223

223. Med Fløiels Hue, med sølvgraat Skjæg og lange sorte Kappe for Folket, som sad inden Kirkevæg, og over den høie Trappe 224der gik Hr. Kjeld, af hellig Bog de Texter at forklare, med hellig Iver i Stol han slog, de Synder ei vilde han spare.

I Frankers Land og Ganger-Rolfs Egn Hr. Kjeld havde baaret Sværdet, hans Pande bar endnu Mærketegn; fra Ungdoms Tid saa hærdet. Hr. Kjeld var lidt at spøge med; Hr. Hannibal*) Manden kjendte; thi kaldte han Kjeld af Kirken ned, og saa til Manden sig vendte.

„Hr. Kjeld! I see, hvad Tid her er: at Svensken er rundt om paa Færde; vel have vi samlet en Bondehær, men Faa den at føre er’ lærde. I Kongens Navn! for Fødeland, Hr. Kjeld! I Sværdet gjentage! I være for Grændserne Tilsynsmand! Hr. Gunner skal med Eder drage.“

Hvor Brand har været, i Aske varm tit ligger en Gnist tilbage, saa lumrer der noget Hr. Kjeld om Barm, og stryger han sig om Hage: „Hr. Hannibal! da jeg var ung,“ (nu pegte han paa sin Skramme) „men nu er Haanden for Sværdet tung, og borte er Ungdoms Flamme.“

„Dog Nøden raaber — og vee den Mand, som Hjælp i Nøden nægter!“ saa taler Hr. Kjeld, og strax paa Stand op Kappen fra Skulder han hægter; saa lader han sadle sin Ganger graa, tolv Svende ved sin Side, — tolv Svende, som var at forlade sig paa, dem byder han hos sig ride.

Med disse ved Side og følgende Trop de usikkre Landets Grændser fra Bahuus til øverste Trøndelag op for fremmede Skovtrold han renser, der var paa den Strækning intet Fjeld, den tordnende Præst jo besøgte; til Kjernen af Sverrig om norske Hr. Kjeld gik rundt om i Dalene Rygte.

Den Feide endes, sin Rytterhest nu lader Hr. Kjeld afsadle; sin Kappe gjentager den kjække Præst; lad høre, ham Nogen tør dadle! Siig nu: den norske Præst kun staaer for Alter sit Offer at tage, Nei! kaster han Kappen, forvist jeg spaaer dig ingen hellige Dage.

Tak, norske Præst! tak nu din Gud! naar nu du færdes om Bjerge, ei nødes du drage med Sabel ud, for Fødelandet at værge. Kan Dalens Præst ei vinde Roes, om han ei er Holger Danske? Til Urter at sanke og Korkemoes behøves vel ingen Staalhandske.

223

223. Med fløyels hue, med sølvgrått skjegg og lange sorte kappe for folket, som satt innen kirkevegg, og over den høye Trappe 224der gikk Hr. Kjeld, av hellig bok de tekster å forklare, med hellig Iver i stol han slo, de synder ei ville han spare.

I Frankers land og Ganger-Rolfs Egn Hr. Kjeld hadde båret sverdet, hans panne bar ennå merketegn; fra Ungdoms tid så herdet. Hr. Kjeld var litt å spøke med; Hr. Hannibal*) mannen kjente; thi kalte han Kjeld av kirken ned, og så til mannen seg vendte.

„Hr. Kjeld! Dere ser, hva tid her er: at svensken er rundt om på ferde; vel har vi samlet en Bondehær, men Faa den å føre er’ lærde. I Kongens navn! for fødeland, Hr. Kjeld! I sverdet gjentage! Dere være for grensene tilsynsmann! Hr. Gunner skal med Eder dra.“

Hvor Brand har vært, i aske varm tit ligger en gnist tilbake, så lumrer der noe Hr. Kjeld om Barm, og stryker han seg om Hage: „Hr. Hannibal! da jeg var ung,“ (nå pekte han på sin skramme) „men nå er hånden for sverdet tung, og borte er Ungdoms flamme.“

„Dog nøden roper — og vee den mann, som hjelp i nøden nekter!“ så taler Hr. Kjeld, og straks på stand opp kappen fra skulder han hekter; så lader han sadle sin ganger grå, tolv svenner ved sin side, — tolv svenner, som var å forlate seg på, dem byr han hos seg ride.

Med disse ved side og følgende tropp de usikre Landets grenser fra Bahuus til øverste Trøndelag opp for fremmede skogtroll han renser, der var på den strekning intet Fjell, den tordnende prest jo besøkte; til kjernen av Sverrig om norske Hr. Kjeld gikk rundt om i dalene rykte.

Den Feide endes, sin Rytterhest nå lader Hr. Kjeld afsadle; sin kappe gjentar den kjekke prest; la høre, ham noen tør dadle! Si nå: den norske prest kun står for alter sitt offer å ta, Nei! kaster han kappen, forvist jeg spår deg ingen hellige dager.

Takk, norske prest! takk nå din Gud! når nå du ferdes om Bjerge, ei nødes du dra med sabel ut, for fødelandet å verge. Kan Dalens prest ei vinde Roes, om han ei er Holger Danske? Til Urter å sanke og Korkemoes behøves vel ingen stålhanske.