En uvorren Gjetergut fandt sin største Fornøielse i at narre Folk, som arbeidede paa Marken i Nærheden af ham. „Hjælp mig! hjælp mig!“ raabte han alt som tiest; „kom endelig og hjælp mig; Ulven er midt i Saueflokken, kom! kom!“ — Naar man saa kom til, var der ingen Ulv, og da lo den uvorne Gut alt, hvad han kunde, og kaldte dem nogle Gaper allesammen.
Men denne Moro kom ham dyrt at staa. Tilsidst kom nemlig Ulven virkelig, og nu raabte den Forfærdede for Alvor om Hjælp, saa høit han kunde. Arbeidsfolkene, som ikke vare langt borte, hørte ham rigtignok; men han havde saa ofte havt dem til Bedste, at ingen brød sig om hans Skrig. Følgen blev, at Ulven satte ind i Flokken, dræbte først nogle af Sauene og tilsidst ham selv, da han forsøgte paa at jage den bort. Her stadfæstede sig det gamle Ordsprog: „Krukken gaar saa længe tilvands, til den kommer hankeløs hjem igjen.“