214

214. Vort Norge er et herligt Land; det er et vildt, mangesteds ufrugtbart, koldt og raat Land, og dog alligevel et herligt, for Indvaanerne det umisteligste, det helligste Gode; dets Vildhed selv er dets Skjønhed, dets kjæmpemæssige Natur er dets Stolthed, dets ru opstræbende Fjeldkjæder slynge sig i mægtige Bølgelinier om Landets Bryst, og dets Formers Pragt forkynder sig mere i det Storartede, Himmelstræbende, Skybegrændsede, end i det blødt Henaandede, qvindeligt Afrundede, som med mildere, mindre opfordrende Kraft tiltaler os gjennem Udlandets fleste Landskabsscener. Og dog mangler Norge heller ikke disse blide Toner; paa mange Steder sænker den strænge Nora sit Hoved, og hendes Blik gjenskinner i de speilblanke Fjeldvande; de glødende Straaler forgylde deres drømmende stille Flade og kysse med forklaret Smiil den romantiske Strand. Norge formæler sig med en sydligere, solvarmere Genius, og Frugten af Foreningen see vi i en rigere broget Farvepragt, i det mere svulmende, barnlig muntre Liv, der besjæler saamange af dets dybtformede Dale, og bekrandser selve Fjeldenes golde Vildhed. Denne Modsætning af Storhed og Mildhed, af vinterlig Henstivnen og sommerlig Farveglands, af truende Død og venligt Liv, dette er Landets sande Prydelse; det blide Alvor i dets Smiil breder som Brudens bedste Smykke sit Trylleri over den jomfruelige Nora.

215. Saaledes tænkte og følte jeg i en af Norges vakreste Dale, i Vestfjorddalen. Denne er en af Norges og hele Nordens skjønneste Egne, bekjendt her og i Europa overalt, hvorhen engelske og tydske Reisebeskrivelser have naaet; man har stillet den ved Siden af enkelte Schweitzerdale, og den taber ikke ved Sammenligningen. Jeg har ikke Leilighed til med de bereiste Englændere at indlade mig paa nogen i det Enkelte gaaende Vurdering af disse Forsøg paa at sammenligne hvert Lands ligeartede og ulige Skjønheder. Norge har ikke den sydlige overstrømmende Fylde, men under den sextiende Bredegrad trives dets kraftige Natur i et til dets Alvor mere svarende Klima, det 215nøgne Klippebryst byder Nordhavets Storme Trods, og de af Orkan og Bølger omhvirvlede Toppe afryste kjækt det hvide Liigdække og kneise truende i Sky og Snefog, som for at vise, at de end leve, og at Landets hærdede Muskler kun behøve Luft og Afkjøling for det indre varme Liv, som aldrig stivner under Sneens Vægt; — ogsaa dette har sine Ynder, og den nordlige Naturs umaadelige Overvægt, Vildnissernes Rædsomhed, Skovkløfternes Eensomhed, Alt kun som bebræmmet af det bløde blomsterrige Grønne under Indvirkningen af en mere glødende Sols reflekterede Straaler, danner ikke mindre pittoreske Skuespil end den mere harmoniske Ligevægt imellem Nord og Syd, imellem Sol og Sne i det lykkelige Alpeland. Kampen med Naturen er mere dristig, mere storartet, enhver Seier over det forstyrrende Element er mere glimrende, og indsnevres end Hjertet undertiden ved Vægten af den kolosale Tyngde, da finder det til Erstatning en lunere vederkvægende Ro paa hver en Plet, hvor Fred og Sommer byder os et Leie. Fjeldene selv blive Tjenere, som beskytte Dalene mellem sine Sider mod den vilde Storm; de sende dem Liv og Næring; og boltrende som unge Kobolde skyde klare Bække udaf deres Spalter, og tumle sig legende og viltre, brummende og stormende, eller hviskende om Kjærlighed og Bjergenes Hemmeligheder, gjennem den drømmende Dal, der leende og forundret som en ung Brud lytter til og tilkaster den Blomster og friske Urter, for dermed at pryde sit Billede; Bjergene blive selv ungdommelige, de gjøre underlige Miner og iføre sig sin bedste Dragt for at behage sine Børn dernede; som undsaae de sig ved Synet af den mildere Genius, som raader i Dalen, iklæde de sig et luftigt Theatergevandt, og paradere som smilende Kjæmpeskikkelser, fulde af Høihed, men uden Rædsler, for sit forbausede Publikum. De blive saaledes selv vore Dales ypperste Skjønheder, barokke og stolte, men af en vidunderlig Ynde; blide i Frastand vinke de dig indbydende til sig; men kom dem ikke nær, de vige da tilbage; og trænger Du ind paa dem, da lyne de dig imøde med Øiekast af den haarde Klippe; de true at knuse dig paa deres takkede Tinder eller favne dig i gabende Afgrunde. Saadant er Goustafjeld, ved Bækken tænkte vi paa Maaneelven, den stormende og brusende Kobold er Riukandfossen og Dalen — Gjenstanden for vor Skizse Vestfjorddalen.

216216. Om Indvaanerne tillader jeg mig helst at anføre en engelsk Reisendes Dom: „Bønderne ere vel proportionerede og behændige; Laarenes og Læggenes Muskler, især de sidstes, ere af betydelige Forhold; dette kommer af deres bestandige Vandringer mellem Bjergene. Deres Karakteer er agtværdig, og de besidde god naturlig Forstand, ere muntre og yderst sømmelige i deres Opførsel. Drukkenskabens Last er sjelden imellem dem. De ere gjæstfrie og ialmindelighed høflige, men lidenskabelige og hevngjærrige, naar de opirres.“ Husene i Vestfjorddalen bestaae ialmindelighed kun af een Etage, indbefattende to eller tre smaa Stuer, hvoraf den forreste er Kjøkken og Dagligstue. Husets Hovedindgang er fordetmeste forsynet med et lidet Skuur,hvis Tag bæres af et Par tykke slet dreiede Kolonner, der dog gjøre et ganske behageligt Indtryk. Paa en af Husets Ender sees en Frontspice, der bæres af lignende Støtter. Den Reisende klager gjerne over, at Gulvene aldrig blive skurede; men i disse Egne udfordres saamegen Anstrængelse til den blotte Erhvervelse af Livets første Nødvendigheder, at der neppe bliver Tid at tænke paa hvad der kan tjene til at forskjønne det. Dog har man ogsaa her sin Luxus og sin Maade at vise Pragt og Rigdom paa. Under Hoveddøren hænger, som overalt i Øvre Tellemarken, Kobberkjedler, en for hvert 1000 Daler, Manden eier; men isærdeleshed er den i kort Afstand fra Vaaningshuset staaende Stolpebod et Familiemagazin, der indeholder Husets Rigdom. I nederste Etage findes opdynget Korn, Spegekjød og andre Fødevarer, i den øverste alleslags Huus- og Kunstflids-Produkter. Ved Snorer under Loftet hænge en Mængde hjemmevævede uldne og linnede Tøier af alleslags Mønstre og Farver. Paa Væggene sees Familiens Hoveders Helligdagsklæder, især pranger deres Bryllupsdragt, med Bælter og Brudestads, som Modens og Smagens ypperste Vidnesbyrd. To store prægtige bemalede Kister indeholde forskjellige finere Varer, Silketørklæder, smaa Speile, Linned og forskjelligt opbevaret Bohave; heri findes ogsaa den mere solide Rigdom af nedarvede Sølvskeer o. s. v. Alt dette er mere til at skue og beundre end til at bruge; Alting er stillet i Orden, og allerede det opslaaede Laag indbyder ved sine brogede Tegninger, til at skue dybere ned i den huuslige Velstands aabne Helligdom. For at komplettere det Hele, finder man gjerne paa en Hylde nogle 217Glas, et Par Thekopper, en Kaffekande og andre Artikler, der som eenslige Levninger, sammenskrabede fra forskjellige Kanter, fremhæve endmere det Brogede i den hele Skuepragt. Her findes ogsaa gjerne de store, med brogede Blomster og Løvværk bemalede Ølboller, hvis Rand aldrig mangler en passende Paaskrift; saaledes fortæller En, at den første Gang bragte tolv Mand under Bordet. Dette Værelse er ogsaa bestemt for Fremmede og forsynet med Senge; men for al denne Herlighed findes ofte ingen anden Lukkelse end en simpel men udmærket vel forarbeidet dirkefri Trælaas.

217. Disse Egne ere endnu blandt dem, som holde sig borte fra vor kunstlede Civilisation; idet de aftvinge Naturen deres tarvelige Fornødenheder, see de kun sjeldent med begjærligt Blik hen over de Klipper, der indslutte deres trange Dale; og vore indbildte Fornødenheder vare endnu for faa Aar siden kun kjendte af Navn. Dog, som Forbruget overalt udvider sig, bliver vor Kaffe, Sukker og The o. s. v. ogsaa der nu mere almindelige Luxusgjenstande. I Oplysning staaer Almuen ei paa noget lavt Trin, men Sæderne ere simple, og selv den naturlige Forfængelighed, vi ovenfor have omtalt, vidner om en barnlig Tilfredshed med sit Lidet, der, kjækt opfordrende til Sammenligning, paa en rørende Maade vidner om at Sindet end er uberørt af den i vort høiere selskabelige Liv overalt indtrængte Stræben og Kjæmpen. Tellemarkingens Karakteer er for stærk og rolig til at være tilgjængelig for Ærgjærrighedens konvulsiviske Tragten; han har Tillid til sin Gud og seirer over alle Tvivl; han har Fred med sig selv og den Natur, som han har beseiret ved sin Kraft. — Norge har ingen Borge, ingen Ruiner som Tegn paa middelalderlige Voldsgjerninger; det har ingen dunkle Klostere med Bigotteriets og hellige Skurkestregers Minder, ingen skumle Fængsler, ingen hemmelige Retter, ingen Spøgelser, og dog har ogsaa Norge sin Romantik, og det en belivende og blomstrende, fordi den selv lever, - Naturens og Menneskenes Poesi mellem de vilde Fjelde; der er Fortiden end ei uddød, men lever glad og ungdommelig i Forening med det 19de Aarhundredes Skabninger. I Stormens og Havaandernes hvirvlende Hyl trindt om vore vilde Klipper klinge Melodier og Sagn om Fortiden; fra Bjergenes nøgne Toppe tale i Solglandsen de høie Gudeskikkelser Sagas Sprog og prædike igjennem Steen- og Snelavinerne med skingrende Toner; 218Norge har ogsaa sin store, sin rystende Romantik, men den har endnu ikke fundet sin fuldendte Digter, og om han end var her, vi vilde maaske ikke alle forstaae ham.

214

214. Vårt Norge er et herlig land; det er et vilt, mangesteds ufruktbart, kaldt og rått land, og dog allikevel et herlig, for innvånerne det umisteligste, det helligste gode; dets villhet selv er dets skjønnhet, dets kjempemessige natur er dets stolthet, dets ru oppstrebende fjellkjeder slynge seg i mektige bølgelinjer om Landets bryst, og dets Formers prakt forkynner seg mer i det Storartede, Himmelstræbende, skybegrensede, enn i det blødt Henaandede, kvinnelig Afrundede, som med mildere, mindre oppfordrende kraft tiltaler oss gjennom utlandets fleste landskapsscener. Og dog mangler Norge heller ikke disse blide toner; på mange steder senker den strenge Nora sitt hode, og hennes blikk gjenskinner i de speilblanke fjellvann; de glødende stråler forgylle deres drømmende stille flate og kysse med forklaret smil den romantiske Strand. Norge formæler seg med en sydligere, solvarmere Genius, og frukten av foreningen ser vi i en rikere broket fargeprakt, i det mer svulmende, barnlig muntre Liv, der besjeler så mange av dets dyptformede daler, og bekranser selve fjellenes golde villhet. Denne motsetning av storhet og mildhet, av vinterlig Henstivnen og sommerlig fargeglans, av truende død og vennlig Liv, dette er Landets sande Prydelse; det blide alvor i dets smil brer som Brudens beste smykke sitt trylleri over den jomfruelige Nora.

215. Således tenkte og følte jeg i en av Norges vakreste daler, i Vestfjorddalen. Denne er en av Norges og hele Nordens skjønneste Egne, bekjent her og i Europa overalt, hvorhen engelske og tyske reisebeskrivelser have nået; man har stillet den ved siden av enkelte sveitserdaler, og den taper ikke ved sammenligningen. Jeg har ikke leilighet til med de bereiste englendere å innlate meg på noen i det Enkelte gående vurdering av disse forsøk på å sammenligne hvert Lands likeartede og ulige skjønnheter. Norge har ikke den sydlige overstrømmende Fylde, men under den sekstiende breddegrad trives dets kraftige natur i et til dets alvor mer svarende klima, det 215nakne Klippebryst byr Nordhavets Storme trass, og de av orkan og bølger omhvirvlede Toppe afryste kjekt det hvite likdekke og kneise truende i sky og Snefog, som for å vise, at de enn leve, og at Landets hærdede muskler kun behøve luft og avkjøling for det indre varme Liv, som aldri stivner under Sneens vekt; — også dette har sine Ynder, og den nordlige Naturs umåtelige overvekt, villnissenes Rædsomhed, Skovkløfternes ensomhet, Alt kun som bebræmmet av det bløte blomsterrige Grønne under innvirkningen av en mer glødende Sols reflekterede stråler, danner ikke mindre pittoreske skuespill enn den mer harmoniske likevekt imellom nord og Syd, imellom sol og Sne i det lykkelige alpeland. Kampen med naturen er mer dristig, mer storartet, enhver seier over det forstyrrende element er mer glimrende, og innsnevres enn hjertet undertiden ved vekten av den kolossale tyngde, da finner det til erstatning en lunere vederkvegende ro på hver en plett, hvor fred og sommer byr oss et leie. Fjellene selv bli tjenere, som beskytte dalene mellom sine sider mot den ville Storm; de sender dem Liv og næring; og boltrende som unge Kobolde skyde klare bekker udaf deres spalter, og tumle seg legende og viltre, brummende og stormende, eller hviskende om kjærlighet og Bjergenes hemmeligheter, gjennom den drømmende dal, der leende og forundret som en ung brud lytter til og tilkaster den blomster og friske urter, for dermed å pryde sitt bilde; Bjergene bli selv ungdommelige, de gjør underlige miner og iføre seg sin beste drakt for å behage sine barn dernede; som undsaae de seg ved synet av den mildere Genius, som råder i dalen, iklæde de seg et luftig teatergevant, og paradere som smilende kjempeskikkelser, fulle av høyhet, men uten redsler, for sitt forbausede publikum. De blir således selv våre Dales ypperste skjønnheter, barokke og stolte, men av en vidunderlig Ynde; blide i Frastand vinke de deg innbydende til seg; men kom dem ikke nær, de viker da tilbake; og trenger Du inn på dem, da lyne de deg imøte med øyekast av den harde klippe; de true å knuse deg på deres takket Tinder eller favne deg i gapende avgrunner. Sådant er Goustafjeld, ved bekken tenkte vi på Maaneelven, den stormende og brusende Kobold er Riukandfossen og dalen — gjenstanden for vår skisse Vestfjorddalen.

216216. Om Indvaanerne tillater jeg meg helst å anføre en engelsk Reisendes dom: „Bøndene er vel proporsjonerte og behendige; Lårenes og Læggenes muskler, især de sidstes, er av betydelige forhold; dette kommer av deres bestandige vandringer mellom Bjergene. Deres karakter er aktverdig, og de besitte god naturlig forstand, er muntre og ytterst sømmelige i deres oppførsel. Drukkenskapens last er sjelden imellom dem. De er gjestfrie og ialmindelighed høflige, men lidenskapelige og hevngjerrige, når de oppirres.“ Husene i Vestfjorddalen bestå ialmindelighed kun av een etasje, innbefattende to eller tre små stuer, hvorav den forreste er kjøkken og dagligstue. Husets hovedinngang er for det meste forsynet med et lite skur,hvis tak bæres av et par tykke slet dreide kolonner, der dog gjøre et ganske behagelig inntrykk. På en av Husets ender sees en Frontspice, der bæres av lignende støtter. Den Reisende klager gjerne over, at gulvene aldri bli skuret; men i disse Egne udfordres saamegen anstrengelse til den blotte ervervelse av Livets første nødvendigheter, at der neppe blir tid å tenke på hva der kan tjene til å forskjønne det. Dog har man også her sin luksus og sin måte å vise prakt og rikdom på. Under hoveddøren henger, som overalt i Øvre Tellemarken, kobberkjeler, en for hvert 1000 daler, mannen eier; men i særdeleshet er den i kort avstand fra våningshuset stående Stolpebod et familiemagasin, der inneholder Husets rikdom. I nederste etasje finnes opdynget korn, spekekjøtt og andre fødevarer, i den øverste alleslags Huus- og Kunstflids-produkter. Ved snorer under loftet henge en mengde hjemmevevde uldne og linnede tøyer av alleslags mønstre og farger. På veggene sees Familiens Hoveders Helligdagsklæder, især pranger deres bryllupsdrakt, med belter og brudestas, som Modens og smakens ypperste vitnesbyrd. To store prektige bemalte kister inneholde forskjellige finere varer, silketørklær, små Speile, Linned og forskjellig oppbevart bohave; heri finnes også den mer solide rikdom av nedarvede sølvskjeer o. s. v. Alt dette er mer til å skue og beundre enn til å bruke; Alting er stillet i orden, og allerede det oppslåtte Laag indbyder ved sine brokete tegninger, til å skue dypere ned i den huslige Velstands åpne helligdom. For å komplettere det hele, finner man gjerne på en hylle noen 217Glas, et par tekopper, en kaffekanne og andre artikler, der som enslige levninger, sammenskrabede fra forskjellige kanter, fremheve enda mer det Brogede i den hele skueprakt. Her finnes også gjerne de store, med brokete blomster og løvverk bemalede ølboller, hvis Rand aldri mangler en passende påskrift; således forteller En, at den første gang brakte tolv mann under bordet. Dette værelse er også bestemt for Fremmede og forsynet med senger; men for all denne herlighet finnes ofte ingen annen Lukkelse enn en simpel men utmerket vel forarbeidet dirkefri trelås.

217. Disse Egne er ennå blant dem, som holde seg borte fra vår kunstlede sivilisasjon; idet de aftvinge naturen deres tarvelige fornødenheter, se de kun sjeldent med begjærlig blikk hen over de klipper, der indslutte deres trange daler; og våre innbilte fornødenheter var ennå for få år siden kun kjente av navn. Dog, som forbruket overalt utvider seg, blir vår kaffe, sukker og te o. s. v. også der nå mer alminnelige luksusgjenstander. I opplysning står Almuen ei på noe lavt Trin, men sedene er simple, og selv den naturlige forfengelighet, vi ovenfor have omtalt, vitner om en barnlig tilfredshet med sitt Lidet, der, kjekt oppfordrende til sammenligning, på en rørende måte vitner om at sinnet enn er uberørt av den i vårt høyere selskapelige Liv overalt inntrengte streben og kjempen. Tellemarkingens karakter er for sterk og rolig til å være tilgjengelig for ærgjerrighetens konvulsiviske trakten; han har tillit til sin Gud og seirer over alle tvil; han har fred med seg selv og den natur, som han har beseiret ved sin kraft. — Norge har ingen Borge, ingen ruiner som tegn på middelalderlige voldsgjerninger; det har ingen dunkle klostre med Bigotteriets og hellige Skurkestregers minner, ingen skumle fengsler, ingen hemmelige retter, ingen spøkelser, og dog har også Norge sin romantikk, og det en belivende og blomstrende, fordi den selv lever, - Naturens og Menneskenes poesi mellom de ville fjell; der er fortiden enn ei utdødd, men lever glad og ungdommelig i forening med det 19de århundrets skapninger. I Stormens og Havaandernes hvirvlende hyl trindt om våre ville klipper klinge melodier og sagn om fortiden; fra Bjergenes nakne Toppe tale i solglansen de høye Gudeskikkelser Sagas språk og predike igjennom Steen- og snølavinene med skingrende toner; 218Norge har også sin store, sin rystende romantikk, men den har ennå ikke funnet sin fullendte dikter, og om han enn var her, vi ville maaske ikke alle forstå ham.