220

221. Havet er skjønt, naar det roligen hvælver staalblankeSkjold over Vikingers Grav! Skjønt, naar i Buen,hvor Lysstraalen skjælver, Himlen og Skyerne speile sig af:Herligt, naar Solen om Aftenen daler, flammer som Ildover Havspeilets Rund; Yndigt, naar Maanen om Høstnattenmaler sitrende Søile paa mørkeblaa Grund!

221Havet er skjønt, naar det skvulpende strømmer sagte mod Stranden i Sommernatsstund! Tanken i Sødybet dukker, og drømmer om hvad der boer paa dets mystiske Bund. Bølger sig smidig i Bølgefavn slynge, Havfruer see op af kjølige Seng, vinke fra Dybet imedens de synge, tryllende Toner til guldsnoet Streng.

Havet er frygteligt hist, hvor det bruser tungt imod Nordpolens natlige Kyst! Svømmende Iisfjelde Pantseret knuser bragende høit imod Klippernes Bryst. Nordlysets Gravlampe skinner henover Ligsvøb af urgamle slumrende Land; Havet ei bundet af Dødslænker sover, kraftig det bryder sin Bølge mod Strand.

Havet er stolt, naar det ægges til Harme, Stormene slaae paa dets buklede Skjold! Fnysende hæver det svulmende Arme høit imod Skyborges truende Vold! Tænder end Lynilden Ege paa Jorden, splitter selv Bjergenes malmfaste Slot, Havet det leer kun af Lynild og Torden, samler sig Kræfter i Kamplegen blot.

Havet er herligt, og herlige Sønner stedse det fostred’ i kraftfulde Favn; Hvergang dets Røst under Stormene drønner, voxer kun Modet hos Viking i Stavn. Kjæmpehval leger paa skummende Fjelde, skyder sin Straale mod Himmelens Sky; Søkongen rider sin Drage med Vælde, sjungende flyver om Lande hans Ry.

Ruller ei Nordsøen end sine Vover trindt omkring Norriges fjeldbygte Kyst, blaagrønne hvælvede Gravhøie over Helte, som segned i Kampen med Lyst? Suser ei Bølgen som Jarlernes Glavind end over Dybet i Hjørunga-Viig? Tordner ei Havet om Fiendernes Avind høit over Svolder og Tryggvessons Liig?

Vugges jeg, Hav! paa dit fraadende Dække, stige de Kæmper af sivdækket Grav, Frithjof og Alf paa den susende Snække, Sværde som Lynild, og Aasyn som Hav, Kveldsol er Blod paa de kløvede Skjolde, Stormen er Krigsraab fra gyngende Val; Maanen er Nornen, som fører de bolde blegnende Kæmper til Valhalla-Sal.

Hisset jeg skuer de svømmende Borge gynge paa Bølgen med dødsvangre Last; Vimpelen flagrer og Løven fra Norge luer i Blod fra bevingede Mast. Lyn er dens Blik,

222og dens Stemme er Torden, Dødsbudet rider paa flammende Sky; Tordenskjolds Thorsvogn omdrønner vort Norden,Havfladen bæver og Fienderne flye.

Svanvinget Søfugl ei mindre mig fryder, Baaden,som slynges i Brændingens Fos; Mod staaer ved Roret ogdristigen byder mægtige Kræfter i Dødskampen Trods. Havet strøer Lilier om Baaden, og krandser Normanna-Færdover Ginungagap, medens den flyvende Snække hendandser,løber paa Bølgen med Stormen omkap.

Bruus da om Norge dit stormende Qvæde, herligeNordhav! Du Kraftens Idol! Sjung os et Bjarkemaalhvergang vi træde Slagdands paa bølgende Tillier om Pol!Seierens funklende Solglands om Panden, fri staae hver Nordmand i Løfting og Stavn, fri som dit Meigingjards Bælteom Stranden vugger os Hæder og Rigdom i Havn! —

220

221. Havet er skjønt, når det rolig hvelver stålblankeSkjold over Vikingers grav! Skjønt, når i buen,hvor lysstrålen skjelver, Himlen og skyene speile seg av:Herlig, når solen om Aftenen daler, flammer som Ildover Havspeilets rund; Yndigt, når månen om høstnattenmaler sitrende søyle på mørkeblå grunn!

221Havet er skjønt, når det skvulpende strømmer sakte mot stranden i sommernattsstund! Tanken i Sødybet dukker, og drømmer om hva der boer på dets mystiske bunn. Bølger seg smidig i Bølgefavn slynge, havfruer se opp av kjølige seng, vinke fra dypet imens de synger, tryllende toner til guldsnoet streng.

Havet er fryktelig hist, hvor det bruser tungt imot Nordpolens natlige kyst! Svømmende isfjell Pantseret knuser brakende høyt imot klippenes bryst. Nordlysets Gravlampe skinner henover liksvøp av urgamle slumrende land; Havet ei bundet av dødslenker sover, kraftig det bryter sin bølge mot Strand.

Havet er stolt, når det egges til harme, stormene slå på dets buklede skjold! Fnysende hever det svulmende Arme høyt imot Skyborges truende vold! Tenner enn Lynilden Ege på jorden, splitter selv Bjergenes malmfaste slott, havet det leer kun av Lynild og torden, samler seg krefter i Kamplegen blot.

Havet er herlig, og herlige sønner stedse det fostret’ i kraftfulle favn; Hvergang dets røst under stormene drønner, vokser kun motet hos Viking i Stavn. Kjempehval leger på skummende fjell, skyder sin stråle mot Himmelens sky; Sjøkongen rider sin Drage med Vælde, sjungende flyver om land hans ry.

Ruller ei Nordsjøen enn sine Vover trindt omkring Norriges fjeldbygte kyst, blågrønne hvælvede gravhøyer over Helte, som segnet i kampen med lyst? Suser ei bølgen som Jarlernes Glavind enn over dypet i Hjørunga-Viig? Tordner ei havet om fiendenes Avind høyt over Svolder og Tryggvessons lik?

Vugges jeg, hav! på ditt frådende dekke, stige de kjemper av sivdekket grav, Frithjof og Alf på den susende snekke, sverd som Lynild, og åsyn som hav, kveldsol er blod på de kløvde skjold, stormen er krigsrop fra gyngende Val; Månen er Nornen, som fører de bolde bleknende kjemper til Valhalla-Sal.

Hisset jeg skuer de svømmende Borge gynge på bølgen med dødsvangre last; Vimpelen flagrer og Løven fra Norge luer i blod fra bevingede mast. Lyn er dens blikk,

222og dens stemme er torden, dødsbudet rider på flammende sky; Tordenskjolds Thorsvogn omdrønner vårt Norden,Havflaten bever og fiendene flye.

Svanvinget Søfugl ei mindre meg fryder, båten,som slynges i brenningens foss; Mot står ved roret ogdristig byr mektige krefter i dødskampen trass. Havet strør liljer om båten, og kranser Normanna-ferdover Ginungagap, mens den flygende snekke hendandser,løper på bølgen med stormen om kapp.

Brus da om Norge ditt stormende kvede, herligeNordhav! Du Kraftens Idol! Syng oss et Bjarkemaalhvergang vi tre Slagdands på bølgende Tillier om pol!Seierens funklende Solglands om pannen, fri stå hver nordmann i løfting og Stavn, fri som ditt Meigingjards belteom stranden vugger oss Hæder og rikdom i havn! —