226. Langt ifra Land, ja vel tusinde Mile, tumles vi om paa det brusende Hav; rask ifra Bølge til Bølge vi ile, Sneflokken lig, paa den skummende Grav. Seilene revne og Masterne knage, bøies for Vinden som bævrende Rør; Touge og Kjeder ei holde tilbage Stormen, hvis Rasen mod Skroget Du hør'. Hu! hvor det stønner og hyler og qvi'er — Afgrunden sluger sit Bytte og tier.
Op og ned, og ned og op! Dybt ifra Grunden til Bølgens Top, midt iblandt Vovernes skumdækte Bræm Stormpetrellen maa søge sit Hjem — Hjem? Ak! kan han et saadant vel finde, han som boer paa den videne Sø, lever paa Iisflag i frostige Vinde, søger alene sin Klippeø, for sine Unger at lære at springe engang, som han paa sin stormige Vinge.
Over Dybet ud! Over Dybet ud! Hvor Hvalen og Haien og Sværdfisken sove, — der maa han ile i Regn og i Slud, synge sin Sang paa den skummende Vove. Ak, men forgjæves; thi Sømanden blot bander den varslende Fugl, som ham giver Budskab om Stormen; saa stedse det gaaer den, som kun ofrede Andre sin Iver. Dog ikke svigter Petrellen — saa springe end Du engang paa din stormige Vinge!