Nu ville vi ud i det indelukkede Gaardsrum og se, hvilke Dyr vi træffe der. Herligt! der er rigtig Liv og Lystighed. Allerførst møde vi Hønsene, og det er meget nyttige Dyr. Hønen gjør os dobbelt Gavn: vi spise dens Kjød, som smager godt, og bruge dens Æg paa mange Maader. Hønen er Hunnen; Hanen er Hannen, og den er større end Hønen. Dens Vinger ere korte, derfor flyver den tungt og meget sjelden; men, naar den bruger Vingerne, galer den af alle Kræfter, som om den vilde sige: „Se engang, hvad jeg kan!“ Den er ogsaa et vakkert Dyr at se til, naar den spadserer omkring med sin lange Hale og sin høirøde Kam, der er takket som en Sag. Paa hver Fod har den bagtil en lang skarp Klo, som kaldes Spore, hvormed den forsvarer sig mod sine Fiender. En Hane har altid flere Hunner og er meget omhyggelig for dem. Bestandig passer den paa dem, forsvarer dem, opsøger dem, naar de ere løbne bort, og fører dem tilbage til Hjemmet. Den æder ikke selv, førend den ser, at alle Hønerne have faaet Mad. Naar en fremmed Hane kommer ind i Gaarden, maa den strax bort, og vil den ikke vige, kan der let opstaa en blodig Kamp. Strax som de to Haner faa Øie paa hinanden, reise de Fjerene i Veiret, styrte forbitrede løs paa hinanden og bruge sine skarpe Sporer saa flinkt, at den ene undertiden bliver liggende død paa Kamppladsen. Mange Folk bruge Hanen som sit Uhr; naar den galer i Dagningen, staa de op og gaa til sit Arbeide; derfor siger ogsaa det gamle Vers:

„Naar Hanen glad og munter galerI Dagningen hver Morgenstund,Til Børn han ligesom da taler:Op, Børn! thi Flid har Guld i Mund!“

Naar Hønen har lagt Æg, tager man dem gjerne bort. Mange Høns værpe hver Dag, og da faar man mange Æg; men vil man have Kyllinger, maa man lade Æggene ligge. Hønen lægger sig da paa disse Æg, bedækker dem med sine Vinger og ligger ofte saaledes den hele Dag, uden at tage Næring til sig. Man siger da, at Hønen ruger. Man maa ikke forstyrre den eller jage den bort; thi saa faar man ikke Kyllinger. Saaledes ruger den omtrent tyve Dage; da er den lille Kylling færdig inde i Ægget; den pikker med sit lille Neb Skallet itu og kryber frem. Hønen elsker sine Unger høit, tager dem under sine Vinger, som den breder ud som en Skjerm, og bliver meget vred, naar man kommer dem for nær. Saa ræd Hønen ellers er, saa modig er den, naar de Smaa ere truede af en Fare. Ser den en Rovfugl, f. Ex. en Høg, som vil røve dens Unger, saa flygter den ikke; den styrter frem og forjager ofte de større Dyr ved sit Skrig og ved at slaa med Vingerne. Man lægger undertiden andre Fugles Æg, f. Ex. Ændernes, under Hønen; den udruger da ogsaa disse og elsker Ungerne, som om de vare dens egne. I kunne da let forstaa, hvorledes Herren kan sige til Jerusalem: 40„Hvor ofte vilde jeg forsamle dig under mine Vinger, ligesom Hønen forsamler sine Kyllinger; men I vilde det ikke!“

Nå ville vi ut i det indelukkede gårdsrom og se, hvilke dyr vi treffe der. Herlig! der er riktig Liv og lystighet. Aller først møter vi hønsene, og det er meget nyttige dyr. Hønen gjør oss dobbelt Gavn: vi spiser dens kjøtt, som smaker godt, og bruke dens egg på mange måter. Hønen er hunnen; Hanen er hannen, og den er større enn Hønen. Dens vinger er korte, derfor flyver den tungt og meget sjelden; men, når den bruker vingene, galer den av alle krefter, som om den ville si: „Se engang, hva jeg kan!“ Den er også et vakkert dyr å se til, når den spaserer omkring med sin lange hale og sin høyrøde kam, der er takket som en Sag. På hver fot har den bagtil en lang skarp klo, som kalles spore, hvormed den forsvarer seg mot sine fiender. En hane har alltid flere hunner og er meget omhyggelig for dem. Bestandig passer den på dem, forsvarer dem, oppsøker dem, når de er løbne bort, og fører dem tilbake til hjemmet. Den eter ikke selv, før den ser, at alle hønene har fått mat. Når en fremmed hane kommer inn i gården, må den straks bort, og vil den ikke vike, kan der lett oppstå en blodig kamp. Straks som de to haner få Øye på hinannen, reise de fjærene i været, styrte forbitrede løs på hinannen og bruke sine skarpe sporer så flinkt, at den ene undertiden blir liggende død på kampplassen. Mange folk bruke hanen som sitt ur; når den galer i Dagningen, stå de opp og gå til sitt arbeide; derfor sier også det gamle vers:

„Når hanen glad og munter galerI Dagningen hver morgenstund,Til barn han likesom da taler:Opp, barn! thi flid har gull i munn!“

Når Hønen har lagt egg, tar man dem gjerne bort. Mange høns verpe hver dag, og da får man mange egg; men vil man ha kyllinger, må man lade eggene ligge. Hønen legger seg da på disse egg, bedekker dem med sine vinger og ligger ofte således den hele dag, uten å ta næring til seg. Man sier da, at Hønen ruger. Man må ikke forstyrre den eller jage den bort; thi så får man ikke kyllinger. Således ruger den omtrent tyve dager; da er den lille kylling ferdig inne i egget; den pikker med sitt lille nebb skallet itu og kryper frem. Hønen elsker sine unger høyt, tar dem under sine vinger, som den brer ut som en skjerm, og blir meget vred, når man kommer dem for nær. Så redd Hønen ellers er, så modig er den, når de Smaa er truet av en fare. Ser den en rovfugl, f. Ex. en Høg, som vil røve dens unger, så flykter den ikke; den styrter frem og forjager ofte de større dyr ved sitt skrik og ved å slå med vingene. Man legger undertiden andre Fugles egg, f. Ex. Ændernes, under Hønen; den udruger da også disse og elsker ungene, som om de var dens egne. Dere kunne da lett forstå, hvorledes Herren kan si til Jerusalem: 40„Hvor ofte ville jeg forsamle deg under mine vinger, likesom Hønen forsamler sine kyllinger; men dere ville det ikke!“