25

Kom, Elisa, hid,Nu har Moder Tid,Jørgen tier stil,Og jeg synge vil;Det kan nok gaa an,Hvis kun PetermandOg den vesle „Perla“ tie kan.

Liden Ekorn sadPaa en Gren saa glad,Pudsed Snuden sinMed sin Lab saa fin;Dens Smaaunger treHavde Ly og LæI det store, gamle Furutræ.

Ak, men hør nu, Børn!Tænk, saa kom en Ørn;Han fra Himlens Sky’rSer det lille Dyr;Lyst til Kjød han faar,Kloen i det slaar,Og fortærer det med Hud ogHaar.

Brat var endt dets Nød,Let og snar dets Død;Men de arme Smaa —Hvordan vil det gaa?Hvem skal føde dem?Hvem skal pleie demI det tomme, moderløse Hjem?

„Hvor blev Moder af,Som os Nødder gav?“Klynkede de Smaa;Knap de kunde gaa,Mindre klatre nedFra det høie StedHen i Nøddebusken nær derved.

Sig, Elisa, nuMig din Mening, du!Skal de nu forgaaDe forladte Smaa?Er der ingen mer,Som de Arme serNu, da deres Moder borte er?

Han, som mildeligHører Ravnes Skrig,Styrer Lyn og Storm,Ser til liden Orm,Hører Smaabørns Bøn,Moders Suk iløn,Ham er liden Ekorns Nøden Bøn.

Stormen kom med Hast,Træets Rødder brast,Toppen segned’ kunI en Nøddelund;Da de bange SmaaUd af Reden saa:Nødder tusindvis omkringdem staa.

Snart de voxte op,Gjorde mangt et HopRask fra Gren til Gren,Alle tre som en,Hele Høsten om;Men da Vintren kom,Ny Bekymring for de Staklerkom.

Barske NordenvindBrød i Skoven ind,Viste dem med Fynd,Kjolen var for tynd;Sommerdragten godStaar ei Frost imod,Vinterkulden isned deres Blod.

Skræddere har eiDe smaa Ekorn, nei;26Heller ikke GuldTil at kjøbe Uld;Folk ei heller faaTid at klæde paaDe smaa Ekorn, som i Skoven gaa.

Paa et LærketræKrøb tilsammen de,Skjælvende af Kuld;Af Bekymring fuldBad de hver for sigStille, inderlig,Ja den Ældste endog lydelig:

„Gud, du er saa snil!Du os hjælpe vil,Hjulpet før du har,Da vi sultne var.

Se, vi fryse saa!Giv os arme SmaaDog en dygtig Vinterkjole paa!“

Han, som mildeligHører Ravnes Skrig,Styrer Lyn og Storm,Ser til liden Orm,Hører Smaabørns Bøn,Moders Suk iløn,Han bønhører de smaa EkornsBøn.

Koldt det er, men deKan af Kulden le:Hver en Pels har faa’t,Som kan varme godt;Tykke, brunlig-graaSidde kjekt de Smaa,Just som Far med Skrubskindspelsen paa.

25

Kom, Elisa, hit,Nå har mor tid,Jørgen tier stil,Og jeg synge vil;Det kan nok gå an,Hvis kun PetermandOg den vesle „Perla“ tie kan.

Liten ekorn sattPå en gren så glad,Pusset snuten sinMed sin Lab så fin;Dens småunger treHadde ly og LæI det store, gamle furutre.

Ak, men hør nå, barn!Tenk, så kom en Ørn;Han fra Himlens Sky’rSer det lille dyr;Lyst til kjøtt han får,Kloen i det slår,Og fortærer det med hud ogHår.

Brat var endt dets nød,Lett og snar dets død;Men de arme Smaa —Hvordan vil det gå?Hvem skal føde dem?Hvem skal pleie demI det tomme, moderløse hjem?

„Hvor ble mor av,Som oss nøtter ga?“Klynkede de Smaa;Knap de kunne gå,Mindre klatre nedFra det høye stedHen i nøttebusken nær derved.

Sig, Elisa, nåMeg din mening, du!Skal de nå forgåDe forlatte Smaa?Er der ingen mer,Som de Arme serNå, da deres mor borte er?

Han, som mildeligHører Ravnes skrik,Styrer lyn og Storm,Ser til liten Orm,Hører småbarns Bøn,Moders sukk iløn,Ham er liten Ekorns Nøden Bøn.

Stormen kom med hast,Træets røtter brast,Toppen segnet’ kunI en nøttelund;Da de bange SmaaUt av reden så:Nøtter tusenvis omkringdem stå.

Snart de vokste opp,Gjorde mangt et hoppRask fra gren til gren,Alle tre som en,Hele høsten om;Men da vinteren kom,Ny Bekymring for de stakkarerkom.

Barske NordenvindBrød i skogen inn,Viste dem med fynd,Kjolen var for tynn;Sommerdrakten godStår ei Frost imot,Vinterkulden isnet deres blod.

Skreddere har eiDe små ekorn, nei;26Heller ikke gullTil å kjøpe ull;Folk ei heller fåTid å klede påDe små ekorn, som i skogen gå.

På et lerketreKrøp tilsammen de,Skjelvende av Kuld;Av Bekymring fullBad de hver for segStille, inderlig,Ja den eldste endog lydelig:

„Gud, du er så snill!Du oss hjelpe vil,Hjulpet før du har,Da vi sultne var.

Se, vi fryser så!Gi oss arme SmaaDog en dyktig Vinterkjole på!“

Han, som mildeligHører Ravnes skrik,Styrer lyn og Storm,Ser til liten Orm,Hører småbarns Bøn,Moders sukk iløn,Han bønnhører de små EkornsBøn.

Kaldt det er, men deKan av kulden le:Hver en pels har faa’t,Som kan varme godt;Tykke, brunlig-gråSitte kjekt de Smaa,Just som far med Skrubskindspelsen på.