En Arbeider skulde bære Stene til en Husebygning. I Stenhoben var en overmaade stor Sten, som dog ogsaa maatte skaffes bort; men hver Gang, Arbeideren kom til den, lod han den bestandig ligge urørt og bar først de mindre bort.
Nu pinte ham under det hele Arbeide den Tanke, at han tilsidst dog maatte faa den store Sten bort med.
Han vilde omsider ogsaa gjøre det; men, da de mindre Byrder, som han havde baaret med Ulyst, allerede havde udmattet ham, manglede han nu Kræfter til at bære den større bort. Han maatte altsaa lade den store Sten ligge; og, da denne var regnet med i Daglønnen, blev en Del af denne afkortet, og det med Rette, fordi han ikke havde udført alt, hvad han havde paataget sig.
En anden Arbeider havde ogsaa en Hob Stene liggende for sig. Denne søgte først de allerstørste ud, og, da han vidste, at det maatte saa være, bar han dem taalmodig bort, endskjønt det blev ham temmelig surt; men han glædede sig ved den Tanke, at Arbeidet vilde vorde lettere, naar han kom til de mindre Stene.
Nu gik ogsaa alt godt fra Haanden for ham, og han arbeidede med Glæde, fordi han havde overvundet det Sværeste.