Vi behøve ikke at gaa langt, for at finde Exempler paa Kjærlighed til Fædrelandet. Der gives nok af dem i vort eget Lands Historie; men vi ville her kun nævne et Par, tagne fra de navnkundige Beleiringer af Byen Fredrikshald. Allerførst da en liden Historie om Byens Borgere selv.

50Under de mange Krige mellem danske og svenske Konger var Norge ofte udsat for Angreb af det Folk, som nu er os et kjært Broderfolk. Saaledes var Halden (nu Fredrikshald) i Løbet af sexti Aar flere Gange haardt truet og plaget af de svenske Hære. Byen laa lige i deres Vei, og de likte ikke at have dens Borgere i Ryggen. I Begyndelsen var den saa godt som aaben og uden Forsvarsværker; men disse Mangler bødede Borgerne paa ved Tapperhed og Udholdenhed. Men det er ogsaa sandt, at de stedse havde enkelte Mænd iblandt sig, der forstod at føre dem og indrette alt paa den klogeste Maade. Saaledes havde de under den første og anden Beleiring den rige Kjøbmand Peder Olsen Normand. Han fandt paa de Anstalter, som bleve gjorte mod Fienderne; han svarede dem kjekt, naar de opfordrede Byen til at overgive sig godvillig; han lagde Penge til, hvor det behøvedes; han underholdt paa sin egen Bekostning over 200 Mand; ja han vovede ofte sit Liv og stred som en Helt.

Første Gang kom de Svenske med 1200 Ryttere og en Del Fodfolk mod den aldeles aabne By. Det var i Aaret 1658. Men Præsten Nils Olsen fik Fienden overtalt til at slaa sig til Ro Natten over paa Idesletten; thi — sagde han — det er altid tidsnok imorgen at drage ind i den forsvarsløse By. De gjorde saa. Men under den korte Nattefrist fik Byfolkene Hjælp af nogle Bønder og en Del af Landeværnet. De opkastede et Brystværn af løse Stene, lod bringe to smaa Kanoner op fra et Skib ved Fredriksstad; de støbte Blykugler i Mursten og ventede trøstigt paa Fienden med de Haandvaaben, de kunde finde. Da det nu kom til Stykket, gjorde de en saa tapper Modstand, at Fienden ikke troede at kunne udrette noget, men vendte tilbage den samme Vei, han var kommen.

Vi behøve ikke å gå langt, for å finne eksempler på kjærlighet til fedrelandet. Der gives nok av dem i vårt eget Lands historie; men vi ville her kun nevne et par, tagne fra de navnkundige beleiringer av Byen Fredrikshald. Aller først da en liten historie om Byens borgere selv.

50Under de mange kriger mellom danske og svenske konger var Norge ofte utsatt for angrep av det folk, som nå er oss et kjært broderfolk. Således var Halden (nå Fredrikshald) i løpet av seksti år flere ganger hardt truet og plaget av de svenske hærer. Byen lå like i deres vei, og de likte ikke å ha dens borgere i ryggen. I begynnelsen var den så godt som åpen og uten forsvarsverker; men disse mangler bøtte borgerne på ved tapperhet og utholdenhet. Men det er også sandt, at de stedse hadde enkelte menn iblant seg, der forstod å føre dem og innrette alt på den klokeste måte. Således hadde de under den første og annen beleiring den rike kjøpmann Peder Olsen Normand. Han fant på de anstalter, som ble gjorte mot fiendene; han svarte dem kjekt, når de oppfordret Byen til å overgi seg godvillig; han la penger til, hvor det behøvedes; han underholdt på sin egen bekostning over 200 mann; ja han vovede ofte sitt liv og stred som en helt.

Første gang kom de Svenske med 1200 ryttere og en del fotfolk mot den aldeles åpne by. Det var i året 1658. Men presten Nils Olsen fikk fienden overtalt til å slå seg til ro natten over på Idesletten; thi — sa han — det er alltid tidsnok i morgen å dra inn i den forsvarsløse by. De gjorde så. Men under den korte Nattefrist fikk byfolkene hjelp av noen bønder og en del av landevernet. De opkastede et brystvern av løse Steiner, lot bringe to små kanoner opp fra et skip ved Fredriksstad; de støpte Blykugler i murstein og ventet trøstigt på fienden med de håndvåpen, de kunne finne. Da det nå kom til stykket, gjorde de en så tapper motstand, at fienden ikke trodde å kunne utrette noe, men vendte tilbake den samme vei, han var kommet.