Koen er maaske det nyttigste af alle vore Husdyr. Dens Krop er stor, tyk og noget klodset. Den har en bred Pande, udstaaende Øren, store Øine, bred Mule og ofte Horn i Panden; den har Klover paa Fødderne, og dens lange Hale har i Enden en Haardusk. Det er vakkert at se et helt Fjøs fuldt af hvide, røde, sorte og brandede Kjør, naar bare Budeien eller Fjøsjenten holder dem rene og pene. Det er ogsaa meget fornøieligt at se en Flok Kjør gaa og 35græsse paa en Eng, i en Skov eller i en Li og at høre Lyden af deres Bjelder. — Men er ikke det rart, at Koen næsten bestandig tygger, om den saa ikke har noget at æde paa? Det kommer deraf, at den har flere Maver og først fylder den ene af dem; naar den saa har ædt sig mæt, lægger den sig ned eller staar og hviler og skyder i Ro og Mag Lidt og Lidt af det, den har ædt, op fra Maven i Munden og begynder saa paany at tygge; da sige vi, at den tygger Drøv eller jorter. Koen med dens Han, som kaldes Oxe eller Stud, og dens Unge, som heder Kalv, give vi tilsammen Navn af Kvæg eller Hornkvæg.
Det bedste Kvæg er maaske det engelske; en Ko fra England kan give indtil tyve Potter Melk om Dagen. Paa enkelte Steder, især i Amerika, findes Hornkvæget endnu i vild Tilstand. Hos disse Dyr se vi ikke saa meget paa et smukt Udseende, som paa den Nytte, vi have af dem. Kan du da opregne al den Nytte, vi have af dem?