To muntre Drenge, Sønner af en Landmand, gik frem og tilbage ved en af sin Faders Kornagre. „Nei, se dog,“ raabte den ene af dem, „hvilken Forskjel der er paa disse Kornax! Se, hvor hæsligt disse lude ned til Jorden, og hvor skjønne og ranke derimod hine staa!“ „Javist!“ svarede den anden strax, „var jeg i min Faders Sted, jeg rykkede alle disse op, der bøie sig saa, og kastede dem bort.“ — „Jo, det vilde rigtig være vel gjort,“ sagde Faderen, som ubemærket havde hørt paa dem. „I maa vide, at just disse Ax, som I synes saa ilde om, ere de bedste; de bøie sig, fordi de ere tunge af Korn; de andre derimod, som staa i Veiret, ere tomme Straa. Lægger Mærke til, at det ogsaa blandt Menneskene sædvanligt gaar til som paa min Kornager: det tomme Hoved løfter sig altid i Veiret.“

Ved sin Faders Side havde den ene af Sønnerne for første Gang siddet i et stort Selskab. „Kjære Fader,“ sagde han, da de gik hjem, „den Mand, som sad paa din høire Side og talte saa 92høit og saa meget og belærte alle, — Fader! hvem var dog den store Mand?“ „En forfængelig og flau Nar og intet andet.“ — „Men hvad i al Verden skal jeg da tænke om ham, som sad paa min venstre Side, som hældede saa med Hovedet, talte saa lidet, ja endog selv ofte tilstod sin Uvidenhed for den, du kalder en Nar?“ „Min Søn! Gud give dig engang denne sjeldne Mands Dannelse og Kundskaber, og — hans Beskedenhed.“

To muntre drenger, sønner av en landmann, gikk frem og tilbake ved en av sin Faders kornåkre. „Nei, se dog,“ ropte den ene av dem, „hvilken forskjell der er på disse kornaks! Se, hvor heslig disse lute ned til jorden, og hvor skjønne og ranke derimot hine stå!“ „Javisst!“ svarte den annen straks, „var jeg i min Faders sted, jeg rykket alle disse opp, der bøye seg så, og kastet dem bort.“ — „Jo, det ville riktig være vel gjort,“ sa Faderen, som ubemerket hadde hørt på dem. „Dere må vite, at just disse aks, som dere synes så ilde om, er de beste; de bøyer seg, fordi de er tunge av korn; de andre derimot, som stå i været, er tomme strå. Legger merke til, at det også blant menneskene sedvanlig går til som på min kornåker: det tomme hode løfter seg alltid i været.“

Ved sin Faders side hadde den ene av sønnene for første gang sittet i et stort selskap. „Kjære Fader,“ sa han, da de gikk hjem, „den mann, som satt på din høyre side og talte så 92høyt og så meget og belærte alle, — far! hvem var dog den store mann?“ „En forfengelig og flau narr og intet annet.“ — „Men hva i all verden skal jeg da tenke om ham, som satt på min venstre side, som hellet så med hodet, talte så lite, ja endog selv ofte tilstod sin uvitenhet for den, du kaller en narr?“ „Min sønn! Gud gi deg engang denne sjeldne Mands dannelse og kunnskaper, og — hans beskjedenhet.“