235. Sjung, Nordmænds Æt, i glade Chor i Frihedstræets Skygge! Dets Krone hvælves høi og stor, vi i dets Ly er’ trygge. Og fra den lyse Evighed Forfædres Aander smile ned, og tone os de høie Ord: „Med Lov man Land skal bygge.“
Da Friheds Morgen mild frembrød i gamle Norges Dale, begeistret Normands Hilsen lød rundt i hans Klippesale. Ei Frækhed vilde Klippens Søn, lovbunden 232Frihed var hans Bøn. „Lovbunden Frihed eller Død!“ saa lød hans Manddomstale.
De kaarne Mænd paa Thinge stod i Eidsvolds grønne Lunde, med Viisdom, Sindighed og Mod at Norges Frihed grunde. Fornyet Liv var vakt i Nord: da mæltes mangt begeistret Ord, snart Frihedstræet plantet stod, og mørke Sorger svunde.
Det spired’, voxte — nu det staaer, og intet kan det fælde; sin dybe, stærke Rod det slaaer om Klippens Fod med Vælde. Ungt er det end, men stærkt og boldt, det Tiaarsprøven alt udholdt: vi haabe at i sene Aar det trodser Tid og Vælde.
Op Nordmænd da, med freidigt Mod! Lad Sangen rask sig hæve. I Klippens Ly groe Friheds Rod, og Nordens Fiender bæve! Lovbunden Frihed er vor Sang! Vi hylde den ved Bægerklang, vi ofre fro den Liv og Blod, hvis Norge det mon kræve!