234. Blandt bedste Ting, som Himlen gav, er godt og roligt Grandelag, det kjøbes ei for Penge; et Sammenhold af Fredens Aand, hvor Grande rækker Grande Haand, er det ei som et gyldent Baand, hvor ægte Perler hænge?
Det er en Siir for Menighed; Guds Engle selv forlystes ved at see det med sit Øie; hvis ei de var’ til Himlen vant’, de skulde stige ned iblandt, og hvor de fromme Grander fandt, de skulde sig fornøie.
En yndig Mand, en yndig Brud, som samles til et Par af Gud, det er et Syn, som glæder; men Grande, som i Hungers Nød, med Grande deler sidste Brød — det Syn kan gjøre Stenen blød, saa du af Glæde græder.
Vær derfor, Grander! hvor I boe, med Haand og Mund hinanden troe! boer, Grandemænd! som Brødre! I, Grandekoner, deler Raad! hinanden lærer nyttig Daad! og tørrer blidt hinandens Graad! som Søstre boer, I Mødre!
Og Eder Gud velsigne skal: blandt fede Faar i høie Dal skal springe raske Vædre, paa Ageren skal modnes Sæd, og Eders Børn i tredie Led til Graven følge Eder ned, og Eders Minde hædre!