51

Kong Karl laa med en mægtigHærFor Fredrikssten;Men tapreFredrikshald ham erTil megen Men.Hver Borger lagde Værktøi henOg greb til Sværd,Og kjække Peder KolbjørnssenI Spidsen er.Saa stride de Nordmænd forNorge.

Thi vendte Karl sin Magt saagramMod Fredrikshald;De Borgere da mødte hamI ringe Tal.

Men disse slog som norskeMændFor elskte Hjem,Og det var Peder Kolbjørnssen,Som førte dem.

De Nordmænd hugge tungeHugBlandt Fienderne,Og Svensken sank som modenRugFor Høstkarls Le;Men stærkestHøstskarl trættesdog, —Saa gik det her;Saa mange end de Norske slog,Der kom alt fler.

52Thi flyed de for Overmagt,Som Nordmænd fly:De drog kun bort, for uforsagtAt slaa paany.Kong Karl nu over Sines LigSig baned VeiOg Byens Herre troed sig,Men var det ei.

Hans Folk fandt Død i hveren Vraa,Hvor de drog frem;Thi allevegne Nordmænd laaOg hilste dem.Da sendte Karl saa lidet froTil FredriksstenOg bad, han jorde maa i RoDe Slagnes Ben.

Men kjekke Nordmand ingenTidAt spilde har;„Selvbuden er han kommenhid,“— Fik Karl til Svar; —„Nu maa vi se, at vi igjenHam ud kan faa!“Og det var Peder Kolbjørnssen,Der svarte saa.De Nordmænd de stride forNorge.

At sætte egen By i BrandDe ile hen;Og den, der først sit Hus stak an,Var Kolbjørnssen.At slukke Ilden, FienderneVil stimle hen;Men Kugler føg saa tykt somSneFra Fæstningen.

Høit blussed da mod SkyerneDen Lue rød,Saa Svenske-Kongen retmon sePaa Sines Død.Da sanded han Herr Peders Ord;Hans Folk vil hjem;Men Helten Sten stod udenforOg modtog dem.De Nordmænd de strede forNorge.

Og herligt blussed FredrikshaldBlandt Lig og Blod,Oplyste stolt de Svenskes FaldOg Sines Mod.Og aldrig brændte nogen BaunSaa skjøn som den,Og aldrig uddø skal dit Navn,O Kolbjørnssen!Saa stride de Nordmænd forNorge.

51

Kong Karl lå med en mektigHærFor Fredrikssten;Men tapreFredrikshald ham erTil mye Men.Hver borger la verktøy henOg grep til sverd,Og kjekke Peder KolbjørnssenI Spidsen er.Så stride de nordmenn forNorge.

Thi vendte Karl sin makt sågramMot Fredrikshald;De borgere da møtte hamI ringe tall.

Men disse slo som norskeMennFor elskte hjem,Og det var Peder Kolbjørnssen,Som førte dem.

De nordmenn hugge tungeHugBlant fiendene,Og svensken sank som modenRugFor Høstkarls Le;Men stærkestHøstskarl trettesdog, —Så gikk det her;Så mange enn de Norske slo,Der kom alt fler.

52Thi flyed de for overmakt,Som nordmenn fly:De drog kun bort, for uforsagtÅ slå paany.Kong Karl nå over Sines LigSig baned veiOg Byens Herre trodde seg,Men var det ei.

Hans Folk fant død i hveren vrå,Hvor de drog frem;Thi allevegne nordmenn låOg hilste dem.Da sendte Karl så lite froTil FredriksstenOg bad, han jorde må i roDe Slagnes Ben.

Men kjekke nordmann ingenTidÅ spille har;„Selvbuden er han kommethit,“— Fikk Karl til svar; —„Nå må vi se, at vi igjenHam ut kan få!“Og det var Peder Kolbjørnssen,Der svarte så.De nordmenn de stride forNorge.

Å sette egen by i BrandDe ile hen;Og den, der først sitt hus stak an,Var Kolbjørnssen.Å slukke ilden, fiendeneVil stimle hen;Men kuler føk så tykt somSneFra festningen.

Høyt blusset da mot skyeneDen lue rød,Så Svenske-Kongen rettmon sePå Sines død.Da sanded han herr Peders ord;Hans Folk vil hjem;Men helten Sten stod utenforOg mottok dem.De nordmenn de strede forNorge.

Og herlig blusset FredrikshaldBlant Lig og blod,Opplyste stolt de Svenskes fallOg Sines mot.Og aldri brente noen baunSå skjønn som den,Og aldri utdø skal ditt navn,O Kolbjørnssen!Så stride de nordmenn forNorge.