Her er Græsvold, som I se, fordi Haveurter ikke kunne trives i Skyggen af store Træer, om disse end, som de bør, staa tilstrækkeligt langt fra hverandre. Her har jeg 8 Æbletræer, hvoraf de 4 ere gamle, men de andre 4 unge og smaa; dog har de nu i 2 Aar baaret Frugt. Æblerne paa de 3 Træer, vi se her, kaldes Gravensteiner og ere meget fine og velsmagende. De 2 gamle Træer her nærmest bære Flaskeæbler; de kaldes saaledes, fordi de ere langrunde som en Flaske. Her er et Træ med Sommerfrugt, Glasæbler, der er næsten gjennemsigtige og smelte bort i Munden, naar de spises. Paa de 2 øvrige Træer faa vi Jordbæræbler, som har en stærk, mørkerød Farve og smage ret godt.“ „Men her ere mange flere Træer,“ sagde en af Gutterne. „Ja, Kirsebærtræet kjende I dog alle. Her er kun 2; men de bære overmaade godt, det ene store røde og det andet sorte Bær. Desuden har jeg her 3 Plommetræer, et med grønne, et med gule og et med røde Plommer. Naar disse tørres, kaldes de Svedsker. Og saa se I her 2 Pæretræer, det ene med en udmærket Sort, som kaldes Keiserpærer. Denne Frugt kan ogsaa tørres og hænge optrædt paa Traade hele Aaret.“ „Vi har et Par Æbletræer hjemme ogsaa,“ sagde en Gut; „men Æblerne ere saa smaa og sure, og Træet har mange tørre Grene og ser stygt ud imod disse her.“ „Ja, min kjære Halvor,“ sagde Læreren; „det er med Træer og Planter som med Mennesker; skal de trives, saa maa de pleies og faa Næring. Hvert Aar om Høsten graver jeg en Rende rundt om mine Frugttræer, 2 til 3 Fod ud fra Stammen, og deri lægger jeg Gjødsel, som dækkes til med Jord, og saa løsner og renser jeg desuden Jorden rundt om Stammen. I Marts Maaned skraber jeg væk med en Trækniv al Mos, som har sat sig paa Stammen og Grenene, og skjærer bort de Grene, som enten give Træet et stygt Udseende eller hindre Sollyset fra at falde ind i Træets Krone overalt. Dette maa gjøres, dersom vi vil have Hygge og Nytte af Frugttræerne.“ „Men, hvor skal vi faa slige Træer fra?“ spurgte en af Gutterne; „jeg skulde have god Lyst til at plante nogle ved Huset derhjemme.“ „Vi kan lægge Kjerner af god Frugt. Naar disse ere voxede op, saa at det lille Træ har en Tykkelse som min Finger eller vel det, bør de podes eller forædles, som Gartnerne kalde det, og Podekvisten maa tages af et Træ med saadan Frugt, som vi ville, at det unge Træ skal bære. Hvorledes det forresten gaar til ved Podning, kan vi faa Besked om i Havebøger, og vil I komme hid til mig mod Slutningen af Marts Maaned, skal jeg vise eder, hvorledes den skal udføres.“ „Ja, ja,“ svarede alle. „Men hør nu,“ sagde Læreren, „fra i Høst af skal jeg overlade dette lille Jordstykke til en Planteskole. Enhver af eder kan da lægge et Par Æblekjerner, og saa skal jeg i sin Tid hjælpe eder med Podningen; 9men selv skal I tilse og pleie de smaa Træer. Naar de saa ere blevne passende store, kan hver tage sit Træ og plante det hjemme som et Minde om Skolen. Vil I det?“ „Ja“ fra alle Munde med Jubel og Haandklap.

„Nu er det paa Tide at se lidt paa Buskene, som staa i lange Rader. Her har vi en Rad Ribsbuske med meget store og saftige Bær, som kaldes Drueribs; der staar en Rad Stikkelsbærbuske, en Blanding af forskjellige Sorter, røde, grønne og gule, glatte og skjæggede. Se, der langs Gjerdet har vi ogsaa en Ribssort, som kaldes Solbær. Saften af den er meget sund, god og lædskende i Sygdom. Af Ribs og Stikkelsbær kan laves meget god Vin. Dertil kan I faa Opskrift af mig, om I ønske det. Slige Bærbuske ere meget lette at formere. Af Ribsen skjæres om Vaaren unge Skud, som stikkes ned i Jorden saa dybt, at 2 Bladøine komme under Jordskorpen. De fæste da Rod om Sommeren, og det andet eller tredie Aar kunne de plantes hen paa det Sted, vi ville have dem, og de begynde da strax at bære Frugt. Af Stikkelsbær faa vi sikrest Aflæggere ved at tvinge med en Træklemme en Bugt af de nederste unge Skud ned i Jorden. Disse fæste da Rødder, og, naar vi skjære dem af indenfor Træklemmen, kunne de plantes hen paa det Sted, vi ville have dem. Alle de unge Buske, I se her, har jeg faaet paa denne Maade.

Her er gressvoll, som dere ser, fordi hageurter ikke kunne trives i skyggen av store trær, om disse enn, som de bør, stå tilstrekkelig langt fra hverandre. Her har jeg 8 epletrær, hvorav de 4 er gamle, men de andre 4 unge og små; dog har de nå i 2 år båret frukt. Eplene på de 3 trær, vi ser her, kalles Gravensteiner og er meget fine og velsmakende. De 2 gamle trær her nærmest bære flaskeepler; de kalles således, fordi de er langrunde som en flaske. Her er et tre med sommerfrukt, glasepler, der er nesten gjennomsiktige og smelte bort i munnen, når de spises. På de 2 øvrige trær får vi jordbærepler, som har en sterk, mørkerød farge og smake rett godt.“ „Men her er mange flere trær,“ sa en av guttene. „Ja, kirsebærtreet kjenner dere dog alle. Her er kun 2; men de bære overmåte godt, det ene store røde og det andre sorte bær. Dessuten har jeg her 3 plommetrær, et med grønne, et med gule og et med røde plommer. Når disse tørres, kalles de svisker. Og så ser dere her 2 pæretrær, det ene med en utmerket Sort, som kalles Keiserpærer. Denne frukt kan også tørres og henge optrædt på Traade hele året.“ „Vi har et par epletrær hjemme også,“ sa en Gut; „men eplene er så små og sure, og treet har mange tørre grener og ser stygt ut imot disse her.“ „Ja, min kjære Halvor,“ sa læreren; „det er med trær og planter som med Mennesker; skal de trives, så må de pleies og få næring. Hvert år om høsten graver jeg en renne rundt om mine frukttrær, 2 til 3 fot ut fra stammen, og deri legger jeg gjødsel, som dekkes til med jord, og så løsner og renser jeg dessuten jorden rundt om stammen. I mars måned skraper jeg vekk med en trekniv all Mos, som har satt seg på stammen og grenene, og skjærer bort de grener, som enten gi treet et stygt utseende eller hindre sollyset fra å falle inn i Træets krone overalt. Dette må gjøres, dersom vi vil ha hygge og nytte av frukttrærne.“ „Men, hvor skal vi få slike trær fra?“ spurte en av guttene; „jeg skulle ha god lyst til å plante noen ved huset derhjemme.“ „Vi kan legge kjerner av god frukt. Når disse er voxede opp, så at det lille tre har en tykkelse som min finger eller vel det, bør de podes eller foredles, som gartnerne kalle det, og podekvisten må tas av et tre med sådan frukt, som vi ville, at det unge tre skal bære. Hvorledes det forresten går til ved podning, kan vi få Besked om i Havebøger, og vil dere komme hit til meg mot Slutningen av mars måned, skal jeg vise dere, hvorledes den skal utføres.“ „Ja, ja,“ svarte alle. „Men hør nå,“ sa læreren, „fra i høst av skal jeg overlate dette lille jordstykke til en planteskole. Enhver av dere kan da legge et par eplekjerner, og så skal jeg i sin tid hjelpe dere med podingen; 9men selv skal dere tilse og pleie de små trær. Når de så er blitt passende store, kan hver ta sitt tre og plante det hjemme som et Minde om skolen. Vil dere det?“ „Ja“ fra alle Munde med jubel og håndklapp.

„Nå er det på Tide å se litt på buskene, som stå i lange rader. Her har vi en rad ribsbusker med meget store og saftige bær, som kalles Drueribs; der står en rad stikkelsbærbusker, en blanding av forskjellige sorter, røde, grønne og gule, glatte og skjeggete. Se, der langs gjerdet har vi også en Ribssort, som kalles solbær. Saften av den er meget sund, god og lædskende i sykdom. Av Ribs og Stikkelsbær kan laves meget god vin. Dertil kan dere få oppskrift av meg, om dere ønsker det. Slike Bærbuske er meget lette å formere. Av Ribsen skjæres om våren unge skudd, som stikkes ned i jorden så dypt, at 2 bladøyne komme under jordskorpen. De fester da rot om sommeren, og det andre eller tredje år kunne de plantes hen på det sted, vi ville ha dem, og de begynne da straks å bære frukt. Av Stikkelsbær får vi sikrest avleggere ved å tvinge med en treklemme en bukt av de nederste unge skudd ned i jorden. Disse feste da røtter, og, når vi skjærer dem av innenfor treklemmen, kunne de plantes hen på det sted, vi ville ha dem. Alle de unge busker, dere ser her, har jeg fått på denne måte.