Der var engang tre Sommerfugle, en hvid, en rød og en gul. De legede i Solskinnet, dandsede snart paa en Blomst, snart paa en anden og blev aldeles ikke trætte, saa megen Fornøielse fandt de deri. Da kom Regnen og gjorde dem vaade. De vilde nu flyve hjem; men Husdøren var lukket; saa maatte de blive ude i Regnen og blev bestandig vaadere og vaadere. Da gik de hen til Tulipanen og sagde: „Lille Tulipan, luk din Blomst en Smule op for os, at vi kunne flyve ind og komme i Skjul for Regnen!“ Men Tulipanen sagde: „For den gule og den røde vil jeg nok lukke op, men den hvide synes jeg ikke om.“ Da sagde de begge, baade den gule og den røde: „Naar du ikke vil modtage vor hvide Broder, saa ville heller ikke vi komme til dig.“ Men det regnede bestandig værre og værre. Da fløi de hen til Liljen og sagde: „Gode Lilje, luk din Blomst en Smule op for os, at vi ikke skulle blive gjennemvaade!“ Men da sagde Liljen: „Den hvide vil jeg nok tage imod, den ser ud ligesom jeg; men de andre kan jeg ikke fordrage.“ Da sagde den hvide: „Naar du ikke vil tage imod mine Brødre, vil heller ikke jeg tage ind til dig. Vi ville heller alle blive vaade, end at den ene skal lade den anden i Stikken.“ Og de fløi da videre. Men Solen havde hørt bag Skyen, at de smaa Sommerfugle holdt saa meget af hverandre; den jog derfor Regnen bort, skinnede 25paany saa klart og tørrede Vingerne paa de tre smaa Søskende. Da dandsede de igjen og legede, ligetil det blev Aften; saa fløi de hjem sammen og sov.

Der var engang tre sommerfugler, en hvit, en rød og en gul. De lekte i solskinnet, danset snart på en blomst, snart på en annen og ble aldeles ikke trette, så mye fornøyelse fant de deri. Da kom Regnen og gjorde dem våte. De ville nå flyve hjem; men husdøren var lukket; så måtte de bli ute i Regnen og ble bestandig våtere og våtere. Da gikk de hen til tulipanen og sa: „Lille tulipan, luk din blomst en smule opp for oss, at vi kunne flyve inn og komme i skjul for Regnen!“ Men tulipanen sa: „For den gule og den røde vil jeg nok lukke opp, men den hvite synes jeg ikke om.“ Da sa de begge, både den gule og den røde: „Når du ikke vil motta vår hvite bror, så ville heller ikke vi kommer til deg.“ Men det regnet bestandig verre og verre. Da fløy de hen til liljen og sa: „Gode lilje, luk din blomst en smule opp for oss, at vi ikke skulle bli gjennomvåte!“ Men da sa liljen: „Den hvite vil jeg nok ta imot, den ser ut likesom jeg; men de andre kan jeg ikke fordrage.“ Da sa den hvite: „Når du ikke vil ta imot mine brødre, vil heller ikke jeg ta inn til deg. Vi ville heller alle bli våte, enn at den ene skal la den annen i stikken.“ Og de fløy da videre. Men solen hadde hørt bak skyen, at de små sommerfugler holdt så meget av hverandre; den jog derfor Regnen bort, skinte 25paany så klart og tørrede vingene på de tre små søsken. Da danset de igjen og lekte, ligetil det ble aften; så fløy de hjem sammen og sov.