Hovmodig af sin røde PragtEn Hane saa med stor ForagtPaa en, der bar en Kjole graaForuden mindste Flitter paa.„Kræ!“ sagde den, „vig bort fra mig!Der er ei noget Smukt ved dig; —Jeg straaler som det røde Guld,Din Kjole er saa sort som Kul;Jeg kan — det ser du selv — med ÆreI saadant Selskab aldrig være.“

Knap var nu afsagt denne Dom,Før Maren Kokkepige komMed Kniv i Haand og fanged saaDen røde først, derpaa den graa,Tog Livet af dem, skar dem opOg rev hver Fjer af deres Krop. —Da hver nu laa der blot og bar,Der ei den mindste Forskjel var;Hvid var den ene, hvid den anden,Og brune begge blev i Panden.

Hovmodig av sin røde praktEn hane så med stor foraktPå en, der bar en kjole gråForuten minste flitter på.„Kræ!“ sa den, „vig bort fra meg!Der er ei noe Smukt ved deg; —Jeg stråler som det røde gull,Din kjole er så sort som kull;Jeg kan — det ser du selv — med æreI sådant selskap aldri være.“

Knap var nå avsagt denne dom,Før Maren Kokkepige komMed kniv i hånd og fanget såDen røde først, derpå den grå,Tok livet av dem, skar dem oppOg rev hver fjær av deres kropp. —Da hver nå lå der blot og bar,Der ei den minste forskjell var;Hvit var den ene, hvit den annen,Og brune begge ble i pannen.