Der var engang en Konge, som havde tolv Sønner. Da disse bleve store, sagde han til dem, at de skulde drage ud i Verden og finde sig en Kone; men hun skulde kunne spinde og væve og sy en Skjorte paa en Dag; ellers vilde han ikke have hende til Sønnekone. Hver af dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de droge da ud i Verden, for at lede efter en Kone; men, da de vare komne et Stykke paa Veien, sagde de, at de ikke vilde have med sig Askepot, for han duede ikke til nogen Ting. — Ja, Askepot maatte da blive igjen, han, og han vidste ikke, hvad han skulde gjøre, eller hvordan han skulde vende sig; saa blev han saa sørgmodig, at han steg af Hesten og satte sig ned i Græsset til at græde. Men, da han havde siddet en liden Stund, begyndte en af Tuerne i Græsset at røre sig, og frem af den kom der en liden hvid Ting, og, da den kom nærmere, saa Askepot, at at det var en nydelig liden Pige, men saa bitte, bitte liden. Denne gik nu hen og bad ham, om han ikke vilde komme ned og besøge Dukken i Græsset. Jo det vilde han, og det gjorde han ogsaa.
Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset paa en Stol; hun var nu saa deilig og saa pyntet, og saa spurgte hun Askepot, hvor han skulde hen, og hvad Ærinde han reiste i.
Han fortalte da, at der var tolv Brødre af dem, og at Kongen havde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulde reise ud i Verden og finde sig en Kone, som skulde kunne spinde og væve og sy en Skjorte paa en Dag; „men hvis du vil gaa ind paa dette og blive Konen min, saa vil jeg ikke reise længer,“ sagde Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det vilde hun gjerne, og hun skyndte sig med at faa spundet og vævet og syet Skjorten; men den blev saa bitte, bitte liden, ikke længer end som saa —.
Denne reiste Askepot hjem med; men, da han kom frem med 95den, var han undselig, fordi den var saa liden; ligevel sagde Kongen, at han skulde faa hende, og saa drog Askepot glad og fornøiet tilbage, for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, vilde han tage hende op paa Hesten til sig; men nei, det vilde hun ikke; hun sagde, hun vilde sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun havde to smaa hvide Heste, som skulde trække hende. Saa reiste de da afsted, han paa Hesten og hun i Sølvskeen, og begge Hestene, som trak hende, vare to smaa hvide Mus; men Askepot holdt sig altid paa den anden Side af Veien, for han var saa bange, at han skulde komme til at ride ind paa hende, da hun var saa bitte liden. Da de vare komne et Stykke paa Veien, kom de til et stort Vand; der blev Hesten til Askepot sky, skvat over paa den anden Side af Veien og væltede Skeen, saa at Dukken i Græsset faldt i Vandet. Askepot blev nu saa bedrøvet, fordi han slet ikke vidste, hvorledes han skulde faa hende op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med hende, og nu var hun bleven ligesaa stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere, end hun var før. Saa satte han hende foran sig paa Hesten og red hjem.
Da Askepot kom der, vare ogsaa alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste; men disse vare saa stygge og fæle og saa slemme, at de havde slaaets med Kjæresterne sine paa Veien; paa Hovedet havde de Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod, og saa havde det rundet af Hattene nedover Ansigtet paa dem, saa at de vare blevne endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fik se Kjæresten til Askepot, bleve de allesammen misundelige paa ham; men Kongen blev saa glad i dem begge, at han jog alle de andre bort, og saa holdt Askepot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og, ere de ikke døde, saa leve de endnu.