50

I Aaret 1716 faldt den tapre svenske Konge, Karl den Tolvte, ind i Landet med en større Hær, end nogensinde var seet her. Det gik atter ud over Fredrikshald; men den var nu i bedre Forsvarsstand end tidligere. Den havde faaet en Fæstning, som vel ikke kunde sikre Byen mod Angreb, men som nok kunde gjøre det vanskeligt for Fienden at holde sig i Byen, om det ogsaa lykkedes ham at indtage den.

Fredrikshalds Borgere overlod ikke det hele Forsvar til Kongens Folk. De tog sig ligesaa ivrigt af Sagerne nu som forrige Gang. De havde faaet sig en Stykpram, det vil sige en stor fladbundet Baad, med et Par Kanoner; med den kunde de fare omkring paa Vandet fra Sted til Sted, hvor den med størst Fordel kunde bruges. De havde oprettet mellem sig selv en Afdeling Frivillige, som bestod af Kjøbmænd, Haandværkere og Tjenestefolk; disse gjorde Udfald, saa ofte de saa Leiligheden til at gjøre Fienden Afbræk.

Men Hovedmændene for alt dette var Brødrene Hans og Peder Kolbjørnsøn, to af Byens rigeste Kjøbmænd. Det var især Peder Kolbjørnsøn, som viste sit Fædreland de største Tjenester. 51Han kom først til, efterat Beleiringen var begyndt; men han var besjelet af samme Aand som Broderen. Det var Peder, som fik istand det før omtalte Kompagni af Frivillige, som han selv for en stor Del lønnede. Det var ham, som fik udrustet Skytsprammen, tildels paa egen Bekostning. Det var ham, som utrættelig havde Folk ude paa alle Kanter, for at indhente Underretning om, hvad Fienden foretog sig; ham, som altid var i Spidsen, hvor det rigtig gjaldt; endelig var det Peder Kolbjørnssøn, som opmuntrede sine Medborgere til at stikke Byen i Brand, da det tilslut lykkedes Fienden at trænge ind i den og sætte sig fast i Husene.

Borgerne vare blevne nødte til at vige for Overmagten; men man vedblev at skyde paa Fienden dels fra Fæstningen, dels fra Prammen og dels fra de omliggende Fjelde. De gjorde det saa hedt for Kong Karl, at han sendte en Trompeter til Fæstningen, for at begjere Vaabenstilstand. Da var det, at Peder Kolbjørnssøn gav det kjekke Svar: „Kongen er kommen selvbuden ind; vi faa se til at hjælpe ham ud igjen.“ Han lod derpaa sætte Ild paa sit eget Hus først og fik de øvrige Borgere til at følge Exemplet. Fienden gjorde alt muligt for at slukke; men saa ivrigt blev der skudt fra Fæstningen, at Kongen tilsidst med Tab maatte forlade Byen og strax efter Landet.

To Aar senere kom Kong Karl tilbage med en endnu større og bedre udrustet Hær. Denne Gang saa det ilde ud for Nordmændene; thi Svenskerne ere tapre Folk, og Kongen gav sig til ordentlig at beleire Fæstningen Fredrikssten. Men deraf kom intet. Kongen faldt for en Kugle, og hans Folk drog derfor i Hast tilbage til Sverige.

50

I året 1716 falt den tapre svenske konge, Karl den Tolvte, inn i landet med en større hær, enn noensinne var sett her. Det gikk atter ut over Fredrikshald; men den var nå i bedre Forsvarsstand enn tidligere. Den hadde fått en festning, som vel ikke kunne sikre Byen mot angrep, men som nok kunne gjøre det vanskelig for fienden å holde seg i Byen, om det også lyktes ham å innta den.

Fredrikshalds borgere overlot ikke det hele forsvar til Kongens folk. De tok seg likeså ivrigt av Sagerne nå som forrige gang. De hadde fått seg en Stykpram, det vil si en stor flatbunnet båt, med et par kanoner; med den kunne de fare omkring på vannet fra sted til sted, hvor den med størst fordel kunne brukes. De hadde oprettet mellom seg selv en avdeling Frivillige, som bestod av kjøpmenn, håndverkere og tjenestefolk; disse gjorde utfall, så ofte de så leiligheten til å gjøre fienden avbrekk.

Men hovedmennene for alt dette var brødrene Hans og Peder Kolbjørnsøn, to av Byens rikeste kjøpmenn. Det var især Peder Kolbjørnsøn, som viste sitt fedreland de største tjenester. 51Han kom først til, etter at beleiringen var begynt; men han var besjelet av samme ånd som broren. Det var Peder, som fikk i stand det før omtalte kompani av Frivillige, som han selv for en stor del lønnede. Det var ham, som fikk utrustet Skytsprammen, tildels på egen bekostning. Det var ham, som utrettelig hadde folk ute på alle kanter, for å innhente underretning om, hva fienden foretok seg; ham, som alltid var i Spidsen, hvor det riktig gjaldt; endelig var det Peder Kolbjørnssøn, som oppmuntret sine medborgere til å stikke Byen i Brand, da det til slutt lyktes fienden å trenge inn i den og sette seg fast i husene.

Borgerne var blitt nødte til å vike for overmakten; men man vedble at skyde på fienden dels fra festningen, dels fra prammen og dels fra de omliggende fjell. De gjorde det så hett for Kong Karl, at han sendte en trompeter til festningen, for å begjære våpenstillstand. Da var det, at Peder Kolbjørnssøn ga det kjekke svar: „Kongen er kommet selvbuden inn; vi få se til å hjelpe ham ut igjen.“ Han lot derpå sette ild på sitt eget hus først og fikk de øvrige borgere til å følge eksemplet. Fienden gjorde alt mulig for å slukke; men så ivrigt ble der skudt fra festningen, at Kongen til sist med tap måtte forlate Byen og straks etter landet.

To år senere kom Kong Karl tilbake med en enda større og bedre utrustet hær. Denne gang så det ilde ut for nordmennene; thi svenskene er tapre folk, og Kongen ga seg til ordentlig å beleire festningen Fredrikssten. Men derav kom intet. Kongen falt for en kule, og hans folk drog derfor i hast tilbake til Sverige.