13. Den blinde Mand og Drengen.
En stakkers Mand i høien Alder blindLod sig i Ærinder af godt Folk skikke,Gik, hvor han sendtes, ud og ind,For ikke vild, ja snubled ikke.
13Det saa forundringsfuld en liden DrengOg fulgte med den Gamle til hans Bolig;Her gik den blinde Olding fast og roligOg redte sig den usle Seng,Skar sig et Smørrebrød og gav sig til at æde,Tog saa en Flaske frem og drak en TaarOg nød sin Mad med saa taknemlig Glæde,Som om han var en Gjæst i Rigmands Gaard;Derpaa han stopper sig en lækker PibeOg i en Nabos Skorsten tænder den.
„Far!“ raabte nu hans unge Ven,„Jeg kan i Sandhed ei begribe,Hvorledes I, der gaar som i bestandig Nat,Paa alle disse Ting saa let faar fat;Som om I kunde se, I alting ved at finde,Mens jeg, der ikke gaar iblinde,Maa stundom spilde Tid og gjøre Støi,Før jeg kan hitte noget af mit Tøi.“
„Min kjære Søn!“ den Gamle svarte,„Om jeg ei hver en Ting paa rette Sted forvarte,Det mig tilvisse værre gikEnd dig: jeg aldrig fat paa Mad og Pibe fik;Men, naar man smukt en Ting i Orden sætter,Det Søgningen mangfoldig letter;Da bliver man sit Tøi i Mørke var;Thi da i Fingrene man Øine har.“
13. Den blinde mann og drengen.
En stakkers mann i høien alder blindLod seg i ærender av godt folk skikke,Gikk, hvor han sendtes, ut og inn,For ikke vill, ja snublet ikke.
13Det så forundringsfull en liten drengOg fulgte med den Gamle til hans bolig;Her gikk den blinde olding fast og roligOg redde seg den usle seng,Skar seg et Smørrebrød og ga seg til å ete,Tok så en flaske frem og drakk en tårOg nød sin mat med så takknemlig glede,Som om han var en gjest i rikmanns gård;Derpå han stopper seg en lekker pipeOg i en Nabos skorstein tenner den.
„Far!“ ropte nå hans unge venn,„Jeg kan i sannhet ei begripe,Hvorledes dere, der går som i bestandig natt,På alle disse ting så lett får fat;Som om dere kunne se, dere alting ved å finne,Mens jeg, der ikke går i blinde,Må stundom spille tid og gjøre støy,Før jeg kan hitte noe av mitt tøy.“
„Min kjære sønn!“ den Gamle svarte,„Om jeg ei hver en ting på rette sted forvarte,Det meg tilvisse verre gikkEnn deg: jeg aldri fat på mat og pipe fikk;Men, når man smukt en ting i orden setter,Det søkningen mangfoldig letter;Da blir man sitt tøy i mørke var;Thi da i fingrene man øyne har.“