205

195. De Efterretninger, som de gamle Sagaer indeholde og de Beskrivelser, som de give om de mærkeligste Gudehuse, som i Norge endog vare sjeldne, vise noksom, at de hedenske Nordmænd vare Barbarer i den ædle Bygningskunst. Ligesom deres Huse vare deres Templer af Træ. Den Kunst at bygge ordentlige Bygninger af Steen, skylde Nordmændene udentvivl Kristendommens Indførelse.

196. Harald Haarfagers Søn, Hakon Adelstens Fostre, der i England var bleven opdragen i den kristne Tro, og søgte at bibringe sine hedenske Landsmænd samme, lod bygge de første kristne Kirker i det Nordenfjeldske, men disse bleve kort efter ødelagte af hans hedenske Undersaatter, som tvang deres Konge til at afstaae fra sit Omvendelsesforsæt. Omtrent 40 Aar derefter besteg Olaf Trygveson den norske Throne. Denne Helt, som paa sine Vikingstoge havde ladet sig kristne, udførte den ædle Hakons Plan, men med Sværd i Hænde. Med en udvalgt Krigerskare drog han om fra Bygd til Bygd, udryddede Hedenskabet, ødelagde Valhals Guders Billeder og Templer, kristnede Folket og lod Kirker bygge. Hvad han under sin 206korte Regjering (fra 995—1000) ei fik udført, fuldendte hans Frænde Olaf den Hellige, der blev Martyr for sin Iver († 1030). Olaf lod bygge adskillige Kirker og hans Efterfølgere fulgte det givne Exempel. Landets Kjøbstæder bleve efterhaanden prydede med smukke Steenkirker, og rundt omkring paa Landet byggedes ogsaa solide Graasteenskirker, hvoraf nogle som mærkelige Minder fra de Tider endnu existere. De fleste Landskirker vare udentvivl af Træ, da Olaf III Kyrre († 1092) bød, at Almuen i ethvert Fylke skulde bygge og vedligeholde en Trækirke. I det 12te og 13de Aarhundrede bleve Norges skjønneste og mærkværdigste Kirker byggede, paa hvilke Landet paa de Tider havde Overflod. Norges paafølgende Afmagt, under den langvarige Forbindelse med Danmark, og Reformationens Indførelse, der berøvede Geistligheden og Kirkerne en stor Deel af deres Indtægter, havde en sørgelig Indflydelse paa Landets Kirker. Flere blandt de største og mærkeligste sank i Ruiner, eller tabte en stor Deel af deres Herlighed. Hvad Tidens Tand, Menneskenes Ligegyldighed og Forstyrrelseslyst har skaanet, ville vi nu noget nærmere betragte.

197. Norge er nu for Tiden deelt i 338 Præstegjælde, som hvert har en Hovedkirke, og de fleste derhos 2—3, mange 4—5, enkelte endog 6 Annexkirker. Naar vi nu nøiere betragte disse Kirker, saa finde vi, at en stor Deel af Landets Annexkirker og næsten alle gamle Hovedkirker danne en langagtig Firkant med Alteret og Koret i Øst og Hovedindgangen mod Vest. De fleste ere prydede med et Taarn, som enten hæver sig fra Kirkens Midte eller staaer over Kirkens Hovedindgang. Deres Indre er ialmindelighed høist simpelt. Paa begge Sider af Hovedgangen, som fører fra Hovedindgangen til Koret, staae faste Bænke, hvor Mandfolkene sidde paa den ene Side og Kvinderne paa den anden. Altertavler, som i de fleste Kirker ere høist maadelige, ere oftest Kirkernes eneste Prydelse, hvortil dog i mange Kirker kommer en Lysekrone af Messing, et Par vægtige Lysestager paa Alteret, og stundom et lille Skib, som hænger under Loftet. Gode Malerier eller smukt Billedhuggerarbeide ere saare sjeldne. Fra denne almindelige Karakteristik gives der i et Land af saa stor Udstrækning som Norge, hvor desuden de enkelte Dele ligge saa afsondrede indbyrdes, og hvor Indbyggernes Velstand og Kultur er saa særdeles forskjellig, betydelige Afvigelser.

198. De omtalte Kirker, som udentvivl høre til den ældste og oprindelige norske Kirkeform, kalder man ialmindelighed Langkirker, 207hvilke, naar de ere byggede af Steen, paa nogle Steder kaldes Munkekirker og ere ældre end Reformationen.

199. En simpel og tillige gammel Modifikation af Langkirker ere de nu paa flere Steder temmelig almindelige Korskirker, der for det meste dog ere yngre end Reformationen og byggede af Tømmer. Flere af de gamle Langkirker, som ei længere kunde rumme Menighedernes forøgede Folkemængde, bleve ved et Par tilføiede Fløie forandrede til Korskirker. Dette er Grunden til, at man ikke sjælden støder paa Kirker, hvoraf en Deel er af solid Graasteensmuur og en Deel af Tømmer. Tømmerbygningen, som danner Fløiene, er ialmindelighed en langt sildigere Tilsætning. Dette gjælder f. Ex. nu Holt Kirke i Nedenæs, hvor Muurbygningen udentvivl hører til den Egns ældste Kirker, som et Sagn, der endog fortæller, at den oprindelig har været et hedensk Tempel, synes at antyde. Tømrede Korskirker findes rundt om i Landet og næsten udelukkende i Østerdalen og Nordlandene. Opdals Kirke i det Nordenfjeldske og Jelsø i det Vestenfjeldske regnes blandt de smukkeste tømrede Korskirker paa Landet i Norge. I de sildigere Tider, især i de to sidste Decennier, har man fundet paa at bygge Kirker af en ny og fremmed Form, nemlig i en Ottekant. Af denne Slags Kirker findes der allerede, saavidt vides, omtrent 25, hvoraf ikke mindre end 9 i Romsdalens Amt. De anseeligste af denne Slags Kirker er den i en herlig Egn beliggende Vangs Kirke paa Hedemarken og Froens Hovedkirke i Gudbrandsdalen, hvilken sidste 1787 blev opført af Sandsteen.

200. De norske Kirker ere, som omtalt, enten byggede af Steen eller Træ. Enkelte Kirker især i det Nordenfjeldske ere byggede af hugne Stene; men kun tvende, nemlig Borgund Hovedkirke og Gidske Annexkirke i Romsdalens Amt, ere udvendig beklædte med hvid Marmor. Enkelte, som Kongsbergs smagfulde og skjønne Kirke, ere af Muursteen; de fleste især Munkekirkerne bestaae derimod af tykke Graasteensmure, hvis Hjørner, Vinduer og Dørindfatninger dog ikke sjelden ere af hugne Steen. I Smaalehnene, paa Hedemarken, saavel som i Bergen og Throndhjems Stift findes flere anseelige og smukke Steenkirker. De fleste Trækirker ere byggede af Tømmer, som lægges horizontalt, den ene Stok oven paa den anden, og ere almindelig klædte udvendig med Bord, som overstryges med sort, hvid eller graa Farve; men de mærkeligste ere unægtelig de Trækirker, der ere byggede af Mastetræer og Planker, der staae vertikale, hvilke Kirker kaldes Stav- eller Reisekirker. Disse ere udentvivl 208eiendommelige for Norge og ofte af et høist mærkværdigt Udseende. De ældste og fleste Trækirker hørte udentvivl til dette Slags Kirker, som alt mere og mere fortrænges og ombyttes med de moderne ottekantede. For Tiden findes de med faa Undtagelser kun i Landets indre Fjelddistrikter, som f. Ex. i Thellemarken, Gudbrandsdalen, og fornemmelig i Sogn. Norden for Dovrefjeld findes, saavidt vides, ingen Stavekirke. Ved de mærkeligste af disse, i sit Slags egne og for Norge eiendommelige og snart sjeldne Kirker, ville vi dvæle noget mere og nævne:

201. 1) Ryen Hovedkirke i Hitterdal i Nedre Thellemarken. „Den hviler paa 46 Mastetræer af forskjellig Høide og af 4—5 Fods Omkreds. Den har 5 forskjellige Etager, trappeviis nedenfra og ved de mange paa samme anbragte Gavler og Hjørner har den 65 forskjellige Tage eller Tagskure, alle tækkede med temmelig symetrisk tilnaglede Furuspaaner af en Tværhaands Længde og Bredde. Fra Grunden til Kirketaarnets Høieste er 94 Fod. Udentil er Kirken omgivet af en tækket Gang, Munkegangen kaldet. Dens Ælde vides ikke; men efter Sagnet har den tilforn endnu været større og anseeligere og skal have havt 9 Taarne, hvoraf kun 3 ere tilbage. Dørene ere 6 Alen høie og deres Indfatning er forsiret med ret kuriøse Ornamenter af store sammenslyngede Slanger, af hvilke nogle endog have Vinger og bides. Hist og her findes Rosetter af Slangehoveder. Skade, at Kirkens Indre er moderniseret. Hvis dette ikke var Tilfælde, vilde dette mærkværdige Oldtids-Minde have dobbelt Værd. Kirken, som udvendig er tjærebrændt, har derved faaet en sortbruun Farve, der giver den et skummelt Udseende. I Frastand ligner den en trehovedet bepandsret Jætte. Dalens Bønder, som have bevaret Forfædrenes Klædedragt og Skikke, ere stolte af deres Kirke, som de efter gamle Sagn mene at St. Olaf selv har ladet bygge. Blandt Landets mærkelige Stavkirker og som Sidestykker til Hitterdals fortjene at nævnes Hurums ældgamle Kirke i Valders, der ligner den meget, og Borgunds Kirke i Leirdal, inderst i Sogn. Denne sidste adskiller sig fra de andre derved, at den Svalegang, som omgiver Kirken, ikke staaer i Forbindelse med samme, hvorved Kirken faaer Udseende af at være større end den virkelig er. Borgunds Kirke er desuden forsynet med smaa Taarnspidser, de saakaldte „Dragehoveder”, som giver den et høist besynderligt Udseende. Af samme Bygningsart, men mere enkelt og mindre bygget er Næs Hovedkirke i Hallingdal og den vistnok ældgamle Urnæs Kirke i Sogn, 209der endnu har bevaret sit gamle Indvendige. Urnæs Kirke har endnu en anden Interesse. En mærkelig Samling af Sagn tyde hen paa, at Urnæs har været Skuepladsen for den i den nordiske Romantik saa berømte Hagbart og Skjøn Signes tragiske Kjærlighed. Almuen er i det mindste saa vis i sin Sag, at den i Kirken viser en Væv, som Signe skal have forfærdiget med sin egen Haand og som derfor den Dag i Dag kaldes Signes Væv. Blandt Norges øvrige Reisværkskirker, eller som de kaldes Reise- og Stavkirker, ville vi endnu nævne Hofs Hovedkirke i Oudalen, der, saavidt vides, er den eneste Stavkirke, som for Tiden findes paa Landets Østkant; Ringebo, Fodevang, Lom og Vaage Kirke i Gudbrandsdalen, blandt hvilke den bekjendte Antikvar Arndt antager den sidste for at være fra det 12te Aarhundrede; Vangs Hovedkirke og Hedalens Annexkirke, begge i Valders; Hafslo og Stedje Hovedkirker i Sogn; Harams Hovedkirke og Vandelvens Annexkirke paa Søndmør, begge ældgamle.

202. Af et mindre eiendommeligt Præg, men af en ligesaa høi, ja stundom af en høiere Alder end Stavkirkerne ere flere af de smaa, saakaldte Munkekirker, der ere Langkirker med tykke Mure, smale Vinduer og trange Døre. Den ældste blandt disse, ja blandt alle Norges Kirker, er den lille, plumpe, af fiirhugne Grøtstene opbyggede Kirke, som Olaf Tryggvason Aar 995 lod opføre paa Mostur Ø, hvor flere Oldtidsminder findes, og hvor før Kristendommen endog stod et Tempel, helliget Thor; Kinds Hovedkirke i Nordre Bergenhuusamt af hugne Stene, der skal være bygget paa Olaf Tryggvasons Foranstaltning; Sørbø Annex i Stavanger Amt og Fjære Kirke i Nedenæs Amt, kunne maaske med flere lignende Smaakirker henføres til Kristendommens Indførelse i Norge. Landets mærkværdigste og anseeligste Steenkirker ere byggede i det 12te og 13de Aarhundrede og blandt den Tids Norske Konger har Hakon d. 4de († 1263) store Fortjenester af de norske Kirker, blandt hvilke Mariekirke i Tønsberg og Bergens Domkirke skylde denne Konge deres Oprindelse. Blandt Norges mærkværdige Steenkirker fortjene at nævnes: 1 Throndhjems Domkirke; endskjøndt kun Kirkens høie Kor og det østre Kors har trodset Tidens Ødelæggelse, ere disse Levninger endnu det skjønneste Minde, som Norge eier af Middelalderens Bygningskunst. Denne Kirke, paa hvis Høialter St. Olafs kostbare Skrin stod, var i sin Velmagt prydet med 4 Hovedtaarne, 14 høie Spir, 316 Vinduer, 3361 Pilarer, hvoraf de fleste vare af hvid Marmor og med en Mængde Statuer og andre Udhugninger. Denne stolte Pragtbygning skyldte den

Norsk Læsebog.

210mægtige Erkebiskop Eystein, som levede i den sidste Halvdeel af det 12te Sekulum, sin Oprindelse og Glands.

203. 2. Stavanger Domkirke, forhen kaldet St. Svetonii Kirke, og næst Throndhjems Domkirke Landets anseeligste Kirkebygning. Den hører til Landets ældste Kirker, og afbrændte allerede 1272. Koret, som indvendig er 32 Alen langt, er bygget af hugne Stene og ziret med mange Figurer.

204. 3. Marie eller Tydske Kirke i Bergen, udmærket ved sin sjeldne Bygningsmaade, antikvariske Prydelser og to grundmurede Taarne. Den omtales i Historien 1183.

205. 4. Ringsager Hovedkirke paa Hedemarken, en af Landets skjønneste Fortidsminder, en ærværdig Korsbygning af hugne Stene, med hvælvede Buer, prydet med et høit Taarn og med en af de mærkværdigste Altertavler, der findes i det hele Land. Denne Kirke, som ligger i en smilende Egn paa klassisk Jordbund, skal efter et Sagn være bygget af italienske Steenhuggere, der vare 5 Aar om dens Bygning.

206. 5. Throndenæs Hovedkirke, den anseeligste Kirke i Nordlands Bispedømme, med mærkelige Levninger fra den katolske Kultus.

207. 6. Alstahaug Hovedkirke i Skogn i Throndhjem, en af Landets anseeligste Kirker med et Kor, som i Bygningsmaade ligner Throndhjems Domkirke, og er prydet med Udhugninger og 32 Pillarer af poleret Grøtsteen.

208. 7. Søstrekirkerne paa Gran paa Hadeland; Størdalens Hovedkirke i Throndhjems Stift; Kvindherreds, Ullensvang, Vossevangens Hovedkirker i Bergens Stift o. s. v.

205

195. De etterretninger, som de gamle sagaer inneholde og de beskrivelser, som de gir om de merkeligste Gudehuse, som i Norge endog var sjeldne, vise noksom, at de hedenske nordmenn var barbarer i den edle bygningskunst. Likesom deres hus vare deres templer av tre. Den Kunst å bygge ordentlige bygninger av Steen, skylde nordmennene uten tvil Kristendommens Indførelse.

196. Harald Haarfagers sønn, Hakon Adelstens fostre, der i England var blitt oppdratt i den kristne tro, og søkte å bibringe sine hedenske landsmenn samme, lot bygge de første kristne kirker i det Nordenfjeldske, men disse ble kort etter ødelagte av hans hedenske undersåtter, som tvang deres konge til å avstå fra sitt omvendelsesforsett. Omtrent 40 år deretter besteg Olaf Trygveson den norske trone. Denne helt, som på sine Vikingstoge hadde latt seg kristne, utførte den edle Hakons plan, men med sverd i Hænde. Med en utvalgt Krigerskare drog han om fra bygd til bygd, udryddede hedenskapet, ødela Valhals Guders Billeder og templer, kristnede folket og lot kirker bygge. Hva han under sin 206korte regjering (fra 995—1000) ei fikk utført, fullendte hans frende Olaf den Hellige, der ble martyr for sin Iver († 1030). Olaf lot bygge adskillige kirker og hans etterfølgere fulgte det gitte eksempel. Landets kjøpsteder ble etterhånden prydede med smukke steinkirker, og rundt omkring på landet byggedes også solide gråsteinskirker, hvorav noen som merkelige minner fra de tider enda eksistere. De fleste Landskirker vare uten tvil av tre, da Olaf III Kyrre († 1092) bød, at Almuen i ethvert fylke skulle bygge og vedlikeholde en trekirke. I det 12te og 13de århundre ble Norges skjønneste og mærkværdigste kirker bygde, på hvilke landet på de tider hadde overflod. Norges påfølgende avmakt, under den langvarige forbindelse med Danmark, og Reformationens Indførelse, der berøvede geistligheten og kirkene en stor del av deres inntekter, hadde en sørgelig innflytelse på Landets kirker. Flere blant de største og merkeligste sank i ruiner, eller tapte en stor del av deres herlighet. Hva Tidens tann, Menneskenes likegyldighet og Forstyrrelseslyst har skånet, ville vi nå noe nærmere betrakte.

197. Norge er nå for tiden delt i 338 prestegjeld, som hvert har en Hovedkirke, og de fleste derhos 2—3, mange 4—5, enkelte endog 6 annekskirker. Når vi nå nøyere betrakte disse kirker, så finner vi, at en stor del av Landets annekskirker og nesten alle gamle hovedkirker danne en langaktig firkant med alteret og koret i øst og hovedinngangen mot vest. De fleste er prydede med et tårn, som enten hever seg fra Kirkens midte eller står over Kirkens hovedinngang. Deres indre er ialmindelighed høist simpelt. På begge sider av Hovedgangen, som fører fra hovedinngangen til koret, stå faste Bænke, hvor mannfolkene sitte på den ene side og kvinnene på den annen. Altertavler, som i de fleste kirker er høist måtelige, er oftest Kirkenes eneste Prydelse, hvortil dog i mange kirker kommer en lysekrone av messing, et par vektige lysestaker på alteret, og stundom et lille skip, som henger under loftet. Gode malerier eller smukt billedhuggerarbeid er såre sjeldne. Fra denne alminnelige karakteristikk gives der i et land av så stor utstrekning som Norge, hvor dessuten de enkelte dele ligge så avsondrede innbyrdes, og hvor innbyggernes velstand og kultur er så særdeles forskjellig, betydelige avvikelser.

198. De omtalte kirker, som uten tvil høre til den eldste og opprinnelige norske Kirkeform, kaller man ialmindelighed Langkirker, 207hvilke, når de er bygde av Steen, på noen steder kalles Munkekirker og er eldre enn reformasjonen.

199. En simpel og tillike gammel modifikasjon av Langkirker er de nå på flere steder temmelig alminnelige korskirker, der for det meste dog er yngre enn reformasjonen og bygde av tømmer. Flere av de gamle Langkirker, som ei lenger kunne rumme menighetenes forøgede folkemengde, ble ved et par tilføiede fløyer forandrede til korskirker. Dette er grunnen til, at man ikke sjelden støter på kirker, hvorav en del er av solid gråsteinsmur og en del av tømmer. Tømmerbygningen, som danner fløyene, er ialmindelighed en langt sildigere tilsetning. Dette gjelder f. Ex. nå Holt Kirke i Nedenæs, hvor murbygningen uten tvil hører til den Egns eldste kirker, som et sagn, der endog forteller, at den opprinnelig har vært et hedensk tempel, synes å antyde. Tømrede korskirker finnes rundt om i landet og nesten utelukkende i Østerdalen og Nordlandene. Opdals Kirke i det Nordenfjeldske og Jelsø i det Vestenfjeldske regnes blant de smukkeste tømrede korskirker på landet i Norge. I de sildigere tider, især i de to siste decennier, har man funnet på å bygge kirker av en ny og fremmed form, nemlig i en Ottekant. Av denne Slags kirker finnes der allerede, såvidt vites, omtrent 25, hvorav ikke mindre enn 9 i Romsdalens Amt. De anseeligste av denne Slags kirker er den i en herlig Egn beliggende Vangs Kirke på Hedemarken og Froens Hovedkirke i Gudbrandsdalen, hvilken siste 1787 ble oppført av sandstein.

200. De norske kirker er, som omtalt, enten bygde av Steen eller tre. Enkelte kirker især i det Nordenfjeldske er bygde av hugne Steiner; men kun tvende, nemlig Borgund Hovedkirke og Gidske annekskirke i Romsdalens Amt, er utvendig beklædte med hvit marmor. Enkelte, som Kongsbergs smakfulle og skjønne Kirke, er av murstein; de fleste især munkekirkene bestå derimot av tykke gråsteinsmurer, hvis hjørner, vinduer og dørinnfatninger dog ikke sjelden er av hugne Steen. I Smaalehnene, på Hedemarken, såvel som i Bergen og Throndhjems Stift finnes flere anselige og smukke steinkirker. De fleste trekirker er bygde av tømmer, som legges horisontalt, den ene stokk oven på den annen, og er alminnelig kledde utvendig med bord, som overstryges med sort, hvit eller grå farge; men de merkeligste er unektelig de trekirker, der er bygde av mastetrær og planker, der stå vertikale, hvilke kirker kalles Stav- eller Reisekirker. Disse er uten tvil 208eiendommelige for Norge og ofte av et høist merkverdig utseende. De eldste og fleste trekirker hørte uten tvil til dette Slags kirker, som alt mer og mer fortrenges og ombyttes med de moderne åttekantede. For tiden finnes de med få unntagelser kun i Landets indre fjelldistrikter, som f. Ex. i Thellemarken, Gudbrandsdalen, og fornemmelig i Sogn. Norden for Dovrefjeld finnes, såvidt vites, ingen stavkirke. Ved de merkeligste av disse, i sitt Slags egne og for Norge eiendommelige og snart sjeldne kirker, ville vi dvele noe mer og nevne:

201. 1) Ryen Hovedkirke i Hitterdal i Nedre Thellemarken. „Den hviler på 46 mastetrær av forskjellig høyde og av 4—5 fots omkrets. Den har 5 forskjellige etasjer, trappevis nedenfra og ved de mange på samme anbrakte gavler og hjørner har den 65 forskjellige Tage eller Tagskure, alle tækkede med temmelig symmetrisk tilnaglede furuspon av en Tværhaands lengde og bredde. Fra grunnen til kirketårnets Høieste er 94 fot. Udentil er kirken omgivet av en tekket gang, Munkegangen kalt. Dens Ælde vites ikke; men etter sagnet har den tilforn ennå vært større og anseligere og skal ha hatt 9 tårn, hvorav kun 3 er tilbake. Dørene er 6 alen høye og deres innfatning er forsiret med rett kuriøse ornamenter av store sammenslyngede slanger, av hvilke noen endog have vinger og bites. Hist og her finnes rosetter av slangehoder. Skade, at Kirkens indre er modernisert. Hvis dette ikke var tilfelle, ville dette merkverdige Oldtids-Minde have dobbelt verd. Kirken, som utvendig er tjærebrent, har derved fått en sortbrun farge, der gir den et skummelt utseende. I Frastand ligner den en trehodet bepandsret jette. Dalens bønder, som har bevaret forfedrenes Klædedragt og Skikke, er stolte av deres Kirke, som de etter gamle sagn mene at St. Olaf selv har latt bygge. Blant Landets merkelige stavkirker og som sidestykker til Hitterdals fortjene å nevnes Hurums eldgamle Kirke i Valders, der ligner den meget, og Borgunds Kirke i Leirdal, innerst i Sogn. Denne siste adskiller seg fra de andre derved, at den Svalegang, som omgiver kirken, ikke står i forbindelse med samme, hvorved kirken får utseende av å være større enn den virkelig er. Borgunds Kirke er dessuten forsynet med små tårnspisser, de såkalte „dragehoder”, som giver den et høist besynderlig utseende. Av samme Bygningsart, men mer enkelt og mindre bygget er Næs Hovedkirke i Hallingdal og den vistnok eldgamle Urnæs Kirke i Sogn, 209der ennå har bevaret sitt gamle Indvendige. Urnæs Kirke har ennå en annen interesse. En merkelig samling av sagn tyde hen på, at Urnæs har vært skueplassen for den i den nordiske romantikk så berømte Hagbart og skjønn Signes tragiske kjærlighet. Almuen er i det minste så vis i sin Sag, at den i kirken viser en vev, som Signe skal ha forferdiget med sin egen hånd og som derfor den dag i dag kalles Signes Væv. Blant Norges øvrige reisverkskirker, eller som de kalles Reise- og stavkirker, ville vi ennå nevne Hofs Hovedkirke i Oudalen, der, såvidt vites, er den eneste stavkirke, som for tiden finnes på Landets østkant; Ringebo, Fodevang, Lom og Vaage Kirke i Gudbrandsdalen, blant hvilke den bekjente antikvar Arndt antar den siste for å være fra det 12te århundre; Vangs Hovedkirke og Hedalens annekskirke, begge i Valders; Hafslo og Stedje hovedkirker i Sogn; Harams Hovedkirke og Vandelvens annekskirke på Søndmør, begge eldgamle.

202. Av et mindre eiendommelig preg, men av en likeså høy, ja stundom av en høyere alder enn stavkirkene er flere av de små, såkalte Munkekirker, der er Langkirker med tykke murer, smale vinduer og trange dører. Den eldste blant disse, ja blant alle Norges kirker, er den lille, plumpe, av fiirhugne Grøtstene oppbygde Kirke, som Olaf Tryggvason Aar 995 lot oppføre på Mostur Ø, hvor flere Oldtidsminder finnes, og hvor før kristendommen endog stod et tempel, helliget Thor; Kinds Hovedkirke i Nordre Bergenhuusamt av hugne Steiner, der skal være bygget på Olaf Tryggvasons Foranstaltning; Sørbø anneks i Stavanger Amt og Fjære Kirke i Nedenæs Amt, kunne maaske med flere lignende småkirker henføres til Kristendommens Indførelse i Norge. Landets mærkværdigste og anseeligste steinkirker er bygde i det 12te og 13de århundre og blant den Tids Norske konger har Hakon d. 4de († 1263) store fortjenester av de norske kirker, blant hvilke Mariekirke i Tønsberg og Bergens Domkirke skylde denne konge deres opprinnelse. Blant Norges merkverdige steinkirker fortjene å nevnes: 1 Throndhjems Domkirke; endskjøndt kun Kirkens høye Kor og det østre kors har trosset Tidens ødeleggelse, er disse levninger ennå det skjønneste Minde, som Norge eier av Middelalderens bygningskunst. Denne Kirke, på hvis høyalter St. Olafs kostbare skrin stod, var i sin velmakt prydet med 4 Hovedtaarne, 14 høye spir, 316 vinduer, 3361 pilarer, hvorav de fleste var av hvit marmor og med en mengde statuer og andre Udhugninger. Denne stolte praktbygning skyldte den

Norsk lesebok.

210mektige erkebiskop Eystein, som levde i den siste halvdel av det 12te sekulum, sin opprinnelse og glans.

203. 2. Stavanger Domkirke, forhen kalt St. Svetonii Kirke, og nest Throndhjems Domkirke Landets anseeligste kirkebygning. Den hører til Landets eldste kirker, og avbrente allerede 1272. Koret, som innvendig er 32 alen langt, er bygget av hugne Steiner og ziret med mange figurer.

204. 3. Marie eller Tydske Kirke i Bergen, utmerket ved sin sjeldne Bygningsmaade, antikvariske Prydelser og to grundmurede tårn. Den omtales i historien 1183.

205. 4. Ringsager Hovedkirke på Hedemarken, en av Landets skjønneste fortidsminner, en ærverdig Korsbygning av hugne Steiner, med hvælvede buer, prydet med et høyt tårn og med en av de mærkværdigste altertavler, der finnes i det hele land. Denne Kirke, som ligger i en smilende Egn på klassisk jordbunn, skal etter et sagn være bygget av italienske steinhuggere, der var 5 år om dens bygning.

206. 5. Throndenæs Hovedkirke, den anseeligste Kirke i Nordlands bispedømme, med merkelige levninger fra den katolske kultus.

207. 6. Alstahaug Hovedkirke i Skogn i Throndhjem, en av Landets anseeligste kirker med et Kor, som i Bygningsmaade ligner Throndhjems Domkirke, og er prydet med Udhugninger og 32 Pillarer av polert Grøtsteen.

208. 7. Søstrekirkene på Gran på Hadeland; Størdalens Hovedkirke i Throndhjems Stift; Kvindherreds, Ullensvang, Vossevangens Hovedkirker i Bergens Stift o. s. v.