222

222. Herr Zinklar drog over salten Hav; til Norrighans Kours monne stande. Blandt Gudbrands Klipper hanfandt sin Grav; der vanked saa blodig en Pande.

Herr Zinklar drog over Bølgen blaa for svenske Penge at stride. Hjælpe dig Gud! du visselig maa i Græsset for Nordmanden bide!

Maanen skinner om Natten saa bleg; de Vover saasagtelig trille. En Havfru op af Vandet steg, hun spaaedeHerr Zinklar ilde.

Vend om, vend om, du skotske Mand! Det gjælderdit Liv saa fage. Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,ret aldrig du kommer tilbage.

Led er din Sang du giftige Trold! Altidens du spaaerom Ulykker. Fanger jeg dig engang i min Vold, jeg laderdig hugge i Stykker.

Han seiled i Dage, han seiled i tre med alt sit hyredeFølge. Den fjerde Morgen han Norrig fik see, jeg vildet ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styred i Land, erklærende sigfor en Fiende. Ham fulgte fjortenhundrede Mand, som allehavde Ondt i Sinde.

223De skjændte og brændte, hvor de drog frem, al Folkeretmonne de krænke; Oldingens Afmagt rørte ei dem, despotted den grædende Enke.

Barnet blev dræbt i Moderens Skjød, saa mildeligdet end smiled; men Rygtet om denne Jammer og Nød tilKjernen af Landet iled.

Baunen lyste og Budstikken løb fra Grande til nærmesteGrande; Dalens Sønner i Skjul ei krøb, det maatteHerr Zinklar sande.

Soldaten er ude paa Kongens Tog, vi maae selv Landetforsvare, forbandet være det Niddings Drog, som nusit Blod vil spare!

De Bønder af Vaage, Lessø og Lom, med skarpen Øxepaa Nakke, i Bredebygd tilsammen kom, med Skotten vilede de snakke.

Tæt under Lide der løber en Sti, som man monneKringen kalde —, Laugen skynder sig der forbi; i den skalFienderne falde.

Riflen hænger ei meer paa Væg, hist sigter graahærdedeSkytte! Nøkken opløfter sit vaade Skjæg, og venter medLængsel sit Bytte.

Det første Skud Herr Zinklar gjaldt; han brøled ogopgav sin Aande. Hver Skotte raabte, da Obersten faldt;„Gud fri os af denne Vaande!“

Frem Bønder! frem I norske Mænd! Slaaer ned,slaaer ned for Fode! Da ønsked sig Skotten hjem igjen, hanvar ei ret lystig tilmode.

Med døde Kroppe blev Kringen strøet, de Ravne fiknok at æde. Det Ungdoms Blod, som her udflød, de skotskePiger begræde.

Ei nogen levende Sjæl kom hjem, som kunde sin Landsmandfortælle, hvor farligt det er at besøge dem, der boeblandt Norriges Fjelde.

End kneiser en Støtte paa samme Sted, som NorgesUvenner mon true. Vee hver en Nordmand, som eibliver hed, saa tidt hans Øine den skue!

222

222. Herr Zinklar drog over salten hav; til Norrighans Kours monne stande. Blant Gudbrands klipper hanfant sin grav; der vanket så blodig en panne.

Herr Zinklar drog over bølgen blå for svenske penger å stride. Hjelpe deg Gud! du visselig må i gresset for nordmannen bite!

Månen skinner om natten så bleg; de Vover såsaktelig trille. En havfrue opp av vannet steg, hun spåddeHerr Zinklar ilde.

Vend om, vend om, du skotske mann! Det gjelderditt liv så fage. Kommer du til Norrig, jeg sier for sand,rett aldri du kommer tilbake.

Led er din sang du giftige troll! Altidens du spårom ulykker. Fanger jeg deg engang i min vold, jeg laderdeg hugge i stykker.

Han seilte i dager, han seilte i tre med alt sitt hyredeFølge. Den fjerde morgen han Norrig fikk se, jeg vildet ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styrte i land, erklærende segfor en fiende. Ham fulgte fjortenhundre mann, som allehadde Ondt i sinne.

223De skjændte og brente, hvor de drog frem, all folkerettmonne de krenke; Oldingens avmakt rørte ei dem, despottet den gråtende enke.

Barnet ble drept i Moderens Skjød, så mildeligdet enn smilte; men ryktet om denne jammer og nød tilKjernen av landet iled.

Baunen lyste og Budstikken løp fra Grande til nærmesteGrande; Dalens sønner i skjul ei krøp, det måtteHerr Zinklar sande.

Soldaten er ute på Kongens Tog, vi må selv landetforsvare, forbandet være det Niddings drog, som nåsitt blod vil spare!

De bønder av Vaage, Lessø og Lom, med skarpen økspå nakke, i Bredebygd tilsammen kom, med skotten vilede de snakker.

Tett under Lide der løper en sti, som man monneKringen kalle —, Laugen skynder seg der forbi; i den skalFiendene falle.

Riflen henger ei mer på vegg, hist sikter graahærdedeSkytte! Nøkken oppløfter sitt våte skjegg, og venter medLengsel sitt bytte.

Det første skudd herr Zinklar gjaldt; han brølte ogoppga sin ånde. Hver skotte ropte, da Obersten falt;„Gud fri oss av denne vånde!“

Frem bønder! frem dere norske menn! Slaaer ned,slaaer ned for Fode! Da ønsket seg skotten hjem igjen, hanvar ei rett lystig tilmode.

Med døde kropper ble Kringen strødd, de ravner fikknok å ete. Det Ungdoms blod, som her udflød, de skotskePiker begræde.

Ei noen levende sjel kom hjem, som kunne sin landsmannfortelle, hvor farlig det er å besøke dem, der boblant Norriges fjell.

Enn kneiser en støtte på samme sted, som NorgesUvenner mon true. Vee hver en nordmann, som eiblir het, så titt hans øyne den skue!