Kjende I det Slags Folk, man kalder Kolportører? Det er saadanne, der gaa omkring og falbyde gudelige Bøger, især Bibler og Nytestamenter. En saadan Kolportør har fortalt mig følgende lille Begivenhed.
„En Dag standsede jeg udenfor en Smedje. Det lyste muntert fra Avlen, og Hammeren dandsede lystigt paa Ambolten. Men ikke før saa Folkene mig, før de forlod Arbeidet, for at se paa mine Bøger. En af dem, en ung Mand paa femogtyve Aar, fortalte mig, at, da han første Gang forlod sit Hjem, for at søge Arbeide, gav hans Moder ham en Bibel. Han gjemte den omhyggeligt og begav sig paa Veien. Han gik fra Hus til Hus; men overalt var der Arbeidere nok, og han tilbød sig forgjæves. Han tabte dog ikke Modet, men besluttede at prøve endnu et Sted, nemlig hos en Smed; men ogsaa her fik han det samme korte Svar: „Vi behøve ingen.“
Træt og mismodig satte han sig ned paa en Træbænk i Smedjen, og, da han ikke havde noget at bestille, tog han sin Moders Bibel frem og begyndte at læse. Kort efter kom Mesteren ind i Smedjen, og, da han saa ham læse, spurgte han:
„Hvad er det for en Bog, du læser i?“
„Bibelen,“ svarede han.
„Du kan blive her,“ sagde Mesteren; „jeg skal vel finde Arbeide for dig.“
Børn! skammer eder aldrig over at sees med Bibelen i Haanden. „De, som ære mig, vil jeg ære,“ siger Herren.
Og saa blev han, og hverken Mester eller Svend fik Grund til at være misfornøiede med hinanden. Hvem sander ikke ved denne Fortælling, at „Gudsfrygt er nyttig til alle Ting!“