218

(Af H. A. Bjerregaard.)

218. Sønner af Norges det ældgamle Rige, sjunger til Harpens den festlige Klang! Mandig og høitidsfuld Tonen lad stige! Fædrenelandet indvies vor Sang. Fædreneminder herligt oprinder, hvergang vi nævne vor Fædrenestavn. Svulmende Hjerter og glødende Kinder hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider, herlig den skuer vort Fædrelands Glands. Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider, vandre til Ledingefærd som til Dands. Mandige Skarer Bølgen befarer, Norriges Roes bær til fjerneste Kyst. Hjemme er Kjæmpere nok, som forsvarer arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke, medens de stande i kjæmpende Rad, Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke, riste i Runer de herligste Qvad. Konninger bolde Scepteret holde, røgte med Viisdom det hellige Kald; gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt, men din hellige Flamme blusser i Normandens Hjerte endnu. End er af Æt og af Kraft han den Samme, end staaer til Frihed og Ære hans Hu. Og naar han qvæder Norriges Hæder svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst. Ham er selv Sydens de yndigste Steder intet mod Norriges sneedækte Kyst.

219Frihedens Tempel i Normandens Dale stander saa herligt i Ly af hans Fjeld; frit tør han tænke og frit tør hantale, frit tør han virke til Norriges Held. Fuglen i Skove,Nordhavets Vove friere er ei end Norriges Mand; villigdog lyder han selvgivne Love, trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge, frugtbare Dale ogfiskrige Kyst! Troskab og Kjærlighed fro vi dig sværge; kalder du, bløde vi for dig med Lyst. Evigt du stande, elskte blandt Lande, frit som den Storm, der omsuser dit Fjeld!Og medens Bølgen omsnoer dine Strande stedse du voxe iHæder og Held!

218

(Av H. A. Bjerregaard.)

218. Sønner av Norges det eldgamle rike, synger til Harpens den festlige klang! Mandig og høytidsfull tonen la stige! Fedrelandet innvies vår sang. Fedreneminner herlig opprinner, hvergang vi nevner vår fedrenestavn. Svulmende hjerter og glødende kinner hylle det elskte, det hellige navn.

Flyver vår ånd til de hensvunne tider, herlig den skuer vårt fedrelands glans. Kjempere gange om Dovrefjelds sider, vandre til Ledingefærd som til dans. Mandige Skarer bølgen befarer, Norriges Roes bær til fjerneste kyst. Hjemme er kjempere nok, som forsvarer arvede frihet med modige bryst.

Mens de Staalklædte prøve sin styrke, mens de stande i kjempende rad, Skjalde og sagamenn kunstene dyrke, riste i runer de herligste kvad. Konninger bolde septeret holde, røgte med visdom det hellige kald; gjennom århundrers natt deres skjold gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svant, men din hellige flamme blusser i Normandens hjerte ennå. Enn er av ætt og av kraft han den Samme, enn står til frihet og ære hans hu. Og når han kveder Norriges Hæder svulmer hans hjerte av stolthet og lyst. Ham er selv Sydens de yndigste steder intet mot Norriges sneedækte kyst.

219Frihetens tempel i Normandens daler stander så herlig i ly av hans Fjell; fritt tør han tenke og fritt tør hantale, fritt tør han virke til Norriges held. Fuglen i skoger,Nordhavets Vove friere er ei enn Norriges mann; villigdog lyder han selvgivne Love, trofast mot Konning og fedreland.

Elskede land med de skyhøye Bjerge, fruktbare daler ogfiskerike kyst! Troskap og kjærlighet fro vi deg sverge; kaller du, bløde vi for deg med lyst. Evig du stande, elskte blant land, fritt som den Storm, der omsuser ditt Fjell!Og mens bølgen omsnoer dine Strande stedse du vokse iHæder og held!