang;Den kjære Fugl laa udstrakt paa Bunden, stiv og lang.

Hun tog den ud forsigtig og kyssed den saa ømt;Men den blev kold og livløs, — det var ei blot paa Skrømt;Dens Hoved sank tilbage; i Øiet Døden laa;Da slap hun den forskrækket og stirred taus derpaa.

Og, som hun stod der stille, hun blev saa underlig;For hendes klare Øie en Taage lagde sig:Den søde Barndomsrødme fra hendes Kinder veg,Og langsomt op til Hjertet en dunkel Smerte steg.

Hun kunde ikke vide, hvad denne Smerte var;Men Sorg i hendes Hjerte sin første Rune skarOg præged dybt sit Billed i hendes bløde Træk;Nu fløi den ikke mer med den sidste Taare væk.15Hun tænkte paa sin Moder, men ei saa let som før,Og nye Verdner dæmred bag Sorgens sorte Slør;Thi som et Blik paa Havet fra Kystens mørke BorgSaa Livets Udsigt aabnes ved Barnets første Sorg.

14

Den lille Lotte tenkte på alt og ingenting;En sommerfugl hun svevet i Solens gull omkring;I sine gule lokker hun vårens krone bar,Som hennes blikk var sjelen så lyseblå og klar.

Hun kjælte for sin mor; hun var sin dukke tro;Hun så på sine klær og sine røde sko;Men over alle elskte hun dog sin lille fugl,Som far hadde fanget på Sneen siste jul.

Den satt og frøs i vinduet, i Vinterkuld og vind,Og så så bønligt just i den varme stue inn;Da strøde far korn ut og lokket den dermedOg tok den inn i huset til pleie og til Fred.

Men Lotte var lyksalig; alene hun fikk lovÅ pleie og å passe den lille gjest fra skog.Hun brakte den sin føde, hun dysset den i blund;Snart lærte den å pikke av hennes røde munn.

Den kjente hennes stemme og hennes lette gangOg takket sin venninne med mangen lystig sang.Til sist da satt den traurig og stille i sitt bur;Den hørte våren kalle fra grøne skognatur.

Da slo den ut med vingen og ville fly sin vei;Men lille Lotte smilte — ak! hun forstod den ei.Hun lukket buret sikkert; hun ga den vann og frø; —Men fuglen vil kun frihet; hvis ikke, må den dø.

En morgen fløy hun tidlig til fuglen ut med matOg jublet høyt på veien og var så sjeleglad;Men, da hun kom til buret, da glemte hun sin sang;Den kjære fugl lå utstrakt på Bunden, stiv og lang.

Hun tok den ut forsiktig og kysset den så ømt;Men den ble kald og livløs, — det var ei blot på skrømt;Dens hode sank tilbake; i øyet døden lå;Da slapp hun den forskrekket og stirret taus derpå.

Og, som hun stod der stille, hun ble så underlig;For hennes klare Øye en tåke la seg:Den søte Barndomsrødme fra hennes kinner veg,Og langsomt opp til hjertet en dunkel smerte steg.

Hun kunne ikke vite, hva denne smerte var;Men sorg i hennes hjerte sin første Rune skarOg preget dypt sitt bilde i hennes bløte trekk;Nå fløy den ikke mer med den siste tåre vekk.15Hun tenkte på sin mor, men ei så lett som før,Og nye verdener demret bak Sorgens sorte slør;Thi som et blikk på havet fra Kystens mørke BorgSå Livets utsikt åpnes ved Barnets første sorg.