„Nu hen til Blomsterstykket da.“ „Aa nei, nei! for vakre Roser,“ raabte flere Smaajenter paa engang. „Ja, nu er det just deres Blomstringstid. Denne Rad eller Hæk har jeg selv plantet af Rodskud. Det er meget fine Roser, store og tunge. Rosenbladene kunne, naar de saltes og pakkes ned i Stenkrukker, bevares længe og glæde os med sin gode Lugt, naar de om Vinteren lægges paa den varme Kakkelovn. Her er nogle blaa Smaablomster; lugt paa dem! De kaldes Lavendler og blandes med Roserne til Ovnrøgelse. Rosenbladene kunne ogsaa sælges til Apotekerne, hvor man laver Olie og vellugtende Vande (Rosenvand) af deres Saft.“ „Men hvad er det for Blomster, som lugte saa inderlig godt alt lige ned paa Veien, især om Aftenen?“ spurgte en liden Pige. „Her skal I se dem; det er disse smaa, graagule, uanselige. De ere et vakkert Billede paa Beskedenhed. Uden at prange med glimrende Farver og uden at reise sit Hoved høit, overgaa de dog de fleste andre Blomster i Vellugt. Lign dem Børn! Gjører Gavn uden at vække Opsigt, bliver duelige uden at gjøre eder til af, hvad I kunne udrette! Naar Knopper af denne Blomst, som heder Reseda, lægges ned mellem Tøi, gjennemtrænges dette af dens Vellugt. Den af eder, som kan faa en liden Flek til Blomster udenfor Husvæggen, skal faa Resedafrø af mig til Vaaren.“ „Der er og en Rad Blomster, som lugter svært godt,“ sagde en Gut. „Ja, det er Levkøier,“ svarede Læreren; „men de maa saaes i Kasser i April og drives frem til Planter inde i Vinduet, for at kunne plantes ud i rette Tid i Haven. Dette er dobbelte Sommerlevkøier med forskjellige Farver. Flere af de store Blomster, I her se, kunne staa Aar efter Aar, visne ned om Høsten og spire paany fra Roden om Vaaren. De kaldes derfor fleraarige Blomster. Rødderne kunne deles, og I 10skulle gjerne faa nogle at plante ud til Vaaren. Forresten ere de fleste af de mindre Blomster, som voxe her, saaede af Frø iaar. Der have vi Stedmorsblomsten; se den store der! den ser jo ud som et Menneskeansigt; der se I Fløielsblomst, der „Christi blaa Øie,“ som lukker sig om Aftenen og aabner sig igjen, naar Solen skinner paa den om Morgenen; her er et Slags Erteblomst, som lugter meget godt, og her er Havenellikker. Endnu findes her flere Slags, men som ikke blomstre før senere hen paa Høsten. Dem skulle vi heller ikke gaa forbi. Se nu disse her! de kaldes Aster og komme først med sine Blomster i August og September. De, som staa rundt Kanterne af Blomsterstykket, kjende I jo? Jeg har tidt om Vaaren taget enkelte af dem ind paa Skolen og vist eder.“ „Ja,“ raabte alle, „det er Tusindfryd og Aurikler.“ „Saa er det. De sidste blomstre i Begyndelsen af Mai; Tusindfryden glæder vort Øie hele Sommeren ligesom Stedmorsblomsten.“
Nu gik Børnene om blandt Blomsterne, saa og lugtede snart paa den ene, snart paa den anden af dem, og ved Afskeden fik de hver sin liden Kvast til at sætte i Vand. Enhver takkede for sig, og de gik under livlig Samtale, nogle om, hvorledes de skulde gjøre den Have, de havde hjemme, smukkere, andre om hvorledes de vilde faa en liden Flek til at saa Urter og plante Blomster i, og atter andre saa allerede i Indbildningen sine Frugttræer store og fulde af røde Æbler.