En Spurv sad ganske sorgløs i en Busk, da en Ørn slog sin Klo i en Hare tæt ved. Strax dinglede det arme Dyr i Luften og begyndte af alle Kræfter at skrige om Hjælp, men forgjeves. Den saa intet uden Døden for Øinene. — „Fortjent!“ raabte leende den ondskabsfulde Spurv; „hvorfor brugte du ikke dine raske Ben og løb ind under de tætte Buske?“ Neppe var det sidste Ord kommet over Spurvens Neb, førend en Høg kastede sig ned og hug Kloen i den. Ogsaa den raabte nu ligesaa ynkelig som forhen Haren, og ligesaa forgjeves, om Hjælp.
124. Idag mig, imorgen dig.
91
124. I dag meg, i morgen deg.
91
En spurv satt ganske sorgløs i en busk, da en Ørn slo sin klo i en hare tett ved. Straks dinglet det arme dyr i luften og begynte av alle krefter å skrike om hjelp, men forgjeves. Den så intet uten døden for øynene. — „Fortjent!“ ropte leende den ondskapsfulle spurv; „hvorfor brukte du ikke dine raske Ben og løp inn under de tette busker?“ Neppe var det siste ord kommet over Spurvens nebb, før en Høg kastet seg ned og hug kloen i den. Også den ropte nå likeså ynkelig som forhen haren, og likeså forgjeves, om hjelp.