I en Hønsegaard finder man ogsaa ofte Ænder. Disse ville dog helst holde til tæt ved Vandet; thi de kunne svømme 41og befinde sig bedre der end paa Landjorden. Deres Fødder ere ogsaa indrettede dertil. Mellem Tæerne have de en Hud, som hjælper dem til at svømme, og som vi derfor kalde Svømmehud. Med disse brede og flade Fødder kunne de ikke saa godt komme frem paa Landjorden, men vralte saa tungt, at de ret se ud som dumme og ubehjælpelige Dyr. Men, ser man dem paa Vandet, ere de ganske anderledes. Der ere de saa muntre og lette, at man knap skulde tro, at det var de samme Dyr. Med sit brede Neb opsøger Anden alle Slags Dyr i Sumpe og Vandpytter f. Ex. Frosk, Agnmark og Tudser. I Vandet snapper den efter smaa Fiske, som den kan sluge, og efter forskjellige Vandplanter, som den gjerne æder. Man fodrer Anden med Korn, Klid, Brød, hakkede Urter og Levninger af Fødevarer.
Ændernes Æg kan man godt spise, men man lader dem for det meste udruge, for at faa mange Andunger. Der gives ogsaa vilde Ænder, som næsten altid opholde sig paa Vandet, og efter dem gaar man flittigt paa Jagt. Baade deres og de tamme Ænders Kjød smager meget godt, og begges Fjer og Dun bruges som Fyld i vore Sengklæder.