46

Vi kunne ikke vente, at vort Land er et rigt Kornland; dertil er det for meget opfyldt af Bjerge. Disse ere desuden sammensatte af saadanne Stenarter, at de kun afgive en ufrugtbar Jordbund, naar de med Tiden opløses. I Daldybene derimod bestaar det øverste Jordlag af Muld efter forraadnede Planter og Dyr; og i mange flade Egne af Landet dannes Jordsmonnet af opløst Kalksten og Ler, som begge kunne blive vel skikkede for Kornavl. Dog — ikke blot Jordsmonnet, men ogsaa Veirlaget har Indvirkning paa Agerbruget. Saaledes forstaa vi, at de Egne, som have stærk og varig Sommervarme, maa være velskikkede for Kornavl; de derimod, som mangle en saadan Varme, frembringe enten slet ikke eller ogsaa kun enkelte ringere Sorter Korn. I det Søndenfjeldske og i Bygderne omkring Throndhjemsfjorden trives saaledes paa Østsiden af Fjeldet Kornet godt; der avles Hvede, Rug, Byg, Havre og Ærter, medens Kyststrøgene paa Vestsiden kun frembringe Byg og Havre. — I nogle Fjeldbygder trives Kornet aldeles ikke, og i mange Strøg af det Indre af Landet følger ofte skarp Høstkulde paa stærk Sommervarme, saa det kan hænde, at Sæden paa Marken ved en eneste Høstnats Kulde fryser rent bort. — Desværre kan Norge ikke brødføde sig selv, men maa indføre særdeles meget Korn fra fremmede Lande; dog burde det i denne Henseende være bedre, end det er; thi paa mange Steder af Landet dyrkes Jorden meget daarligt, fordi man ingen Forbedringer vil indføre, men tænker, at, som Forfædrene have gjort, saa skulle ogsaa vi gjøre. Paa den Vis kan jo ingen Fremgang blive mulig; thi, hvis alle havde tænkt saa, vilde Menneskene endnu befinde sig i den høieste Uvidenheds Tilstand. Nei — Regelen er: se og hør og læs og lær! dette bliver Kilden til baade Velstand og Lykke.

49Jern og Marmor ren,Bryn- og SlibestenHugges trindt i Norges Fjelde.

Torsk og Sei og Sild i Stimer aarlig gaaGjennem Vesterhavets Vove,Og en ofte misbrugt, herlig Skat mon staaI de østerdalske Skove.Hver en Vaar, naar Isen tiner op,Heise mange hundred’ Skibe Seil i Top;Under Sang og SpilNed ad Syden tilStævne de med Landets Skatte.

Sparsom Kornavl kun i Klippelande er;Norge kan sig ei brødføde;Mangt et Strøg og mangen frodig Dal dog bærRigeligt af Markens Grøde:Hedemarken, Ringerike, Hadeland,Thoten, Jæderen og Listers flade Land,Dertil Guledal,Throndhjems OverhaldFyldte Lader oftest eie.

Hver en Vaar, naar grønt er Birketræets Top,Og i Lien Bække suse,Driver Bonden alt sit Kvæg til Fjeldet opTil de lune Sæterhuse;Her er aldrig Skur og aldrig Høets Slaat;Men paa disse Beiter trives Græsset godt,Og i sene HøstKalder Lurens RøstAtter Buskapen til Dalen.

Langt deroppe mellem Nordlands øde Skjær,Hvor den lange Nat sig spreder,Samles der en Mængde Dun og FjerAf den tamme Søfugls Reder;Her er ogsaa Renens egentlige Hjem,Finnens, Lappens største Rigdom er i dem;Somren her er kort,Vintren lang og sort;Stærke Nordlys klare Dagen.

46

Vi kunne ikke vente, at vårt land er et rikt Kornland; dertil er det for meget oppfylt av Bjerge. Disse er dessuten sammensatte av sådanne Stenarter, at de kun afgive en ufruktbar jordbunn, når de med tiden oppløses. I daldypene derimot består det øverste jordlag av Muld etter forraadnede planter og dyr; og i mange flate Egne av landet dannes jordsmonnet av oppløst kalkstein og Ler, som begge kunne bli vel skikkede for Kornavl. Dog — ikke blot jordsmonnet, men også værlaget har innvirkning på åkerbruket. Således forstår vi, at de Egne, som har sterk og varig Sommervarme, må være velskikkede for Kornavl; de derimot, som mangle en sådan varme, frembringe enten slett ikke eller også kun enkelte ringere sorter korn. I det Søndenfjeldske og i bygdene omkring Throndhjemsfjorden trives således på østsiden av fjellet kornet godt; der avles hvete, Rug, bygg, Havre og erter, mens kyststrøkene på vestsiden kun frembringe bygg og Havre. — I noen fjellbygder trives kornet aldeles ikke, og i mange strøk av det indre av landet følger ofte skarp høstkulde på sterk Sommervarme, så det kan hænde, at sæden på marken ved en eneste Høstnats kulde fryser rent bort. — Dessverre kan Norge ikke brødfø seg selv, men må innføre særdeles meget korn fra fremmede land; dog burde det i denne Henseende være bedre, enn det er; thi på mange steder av landet dyrkes jorden meget dårlig, fordi man ingen forbedringer vil innføre, men tenker, at, som forfedrene har gjort, så skulle også vi gjør. På den Vis kan jo ingen fremgang bli mulig; thi, hvis alle hadde tenkt så, ville menneskene ennå befinne seg i den høyeste Uvidenheds tilstand. Nei — regelen er: se og hør og les og lær! dette blir kilden til både velstand og lykke.

49Jern og marmor ren,Bryn- og slipesteinHugges trindt i Norges Fjelde.

Torsk og sei og sild i stimer årlig gåGjennom Vesterhavets Vove,Og en ofte misbrukt, herlig skatt mon stårI de østerdalske skoger.Hver en vår, når isen tiner opp,Heise mange hundre’ skip seil i topp;Under sang og spillNed ad Syden tilStevne de med Landets skatter.

Sparsom Kornavl kun i Klippelande er;Norge kan seg ei brødfø;Mangt et strøk og mangen frodig dal dog bærRikelig av Markens grøde:Hedemarken, Ringerike, Hadeland,Thoten, Jæderen og Listers flate land,Dertil Guledal,Throndhjems OverhaldFylte Lader oftest eie.

Hver en vår, når grønt er Birketræets topp,Og i Lien bekker suse,Driver bonden alt sitt kveg til fjellet oppTil de lune seterhus;Her er aldri skur og aldri høyets slått;Men på disse beiter trives gresset godt,Og i sene høstKaller Lurens røstAtter buskapen til dalen.

Langt deroppe mellom Nordlands øde Skjær,Hvor den lange natt seg spreder,Samles der en mengde dun og fjærAv den tamme sjøfugls reder;Her er også Renens egentlige hjem,Finnens, Lappens største rikdom er i dem;Sommeren her er kort,Vinteren lang og sort;Sterke Nordlys klare dagen.