210

209. Det er umuligt andet end i mange af vore Høilandes og afsides Klippedales Beboere at gjenkjende et tro Billede af de Personer, som fremtræde i vor gamle Sagaskrift. Ikke alene deres udvortes Væsen, som hverken kjender Frygt eller Fare, men endog deres sententiøse Maade at tale paa, ere et fuldkomment tro Billede af hine Beskrivelser. Deres Udseende og Ansigtsfarve bære Spor af det sunde Luftbad, hvoraf de ere omgivne, deres Lemmebygnings Fylde og Styrke røber den simple Levemaade, hvori den hærdes og dannes, og deres raske og frie Væsen har Præget af den Natur, hvori de leve og den frie uafhængige Stilling, hvori de virke, uden at kjende den Forskjel i borgerlige Forhold, som den saa kaldte Rang og Stands-Udmærkelse kan give. De ere mere faatalende end faakundige, og den Dannelse, de modne 211have, er mere Naturens end Konstens Værk; thi hin skjærper deres Forstand under tusindfold paa deres Livs Vei mødende Vanskeligheder, medens denne kan være lidet virksom under fast uovervindelige Steds-Hindringer. Sværdet og Øxen ere ikke længere, som i Oldtiden, i deres Haand, for at forfølge sin Fiende, eller at understøtte en Frænde og Ven; men i enkelte Distrikter, som ere mindst berørte af Civilisationens Tegn, spores endnu den vilde Hevngjerrighed, der fremtræder hos saa mange af vore i Sogurne afmalede Forfædre, enten frembragt af en skuffet og nidkjær Elskov, eller af Had imod Medmennesker, som lagde en eller anden Hindring paa deres Vei. Der gives faa Forbrydere i hine afsides Egne; thi Livets Bane er jevn, og Familielivet og de indbyrdes Borgerforhold forstyrres ikke ved mange kunstige Nydelser, eller den ulige Lods indviklede Omstændigheder; men disse Faa lægge stundom en Grusomhed for Dagen, som tilhører den raa menneskelige Natur i dens barbariske Tilstand. Der findes flere Mordere end Tyve. Den gamle stridbare Natur findes endnu hist og her i vore Fjeldkroge og eensomme Dalgrunde. Det er ikke længe siden, at hine Egnes Kjæmper opsøgte hverandre, uden at have nogen mindste skjellig Grund til Anklage eller at have lidt den mindste Fornærmelse, blot for at prøve Styrke med hverandre, og man har i denne Henseende seet Billedet af Scener i det Smaa, som findes i større Omfang i de gamle Sagn. Kjæmpen forlod sit Hjem i Nattens Mørke, rev sin indbildte Modstander, der kun deelte med ham Brøden af den lige Styrke, ud af Søvnens Arme, og yppede en Strid, som ikke endtes, før en af Parterne faldt til Jorden som Liig. Endnu haves hist og her i friskt Minde den frygtelige Skik, at de omhyggelige Koner bragte med sig til Bryllupsgildet Liigskjorten, for anstændigen at indhylle Mandens Legeme, om han fældedes i den forventede Strid, og endnu den Dag i Dag sidder stundom Tollekniven løs ved Fjeldbondens Side, som Sværdet ved de stridbare Forfædres. Lykkeligviis tabe disse vilde Scener sig alt mere og mere, jo mere hine Egne berøres af en fremskridende Oplysnings Indflydelse, og ogsaa denne Deel af vort Fædreland gaaer en lykkeligere Fremtid i Møde. Beboerne af disse afsides Egne aflægge efterhaanden disse grusomme og vilde Vaner, og beholde kun tilbage en Frimodighed i Væsen, en skarp Friheds-Følelse, og en vis aaben Sands for Vid og Kundskab, der stundom beskjemmer den saa kaldte civiliserede Klasse, og ofte har været Gjenstand for den reisende Udlændings Priis. Stedse vil Fjeldbonden beholde en Deel af Fjeldets haarde og ei uædle Natur; thi Fyrrens Malm er fast og reen paa den haarde Klippebund.

210. I Øvrigt gjør man sig et urigtigt Begreb, naar man forestiller sig vore Fædre som dem, der yndede Frihed i alle Forhold, hyldede alle borgerlige Dyder, eller stedse lagde et ærligt og simpelt Væsen for Dagen i deres huuslige og borgerlige Færd. Den gamle Menneskenatur var i denne Henseende mangefarvet som den nye, og det er umuligt at tage disse troe Malerier af Fortidens Sæder og Skikke i Haanden, uden ligesaavel at opdage Karakterens mørke Skyggeside, som dens lysende Farveskjær. Frihedsfølelsen ytrede sig — og den er i denne Henseende ikke ulig den, som nuomsstunder 212hist og her lægges til Skue — mere mod de høiere end de lavere Livets Forhold. Uvillige mod fremmed Tvang lagde de ofte en tung Haand paa deres nærmeste Omgivelse, og paa den af dem afhængige Kreds. Herskesyge var et saa almindeligen fremstikkende Karakteertræk hos Sagaskriftens Helte, endog af begge Kjøn, at der havdes for samme skarp betegnende Benævnelser, som ere forsvundne af vort Sprog, og tildeels der vanskeligen kunne optages. Hvad nærværende Forfattere kun formaae at give i eensformige, ofte gjentagne Udtryk, eller lange Omskrivninger, det beskrives i vore gamle Blade med mange nye, kraftfulde og karakteristiske Ord, der betegne Lidenskabens forskjellige Yttringsmaader. At herse over sin Næste var Maalet for de fleste Heltes Ønske og Bestræbelse.

211. Denne Sammenligning, som kan anstilles imellem vore i Sagaskriften afmalede Forfædre og de nuværende Norges Fjeldboere, kan tildeels udstrækkes til deres indvortes Huusholdningsvæsen, Bygninger og Haandarbeide. Kun i enkelte Egne findes vel de gamle mørke Bopæle, som kun indlade Lyset igjennem Tag- og Røg-Huller, og disse Røg-Stuer bære ikke altid, forsaavidt de ofte ere Armods Hytter eller Fisker-Huse, Spor af den Siirlighed og Udstrækning, hvormed de stundom fremstilles i de gamle Fortællinger. Denne simple Bygningskunst har maattet vige for de langt større Bekvemmeligheder, som tilhøre den nyere Bygningsmaade; men de økonomiske Bygninger, især i Høilandet, ere for det meste byggede i samme vidtløftige og adspredte Stiil som i Fortiden. Disse Bekvemmeligheder ere ikke samlede under eet Tag, og udgjøre ingen sammenhængende Række; men, som i gamle Dage, er Ildhuset, Stolpeburet, Fjøset, Badstuen o. s. v. mestendeels afsondrede Bygninger, saa at en Bondegaard stundom har Udseende af en Samling af flere Familiers Huse. Den samme Tunplads, hvorom saa ofte tales i gamle Sagn, findes og imellem vore Bondehuse, og Skaalen nævnes endnu almindeligen imellem Huus-Bekvemmeligheder. Vore Fjeldmands-Stuer ville i deres nærværende Form bedst kunne oplyse de Beskrivelser over Husets indvendige og udvendige Dele, som findes paa vore Sagablade.

212. Vore Fædre satte megen Priis paa at udpynte deres Huse, deels ved Malerier paa Væggene, deels med kunstige Udskjæringer, anbragte paa Husene, deels ved kunstige Sententser malede paa Døre, Skabe og Drikkekar, og Kvinde-Haanden var ikke uøvet i Naale-Arbeide. Af Alt dette findes endnu Spor i vore gamle Bygninger, endskjøndt de alle ere yngre end dem, som i vore Sagablade omhandles, af hvilke de mere maae betragtes som en Efterligning, end som et fra Alderdommen nedarvet Stykke, der har trodset Tidens ødelæggende Tand igjennem den her omhandlede Tids Endepunkter. Der findes endnu Bygninger fra det 16de Aarhundrede, hvori enkelte Værelser ere bemalede med ufuldkomne Billeder af alskens Dyr, hvilke deels kunne give os et Begreb om denne Fortidens Skik, deels lære en Mistillid til de glimrende Beskrivelser, som ere gjorte over den Slags Pragt; thi de ere udkastede med uøvede Hænder og i den groveste Stiil. Vor Tid har faa Minder af Alderdommens Levninger af disse Huus-Bekvemmeligheder. 213De forgjængelige Træhuse, som ere et let Bytte for Forraadnelse og ødelæggende Elementer, give ikke de varige Ruiner som murede Bygninger, og det er kun vor Alderdoms pragtfulde Templer af et varigere Bygningsmaterial, som have trodset Tidens ødelæggende Tand, og kun Ruiner af den Art, som fremgaae af den Grund, hvori de under Tidens Gang bleve gjemte. Men hvad vi see for os af den Art er Efterligning af Fædrenes Gjerninger. Bygmesterens Aand hviler over Fædrenes Afkom, og ligesom disses moralske Væsen og Karakteer i lignende Træk udmaler sig i enkelte af vore nu levende Landsmænds, saa forynges Fædrenes Huusgjerning og Bygningsvæsen i det nye Verk som udgaaer af deres Descendenters Hænder i hine Fjeldegne. Der gives saaledes faa Nationer, som have færre Alderdoms-Minder end Norge, eller hvis Oldsager ere behandlede med større Skjødesløshed, og i større Mængde plyndrede af fremmede Hænder. Det gamle Træ er forraadnet, opbrændt og tilintetgjort; Steenruinerne falde efterhaanden i Gruus, og Stenen af disse hellige Minder indsættes af ligegyldige Hænder i Nutidens moderne Bygninger. De Oldstykker, som kunde løsrives fra deres gamle Stade, eller blevne opgravne af Jorden, bortførtes tildels, og forgik enten ved Ild eller Vand, eller prange i udenrigske Musæer. Norge har færre Runeminder end Nabolandet; men dets Historie er ikke alene præget i den gamle trobevarede Sagaskrift, men ligesom fortsat i Fjeldets døde og levende Natur og Væsener. Der findes endnu rundtomkring i Fjeldstuen og det dertil grændsende Høiland Spor af de Tankesprog og Minderiim, som omkrandsede Drikkekarrene, eller tegnedes over Døre, Skabe og Huusbekvemmeligheder. Disse kunne vel ikke sammenlignes med de indholdsrige og dybsindige arabiske Sententser, som findes malede paa det vidunderlige Alhambras prægtige Ruiner; men de minde om Fædrenes Gjæstfrihed og Evne til at udtrykke Malerens Hensigt i kraftfulde og passende Ord.

213. De Udskjæringer, som findes paa Udbure, eller som de nu kaldes Stolpebure, ere af en sær Kunst, der ofte prises i vore gamle Sagn. Den Kunst at skjære i Træ er vore Landsmænd egen, og dersom vore Fædre deri udmærkede sig, saa have de i den Henseende store Rivaler iblandt den levende Slægt, uden andet Hjælpemiddel end et ligesom medfødt Talent. Der gives Exempler paa, at denne Kunst i vor Tid er dreven til en besynderlig Høide ved Hjælp af de ufuldkomneste Redskaber, og uden at Kunstneren forlod sin Hjemstavn, og dette Talent kunde vistnok, med nogen forberedende Foranstaltning, uden Vanskelighed vorde uddannet. Der tales ofte i vore gamle Sagn om Stoffe og Pyntestykker, hvori Figurer vare indvævede, og Kunststykker af den Art bevaredes ikke alene omhyggeligen i Familien, men de vare ikke sjelden Gjenstand for Misundelse, og et Stridsæble i mangen Kamp paa Liv og Død. Denne Kunst at baldyre har længe bevaret sig i vore Fjelde, og længe forlystedes Øiet ved disse kunstige Udsyninger, som deels efterhaanden ere gaaede over paa mindre Bekvemmelighedsstykker, deels have maattet vige for en meer udbredt Broderingskunst, som er mere Tegnemesterens end Broderindens Mesterstykke. Disse Fjeldbroderier betragtes derfor ikke længere med det beundrende Øie som 214tilforn, og de forsvinde efterhaanden iblandt den store Mængde udenlandsk Pynt, som i et alt bredere og bredere Bælte indtrænger i vort Høiland, og falbydes for stedse billigere Priser.

210

209. Det er umulig annet enn i mange av våre høylandes og avsides Klippedales beboere å gjenkjenne et tro bilde av de personer, som fremtre i vår gamle Sagaskrift. Ikke alene deres utvortes vesen, som hverken kjenner frykt eller fare, men endog deres sententiøse måte å tale på, er et fullkomment tro bilde av hine beskrivelser. Deres utseende og ansiktsfarge bære Spor av det sunde Luftbad, hvorav de er omgitte, deres Lemmebygnings Fylde og styrke røper den simple levemåte, hvori den herdes og dannes, og deres raske og frie vesen har preget av den natur, hvori de leve og den frie uavhengige stilling, hvori de virker, uten å kjenne den forskjell i borgerlige forhold, som den så kalte rang og Stands-utmerkelse kan gi. De er mer faatalende enn fåkunnige, og den dannelse, de modne 211have, er mer Naturens enn kunstens verk; thi hin skjerper deres forstand under tusenfold på deres Livs vei møtende vanskeligheter, mens denne kan være lite virksom under fast uovervinnelige Steds-hindringer. Sverdet og øksen er ikke lenger, som i oldtiden, i deres hånd, for å forfølge sin fiende, eller å understøtte en frende og venn; men i enkelte distrikter, som er minst berørte av sivilisasjonens tegn, spores ennå den ville hevngjerrighet, der fremtrer hos så mange av våre i Sogurne afmalede forfedre, enten frembrakt av en skuffet og nidkjær elskov, eller av hat imot medmennesker, som la en eller annen hindring på deres vei. Der gives få forbrytere i hine avsides Egne; thi Livets bane er jevn, og familielivet og de innbyrdes Borgerforhold forstyrres ikke ved mange kunstige nytelser, eller den ulige Lods indviklede omstendigheter; men disse Faa legge stundom en grusomhet for dagen, som tilhører den rå menneskelige natur i dens barbariske tilstand. Der finnes flere mordere enn tyver. Den gamle stridbare natur finnes ennå hist og her i våre fjellkroker og ensomme Dalgrunde. Det er ikke lenge siden, at hine Egnes kjemper oppsøkte hverandre, uten å ha noen minste skjellig grunn til anklage eller å ha lidt den minste fornærmelse, blot for å prøve styrke med hverandre, og man har i denne Henseende sett Billedet av scener i det Smaa, som finnes i større omfang i de gamle sagn. Kjempen forlot sitt hjem i Nattens mørke, rev sin innbilte motstander, der kun delte med ham brøden av den lige styrke, ut av Søvnens Arme, og yppede en strid, som ikke endtes, før en av partene falt til jorden som lik. Ennå haves hist og her i friskt Minde den fryktelige skikk, at de omhyggelige koner brakte med seg til bryllupsgildet likskjorten, for anstendig å innhylle Mandens legeme, om han fældedes i den forventede strid, og ennå den dag i dag sitter stundom tollekniven løs ved fjellbondens side, som sverdet ved de stridbare forfedres. Lykkeligvis tape disse ville scener seg alt mer og mer, jo mer hine Egne berøres av en fremskridende opplysnings innflytelse, og også denne del av vårt fedreland går en lykkeligere fremtid i møte. Beboerne av disse avsides Egne avlegge etterhånden disse grusomme og ville vaner, og beholde kun tilbake en frimodighet i vesen, en skarp frihets-følelse, og en viss åpen Sands for Vid og kunnskap, der stundom beskjemmer den så kalte civiliserede klasse, og ofte har vært gjenstand for den reisende utlendings pris. Stedse vil fjellbonden beholde en del av fjellets harde og ei uedle natur; thi Fyrrens Malm er fast og ren på den harde klippebunn.

210. I Øvrigt gjør man seg et uriktig begrep, når man forestiller seg våre fedre som dem, der yndede frihet i alle forhold, hyllet alle borgerlige dyder, eller stedse la et ærlig og simpelt vesen for dagen i deres huslige og borgerlige ferd. Den gamle menneskenatur var i denne Henseende mangefarvet som den nye, og det er umulig å ta disse troe malerier av Fortidens Sæder og Skikke i hånden, uten ligesaavel å oppdage Karakterens mørke skyggeside, som dens lysende Farveskjær. Frihetsfølelsen ytret seg — og den er i denne Henseende ikke ulik den, som nuomsstunder 212hist og her legges til Skue — mer mot de høyere enn de lavere Livets forhold. Uvillige mot fremmed tvang la de ofte en tung hånd på deres nærmeste omgivelse, og på den av dem avhengige krets. Herskesyke var et så almindeligen fremstikkende karaktertrekk hos Sagaskriftens Helte, endog av begge Kjøn, at der havdes for samme skarp betegnende benevnelser, som er forsvundne av vårt språk, og til dels der vanskelig kunne opptas. Hva nærværende forfattere kun formaae å gi i ensformige, ofte gjentatte uttrykk, eller lange omskrivninger, det beskrives i våre gamle Blade med mange nye, kraftfulle og karakteristiske ord, der betegne lidenskapens forskjellige ytringsmåter. Å herse over sin neste var målet for de fleste Heltes ønske og bestrebelse.

211. Denne sammenligning, som kan anstilles imellom våre i Sagaskriften afmalede forfedre og de nåværende Norges Fjeldboere, kan til dels udstrækkes til deres innvortes husholdningsvesen, bygninger og håndarbeid. Kun i enkelte Egne finnes vel de gamle mørke bopeler, som kun innlate lyset igjennom Tag- og Røg-huller, og disse Røg-stuer bære ikke alltid, for så vidt de ofte er Armods hytter eller Fisker-hus, Spor av den sirlighet og utstrekning, hvormed de stundom fremstilles i de gamle fortellinger. Denne simple bygningskunst har måttet vike for de langt større bekvemmeligheter, som tilhøre den nyere Bygningsmaade; men de økonomiske bygninger, især i høylandet, er for det meste bygde i samme vidtløftige og adspredte stil som i fortiden. Disse bekvemmeligheter er ikke samlede under ett tak, og utgjøre ingen sammenhengende rekke; men, som i gamle dager, er Ildhuset, Stolpeburet, fjøset, badstuen o. s. v. mestendeels avsondrede bygninger, så at en bondegård stundom har utseende av en samling av flere Familiers hus. Den samme tunplass, hvorom så ofte tales i gamle sagn, finnes og imellom våre bondehus, og skålen nevnes ennå almindeligen imellom hus-bekvemmeligheter. Våre fjellmanns-stuer ville i deres nærværende form best kunne opplyse de beskrivelser over Husets innvendige og utvendige dele, som finnes på våre Sagablade.

212. Våre fedre satte mye pris på at udpynte deres hus, dels ved malerier på veggene, dels med kunstige utskjæringer, anbrakte på husene, dels ved kunstige sentenser malede på dører, Skabe og drikkekar, og kvinne-hånden var ikke uøvet i nåler-arbeide. Av Alt dette finnes ennå Spor i våre gamle bygninger, endskjøndt de alle er yngre enn dem, som i våre Sagablade omhandles, av hvilke de mer må betraktes som en etterligning, enn som et fra alderdommen nedarvet stykke, der har trosset Tidens ødeleggende tann igjennom den her omhandlede Tids endepunkter. Der finnes ennå bygninger fra det 16de århundre, hvori enkelte værelser er bemalede med ufullkomne Billeder av alskens dyr, hvilke dels kunne gi oss et begrep om denne Fortidens skikk, dels lære en mistillit til de glimrende beskrivelser, som er gjorte over den Slags prakt; thi de er udkastede med uøvede hender og i den groveste stil. Vår tid har få minner av Alderdommens levninger av disse hus-bekvemmeligheter. 213De forgjengelige trehus, som er et lett bytte for forråtnelse og ødeleggende elementer, gi ikke de varige ruiner som murede bygninger, og det er kun vår Alderdoms praktfulle templer av et varigere bygningsmaterial, som har trosset Tidens ødeleggende tann, og kun ruiner av den art, som fremgå av den grunn, hvori de under Tidens gang ble gjemte. Men hva vi ser for oss av den art er etterligning av Fædrenes gjerninger. Bygmesterens ånd hviler over Fædrenes avkom, og likesom disses moralske vesen og karakter i lignende trekk utmaler seg i enkelte av våre nå levende landsmenns, så forynges Fædrenes husgjerning og bygningsvesen i det nye verk som utgår av deres Descendenters hender i hine fjellegner. Der gives således få nasjoner, som har færre Alderdoms-minner enn Norge, eller hvis oldsaker er behandlede med større skjødesløshet, og i større mengde plyndret av fremmede hender. Det gamle tre er forråtnet, oppbrent og tilintetgjort; Stenruinene falle etterhånden i grus, og steinen av disse hellige minner innsettes av likegyldige hender i Nutidens moderne bygninger. De Oldstykker, som kunne løsrives fra deres gamle Stade, eller blitt opgravne av jorden, bortførtes tildels, og forgikk enten ved Ild eller vann, eller prange i utenrikske Musæer. Norge har færre runeminner enn nabolandet; men dets historie er ikke alene preget i den gamle trobevarede Sagaskrift, men likesom fortsatt i fjellets døde og levende natur og vesener. Der finnes ennå rundtomkring i fjellstuen og det dertil grensende Høiland Spor av de Tankesprog og minnerim, som omkransede drikkekarene, eller tegnedes over dører, Skabe og husbekvemmeligheter. Disse kunne vel ikke sammenlignes med de innholdsrike og dypsindige arabiske sentenser, som finnes malede på det vidunderlige Alhambras prektige ruiner; men de minde om Fædrenes gjestfrihet og evne til å uttrykke Malerens hensikt i kraftfulle og passende ord.

213. De utskjæringer, som finnes på Udbure, eller som de nå kalles Stolpebure, er av en sær kunst, der ofte prises i våre gamle sagn. Den Kunst å skjære i tre er våre landsmenn egen, og dersom våre fedre deri utmerket seg, så har de i den Henseende store rivaler iblant den levende slekt, uten annet hjelpemiddel enn et likesom medfødt talent. Der gives eksempler på, at denne kunst i vår tid er dreven til en besynderlig høyde ved hjelp av de ufuldkomneste redskaper, og uten at kunstneren forlot sin Hjemstavn, og dette talent kunne vistnok, med noen forberedende foranstaltning, uten vanskelighet vorde utdannet. Der tales ofte i våre gamle sagn om Stoffe og Pyntestykker, hvori figurer var innvevede, og kunststykker av den art bevaredes ikke alene omhyggelig i familien, men de var ikke sjelden gjenstand for misunnelse, og et stridseple i mangen kamp på liv og død. Denne kunst at baldyre har lenge bevaret seg i våre fjell, og lenge forlystedes øyet ved disse kunstige Udsyninger, som dels etterhånden er gått over på mindre bekvemmelighetsstykker, dels have måttet vike for en mer utbredt Broderingskunst, som er mer Tegnemesterens enn Broderindens mesterstykke. Disse fjellbroderier betraktes derfor ikke lenger med det beundrende Øye som 214tilforn, og de forsvinne etterhånden iblant den store mengde utenlandsk pynt, som i et alt bredere og bredere belte inntrenger i vårt Høiland, og falbydes for stedse billigere priser.