„Nu hen til Blomsterstykket da.“ „Aa nei, nei! for vakre Roser,“ raabte flere Smaajenter paa engang. „Ja, nu er det just deres Blomstringstid. Denne Rad eller Hæk har jeg selv plantet af Rodskud. Det er meget fine Roser, store og tunge. Rosenbladene kunne, naar de saltes og pakkes ned i Stenkrukker, bevares længe og glæde os med sin gode Lugt, naar de om Vinteren lægges paa den varme Kakkelovn. Her er nogle blaa Smaablomster; lugt paa dem! De kaldes Lavendler og blandes med Roserne til Ovnrøgelse. Rosenbladene kunne ogsaa sælges til Apotekerne, hvor man laver Olie og vellugtende Vande (Rosenvand) af deres Saft.“ „Men hvad er det for Blomster, som lugte saa inderlig godt alt lige ned paa Veien, især om Aftenen?“ spurgte en liden Pige. „Her skal I se dem; det er disse smaa, graagule, uanselige. De ere et vakkert Billede paa Beskedenhed. Uden at prange med glimrende Farver og uden at reise sit Hoved høit, overgaa de dog de fleste andre Blomster i Vellugt. Lign dem Børn! Gjører Gavn uden at vække Opsigt, bliver duelige uden at gjøre eder til af, hvad I kunne udrette! Naar Knopper af denne Blomst, som heder Reseda, lægges ned mellem Tøi, gjennemtrænges dette af dens Vellugt. Den af eder, som kan faa en liden Flek til Blomster udenfor Husvæggen, skal faa Resedafrø af mig til Vaaren.“ „Der er og en Rad Blomster, som lugter svært godt,“ sagde en Gut. „Ja, det er Levkøier,“ svarede Læreren; „men de maa saaes i Kasser i April og drives frem til Planter inde i Vinduet, for at kunne plantes ud i rette Tid i Haven. Dette er dobbelte Sommerlevkøier med forskjellige Farver. Flere af de store Blomster, I her se, kunne staa Aar efter Aar, visne ned om Høsten og spire paany fra Roden om Vaaren. De kaldes derfor fleraarige Blomster. Rødderne kunne deles, og I 10skulle gjerne faa nogle at plante ud til Vaaren. Forresten ere de fleste af de mindre Blomster, som voxe her, saaede af Frø iaar. Der have vi Stedmorsblomsten; se den store der! den ser jo ud som et Menneskeansigt; der se I Fløielsblomst, der „Christi blaa Øie,“ som lukker sig om Aftenen og aabner sig igjen, naar Solen skinner paa den om Morgenen; her er et Slags Erteblomst, som lugter meget godt, og her er Havenellikker. Endnu findes her flere Slags, men som ikke blomstre før senere hen paa Høsten. Dem skulle vi heller ikke gaa forbi. Se nu disse her! de kaldes Aster og komme først med sine Blomster i August og September. De, som staa rundt Kanterne af Blomsterstykket, kjende I jo? Jeg har tidt om Vaaren taget enkelte af dem ind paa Skolen og vist eder.“ „Ja,“ raabte alle, „det er Tusindfryd og Aurikler.“ „Saa er det. De sidste blomstre i Begyndelsen af Mai; Tusindfryden glæder vort Øie hele Sommeren ligesom Stedmorsblomsten.“

Nu gik Børnene om blandt Blomsterne, saa og lugtede snart paa den ene, snart paa den anden af dem, og ved Afskeden fik de hver sin liden Kvast til at sætte i Vand. Enhver takkede for sig, og de gik under livlig Samtale, nogle om, hvorledes de skulde gjøre den Have, de havde hjemme, smukkere, andre om hvorledes de vilde faa en liden Flek til at saa Urter og plante Blomster i, og atter andre saa allerede i Indbildningen sine Frugttræer store og fulde af røde Æbler.

„Nå hen til Blomsterstykket da.“ „Aa nei, nei! for vakre roser,“ ropte flere småjenter på engang. „Ja, nå er det just deres blomstringstid. Denne rad eller hekk har jeg selv plantet av rotskudd. Det er meget fine roser, store og tunge. Rosenbladene kunne, når de saltes og pakkes ned i steinkrukker, bevares lenge og glede oss med sin gode lukt, når de om vinteren legges på den varme kakkelovn. Her er noen blå småblomster; lukt på dem! De kalles lavendler og blandes med rosene til ovnrøkelse. Rosenbladene kunne også selges til apotekerne, hvor man laver olje og velluktende Vande (rosenvann) av deres saft.“ „Men hva er det for blomster, som lukte så inderlig godt alt like ned på veien, især om Aftenen?“ spurte en liten pike. „Her skal dere se dem; det er disse små, grågule, uanselige. De er et vakkert bilde på beskjedenhet. Uten å prange med glimrende farger og uten å reise sitt hode høyt, overgå de dog de fleste andre blomster i vellukt. Lign dem barn! Gjør Gavn uten å vekke Opsigt, blir duelige uten å gjøre dere til av, hva dere kunne utrette! Når knopper av denne blomst, som heter Reseda, legges ned mellom tøy, gjennomtrenges dette av dens vellukt. Den av dere, som kan få en liten flekk til blomster utenfor husveggen, skal få Resedafrø av meg til våren.“ „Der er og en rad blomster, som lukter svært godt,“ sa en Gut. „Ja, det er levkøyer,“ svarte læreren; „men de må saaes i kasser i april og drives frem til planter inne i vinduet, for å kunne plantes ut i rette tid i hagen. Dette er dobbelte sommerlevkøyer med forskjellige farger. Flere av de store blomster, dere her se, kunne stå år etter år, visne ned om høsten og spire paany fra roten om våren. De kalles derfor flerårige blomster. Røttene kunne deles, og dere 10skulle gjerne få noen å plante ut til våren. Forresten er de fleste av de mindre blomster, som vokse her, sådde av frø i år. Der har vi stemorsblomsten; se den store der! den ser jo ut som et menneskeansikt; der ser dere fløyelsblomst, der „Christi blå Øye,“ som lukker seg om Aftenen og åpner seg igjen, når solen skinner på den om morgenen; her er et Slags Erteblomst, som lukter meget godt, og her er Havenellikker. Ennå finnes her flere Slags, men som ikke blomstre før senere hen på høsten. Dem skulle vi heller ikke gå forbi. Se nå disse her! de kalles Aster og komme først med sine blomster i august og september. De, som stå rundt kantene av Blomsterstykket, kjenner dere jo? Jeg har titt om våren tatt enkelte av dem inn på skolen og vist dere.“ „Ja,“ ropte alle, „det er tusenfryd og aurikler.“ „Så er det. De siste blomstre i begynnelsen av mai; Tusenfryden gleder vårt Øye hele sommeren likesom stemorsblomsten.“

Nå gikk barna om blant blomstene, så og luktet snart på den ene, snart på den annen av dem, og ved avskjeden fikk de hver sin liten kvast til å sette i vann. Enhver takket for seg, og de gikk under livlig samtale, noen om, hvorledes de skulle gjøre den hage, de hadde hjemme, smukkere, andre om hvorledes de ville få en liten flekk til at så urter og plante blomster i, og atter andre så allerede i innbilningen sine frukttrær store og fulle av røde epler.