45

I Øst er Norge landfast med Sverige, og længst oppe mod Nordøst hænger det sammen med det store Rusland. Det er opfyldt med Fjelde, som langs den svenske Grændse indtil Fæmundssøen i Norge kaldes Kjølen. Fra denne gaar der Arme baade mod Vest og Øst; de østlige gaa ind i Sverige, de vestlige i Norge. Disse sidste ere meget høiere og brattere end hine første. Fra Røraas gaar der en Fjeldhøide mod Vest, der heder Dovre; herfra sydefter faa Fjeldene Navn af Langfjeldene. Den Del af Landet, som ligger Nord for Dovre, kaldes det Nordendenfjeldske; hvad der ligger Vest for Langfjeldene kaldes det Vestenfjeldske og Resten det Søndenfjeldske eller ogsaa Østlandet. Den Skikkelse har nu Landet, at det er temmelig bredt i det Søndenfjeldske, men meget smalt i det Nordenfjeldske. De fladeste Strækninger findes i det Søndenfjeldske; men de bratteste i det Vestenfjeldske. Heraf kunne vi skjønne, at det Søndenfjeldske er bedst skikket for Agerbrug og Kornavl. Det Vestenfjeldske er formedelst sin Nærhed ved Havet bedst skikket for Fiskeri og Søfart. Men selve Fjeldene gjør vort Land stor Nytte. Vi have alt hørt, at de have stor Indvirkning paa Veirlaget. De stenge Varmen inde i Dalbundene og gjør disse skikkede til at frembringe alle Slags nyttige Væxter baade for Mennesker og Dyr. Vistnok stenge de ogsaa Havet ude, saa at Søluften ikke kan mildne Vinterkulden saaledes, som det sker langs Kysten; men ogsaa dette har sin store Nytte. Sneen bliver nemlig liggende flere Maaneder i disse Strøg, og Elvene og de store Søer fryse til, saa at man sædvanlig har et herligt Vinterføre og kan med stor Lethed faa frem de tungeste Læs. Dette gjøres ogsaa nødigt; thi det er Trælasten fra de store Skove, som her for en stor Del sysselsætter Folket. — Vore Fjelde ere vistnok paa sine høieste Toppe belagte med Is og Sne og et godt Stykke nedover næsten ganske nøgne eller kun dækkede med Mos og Løv. Men længere nede er største Delen af dem bevoxet med store Skove især af Gran og Furu, og i disse Skove hugges al den Trælast, som baade vi selv og mange fremmede Lande nytte saavel til Bygningstømmer som til Skibstømmer.

Fra Skoven føres Tømmeret til Vasdragene og flødes gjennem disse og de mange Indsøer til Sagbrugene, hvor meget skjæres til Planker og Bord; tilsidst bliver det ført til Indskibningsstederne ved Kysten. Mange, mange tusinde Mennesker rundt om i Landet finde saaledes sin Næring ved Skovene; naar derfor disse agtes og røgtes vel i vort Land, har vi i dem en sand Velstandskilde. 46Østlandet og det sydligste Norge er Landets bedste Skovdistrikter; men ogsaa fra den sydøstlige Del af det Nordenfjeldske udføres Trælast.

En anden Rigdom har vore Fjeldsletter i de gode Beiter, hvorhen Kvæget føres til Græsning om Sommeren; dette kaldes at fare til Sæters, og her paa Sæteren eller Stølen, som den ogsaa kaldes, er det morsomt for Bymanden og den Fremmede at tilbringe en Dags Tid eller to. Der foregaar Kreaturstellet i det Store; der kjernes Smør, der koges Prim, der ystes Ost ligetil langt ud paa Høsten, da Buskapen drives hjem. Kvægavlen i Fjeldbygderne er derfor af stor Vigtighed, og, forstod man kun at stelle sig rigtig klogt ved Vinterforingen, vilde vi sikkert ikke trænge til al den Indførsel af Smør og Ost fra fremmede Lande.

Inde i Fjeldene ligge de nyttige Metaller. Hos os findes især Jern og Kobber og paa et enkelt Sted ogsaa Sølv. Jern og Sølv findes mest i det Søndenfjeldske, Kobber i det Nordenfjeldske. Vi have mange Jernværker, faa Kobberværker, men kun et Sølvværk, og dette sidste paa Kongsberg.

45

I øst er Norge landfast med Sverige, og lengst oppe mot nordøst henger det sammen med det store Rusland. Det er oppfylt med fjell, som langs den svenske grense inntil Fæmundssøen i Norge kalles Kjølen. Fra denne går der Arme både mot vest og øst; de østlige gå inn i Sverige, de vestlige i Norge. Disse siste er meget høyere og brattere enn hine første. Fra Røraas går der en fjellhøyde mot vest, der heter Dovre; herfra sydefter få fjellene navn av Langfjeldene. Den del av landet, som ligger nord for Dovre, kalles det Nordendenfjeldske; hva der ligger vest for Langfjeldene kalles det Vestenfjeldske og resten det Søndenfjeldske eller også Østlandet. Den skikkelse har nå landet, at det er temmelig bredt i det Søndenfjeldske, men meget smalt i det Nordenfjeldske. De flateste strekninger finnes i det Søndenfjeldske; men de bratteste i det Vestenfjeldske. Heraf kunne vi skjønne, at det Søndenfjeldske er best skikket for Agerbrug og Kornavl. Det Vestenfjeldske er formedelst sin nærhet ved havet best skikket for Fiskeri og Søfart. Men selve fjellene gjør vårt land stor nytte. Vi har alt hørt, at de har stor innvirkning på værlaget. De stenger varmen inne i dalbunnene og gjør disse skikkede til å frembringe alle Slags nyttige vekster både for mennesker og dyr. Vistnok stenge de også havet ute, så at Søluften ikke kan mildne vinterkulden således, som det skjer langs kysten; men også dette har sin store nytte. Sneen blir nemlig liggende flere måneder i disse strøk, og elvene og de store Søer fryse til, så at man sedvanlig har et herlig vinterføre og kan med stor letthet få frem de tyngste lass. Dette gjøres også nødigt; thi det er trelasten fra de store skoger, som her for en stor del sysselsetter folket. — Våre fjell er vistnok på sine høyeste Toppe belagte med is og Sne og et godt stykke nedover nesten ganske nakne eller kun dækkede med Mos og løv. Men lenger nede er største delen av dem bevokst med store skoger især av Gran og furu, og i disse skoger hugges all den trelast, som både vi selv og mange fremmede land nytte såvel til bygningstømmer som til skipstømmer.

Fra skogen føres tømmeret til vassdragene og fløtes gjennom disse og de mange innsjøer til sagbrukene, hvor meget skjæres til planker og bord; til sist blir det ført til Indskibningsstederne ved kysten. Mange, mange tusen mennesker rundt om i landet finne således sin næring ved skogene; når derfor disse aktes og røktes vel i vårt land, har vi i dem en sann Velstandskilde. 46Østlandet og det sydligste Norge er Landets beste skogdistrikter; men også fra den sydøstlige del av det Nordenfjeldske utføres trelast.

En annen rikdom har våre fjellsletter i de gode beiter, hvorhen kveget føres til Græsning om sommeren; dette kalles å fare til seters, og her på seteren eller Stølen, som den også kalles, er det morsomt for bymannen og den Fremmede å tilbringe en Dags tid eller to. Der foregår Kreaturstellet i det Store; der kjernes smør, der kokes Prim, der ystes ost ligetil langt ut på høsten, da buskapen drives hjem. Kvegavlen i fjellbygdene er derfor av stor viktighet, og, forstod man kun å stelle seg riktig klokt ved vinterfôringen, ville vi sikkert ikke trenge til all den innførsel av smør og ost fra fremmede land.

Inne i fjellene ligge de nyttige metaller. Hos oss finnes især Jern og kobber og på et enkelt sted også sølv. Jern og sølv finnes mest i det Søndenfjeldske, kobber i det Nordenfjeldske. Vi har mange Jernværker, få Kobberværker, men kun et sølvverk, og dette siste på Kongsberg.