De Gamle fremsatte ofte sine Tanker i korte Sætninger, som vare lette at lære og huske. Saadanne Sætninger kalder man enten Tankesprog eller Ordsprog. Tankesprog ere de, hvis Betydning ligger ligefrem i Ordene; Ordsprog ere de, som foruden den ligefremme Mening endnu have en anden og dybere Betydning. Saaledes er det et Tankesprog, naar det heder: Ærlighed varer længst, men et Ordsprog, naar der siges: Liden Tue kan vælte stort Læs. — Ved Ordsprogene kommer det an paa at kunne udfinde den dybere Mening i Ordene. Det er vel værd at forsøge derpaa; thi som oftest 91er det en eller anden vigtig Klogskabsregel, som skjuler sig under den simple Ordlyd.
En anden Maade, som de Gamle havde at indprente Sandheden paa, var at udtrykke den i en Fabel. Derved forstaaes en kort, opdigtet Fortælling, hvori baade levende og livløse Væsener eller Ting indføres talende eller handlende; dens Hensigt er at give os en eller anden nyttig Lærdom for Livet. Med Fabelen er Eventyret beslægtet; men det er gjerne længere og mere indviklet, men ofte ogsaa morsommere og mere vækkende end Fabelen. Saadanne Fabler og Eventyr have ofte ligesom „gjort sig selv“, det vil sige, man kjender ofte slet ikke, hverken naar eller af hvem de ere opfundne. Hvert Folk har gjerne sine Eventyr, og det er en god Gjerning, de Folk foretage sig, som samle disse Eventyr og nedskrive dem; thi, hvor gamle de end ere, og hvor godt mange end have vedligeholdt sig gjennem den mundtlige Fortælling, saa ere dog sikkert ogsaa mange tabte. Endnu flere vilde gaa tabt eller blive forvanskede, fordi det bliver Brug mellem Folk heller at læse end fortælle Historier. I vort Land have vi en god Eventyrsamling af Asbjørnsen og Moe. Æsop, en gammel Græker, er den berømteste Fabeldigter, vi ved at nævne.