200

185. Saavel den Plet, hvor vi første Gang saae Dagens Lys oprinde og vor Barndoms og Ungdoms muntre Dage henglide, som det Land, hvor vore Fædre færdedes og vi selv engang vare lykkelige, pleier hos de fleste Mennesker at bevare en Interesse, som bringer Hjertet til at banke vemodsfuldt glad, naar vi efter lang Fraværelse atter skue de Gjenstande, der vare Vidner til vor Barndoms skyldfrie Glæder, atter betræde Fædrelandets Grund, og høre det Sprog, som saa venlig lød om vor Vugge. 201En lignende Interesse føle gjerne de, som have nogen Kundskab om Fædrelandets Historie, for de Levninger, som ere blevne Nutiden overantvordede, enten fra den dunkle Oldtid, eller hvortil historiske Minder knytte sig. Den samme Smerte, som uvilkaarlig griber os, naar vi finde en eller anden for vor Barndom kjær Gjenstand bedærvet eller tilintetgjort, den samme føle vi gjerne, naar vi erfare, at et eller andet Fædrelandsminde er gaaet til Grunde, eller trues med Ødelæggelse af letsindige, vanhellige Hænder. At ødelægge eller lade synke i Gruus, hvad gjeve Forfædre reiste, eller hvortil mærkelige Begivenheders Erindring knytter sig, er et sørgeligt Tegn enten paa Ligegyldighed eller Raahed eller Egoisme.

186. Saavel Fremmede, som reise i Norge, som Nordmænd, der have besøgt Udlandet, ere udentvivl enige i, at Norges Natur baade i Stolthed, Afvexling og Ynde, kan maale sig med de fleste europæiske Landes; men blandt andre Savn, beklage de almindeligen, at Norge er saa fattigt paa skjønne Oldtidslevninger og Ruiner, som bidrage saameget til at forskjønne mangen sydlandsk Egn og gjøre f. Ex. en Reise igjennem Italien, Schweitz og Rhinlandene interessant. Disse Levninger fra en svunden Tid forlyste ikke blot Øiet, men give Fantasien ved de Sagn, som gjerne ere knyttede til dem, rigt Stof til behagelig Underholdning. Et vigtigt Middel til at vække og vedligeholde Fædrelandskjærlighed og Nationalaand er det udentvivl at bevare de Oldtidslevger, ninsom et Land besidder og opfriske dem i Folkets Erindring. Disse Fortidens Repræsentanter tale, saavel ved deres eget Ydre, som ved de Sagn, der oftest ere knyttede til dem, saa alvorsfuldt især til den Ungdom, som ved Sögurnes og Snorros Studium har lært at lytte til og forstaae deres Tale.

187. Under Norges lange, politiske Nat dækkedes mangt et historiskt Minde med Glemselens Slør, eller ødelagdes af ligegyldige eller røverske Hænder. De danske Magthavere, Ildsluer og Fiendehaand forenede sig om at tilintetgjøre mange Minder om Norges svundne Glands. Landets Klostre og flere mærkelige Kirker, som Kristkirken i Bergen med Sverres og andre norske Kongers Grave bleve ødelagte, og Sarpsborg, Hammer og Oslo gik op i Luer.

188. Dog gives der ogsaa andre Aarsager, hvorfor Norge er saa fattigt paa mærkelige Oldtidslevninger. En stor Deel af Oldtidens 202Kirker og andre Bygninger vare af Træ, som lettere ere udsatte for Ødelæggelse, og ødelagte ikke efterlade de maleriske Ruiner, som de solidere Steenbygninger. Mange gik ogsaa i Tidernes Løb til Grunde ved den Ligegyldighed, som man ofte viste og endnu viser for at bevare og vedligeholde dem. At mangen mærkelig Træbygning ved omhyggelig Paapassen endnu længe havde kunnet trodse Tidens Ødelæggelser, kunne vi slutte af de enkelte ældgamle Træbygninger, som endnu findes; men har Norge under sin lange politiske Nat tabt og forglemt mange af Fortidens Minder, saa er det dog Pligt for vor Tid at bevare og opfriske dem, som er tilbage, og gjøre vi det ikke nu, vil det maaske snart være for sildigt.

189. Oldtidens Røgstuer, Stav- eller Reisværks-Kirker, Dragter, Skikke, tildeels Sprogudtryk o. m., som hørte til Eiendommelighederne ved flere af vore Fjeldbygders Beboere og gjorde dem til mærkelige, levende Sidestykker til de Folk, som færdes i vore gamle Sögur, have deels allerede veget og vige alt mere og mere for en nyere Civilisation, der med nye Skikke og nye Moder trænger alt dybere og dybere ind i vore Fjelddale. Stor Forandring er foregaaet i de sidste 50 Aar og endnu større Forandring vil efter al Sandsynlighed indtræffe i det næste halve Aarhundrede. Røgstuer fortrænges alt mere og mere af de beqvemmere og rummeligere Ovnstuer, de ærværdige, karakteristiske, nationale Stavkirker maa vige for de moderne ottekantede Templer, Sagn og de gamle Viser ere næsten forstummede, og endog i de mest afsides Fjeldbygder, som i Sætersdalen, have Mandfolkene allerede ombyttet deres Forfædres smagfuldere Dragter med uklædelige nyere. Formodentlig varer det ikke længe førend hele Sproget, der hidindtil har bevaret en saa reen Gjenklang af Norges gamle Tungemaal, ogsaa i Tale lemper sig efter Skrivtsproget. Mange Ord og Talemaader, som tilforn skulle have været gjængse, høres nu kun sjelden, ligesom mangen karakteristisk Skik ved Bryllupper o. s. v. allerede er aflagt. At hindre den Nyheds Aand, som sandsyligviis snart vil give vore Dale et andet Udseende, vilde være et unyttigt Arbeide; men at opfatte det Gamle inden det svinder, og bevare de enkelte Oldtidsminder, som kunne bevares, var i flere Henseender ønskeligt. At faae de gamle Kirker og de ældste og mærkeligste Bygninger og Dragter aftegnede og beskrevne, Sagn, Viser, Skikke og Sædvaner optegnede, 203inden de ganske forsvinde, vilde være et fortjenstfuldt Arbeide, og tillige at faae de Oldtidsminder af en varigere Art, som endnu findes, fredede, var en værdig Gjenstand for Oldtidsvenners og Museers forenede Bestræbelser. Til disse Oldtidsminder kan man regne Kjæmpehauge, Bautastene, Thingsteder, Bygninger, som enten ere historisk mærkværdige, eller ved Ælde eller Sjeldenhed fortjene at opbevares, samt Ruiner. Af Kjæmpehauge findes der endnu rundt om i Landet mange, blandt hvilke nogle som Gjemmesteder for bekjendte Mænd ere historiske og som saadanne burde bevares uforkrænkede, og forat dette kunde skee, om muligt, sættes under det Offentliges Opsigt. Til de historiske Gravhauge kunne regnes „Hallandshaugen“ paa Steen paa Ringerige, hvor efter Historiens og Sagnets Vidnesbyrd Halfdan Svartes Hoved og sandsynligen ogsaa hans Svigerfader Sigur Hjort hvile. Harald Haarfagers Grav, Augvaldnæshaugene paa Karmen, Harald Haarfagers Sönner, Olaf og Sigurds, Gravhauge paa Möllebakken ved Tönsberg, Farmandshaugen paa Jarlsberg og flere, hvortil Sagn om historiske Personer knytte sig. I det Hele burde Kjæmpehaugene som Levninger af og Minder om Nordens graa Alderdom være Efterverdnen saa ærværdige, at de ikke uden tilstrækkelig Grund forstyrre dem, og om man endog gjennemrodede dem for at lede efter skjulte Skatte, burde man dog vise de Afdødes Been og Aske saamegen Ære, at man atter nedlagde disse og tilkaste Gravene. Hidintil har Overtroen bidraget til at frede mangen Kjæmpehaug, da Mange have troet, at al Lykke vilde forlade Gaarden, eller Ildslue fortære Huset, hvis man forgreb sig paa den gamle Haug, som fandtes paa Gaarden.

190. Odin böd, at man skulde reise Bautastene over mandhaftige Mænd. Af slige Mindestene har man tilforn havt mange, deels paa Kjæmpehaugene, deels paa Sletterne; men endog i vor Tid ere mange, deels af Kaadhed bleven sönderslagne, deels bortförte til Gjerder, Mure o. s. v. Nu seer man sjelden en Gravhaug, som er prydet med en Bautasteen. Uagtet mange ere gangne til Grunde, findes der endnu en Deel, hvoraf nogle ere mærkværdige for deres Höide, som f. Ex. den saakaldte „Marias Synaal“, paa Augvaldnæs, som formodes at være reist til Ære for Kong Augvalds Ko og Guddom, andre, fordi historiske Minder ere knyttede til dem, f. Ex. Bautastenen paa Bonæs, hvorunder 204Orm Lyrgja og Lundesolen efter Sagnet hvile, og atter andre, fordi de ere prydede med Runer eller Figurer.

191. Den mærkeligste Runesteen i Norge er maaskee med Hensyn til Indholdet af Indskriften, den Runesteen, som fordum prydede Glom Sundbos Gravhaug i Sillejords Præstegjeld; men nu tjener til Fodtrin ved Fladdals Annexkirkedør, hvor ved Almuens Fodtrin de halv udslettede Runer snart ville blive ulæselige, hvis den ei kan erholde en mere passende Plads. Blandt Landets øvrige Bautastene fortjene endvidere at nævnes Dynna-Stenen paa Hadeland og Alfstads-Stenen paa Thoten, der begge ere prydede med Figurer og udentvivl kunne regnes blandt de smukkeste i Norden. Ligesom Bautastenene have Oldtidens mange Dom- og Thingsteder lidt meget endogsaa i Mandsminde. Hvis imidlertid de, som endnu findes, bleve sparede, savner Norge ikke interessante Oldtidsminder af dette Slags. Vel er Landets mærkeligste Steensætning eller Dommersæde, det nemlig, som fandtes paa Erling Skjalgsöns Hövdingsæde Sola paa Jæderen ved Flyvesand bleven ödelagt; men paa Einabo i Gudbrandsdalen, paa Hegge i Nærheden af det gamle Steinkjær, paa Thernæs i Værdalen, paa Klövstad paa Hadeland og paa flere Steder findes endnu mærkelige Thingsteder og andre Oldtidslevninger, der fortjene at fredes.

192. De Minder, hvorved vi hidindtil have dvælet, have deres störste Interesse fra den höie Alder, hvorfra de have deres Oprindelse. De ere næsten alle fra den hedenske Old, og de fleste ældre end vor Historie. Med Kristendommen erholdt vi först paalidelig Historie. Den Nöiagtighed, hvormed Sagnskriverne betegne de Steder, hvor mærkelige Begivenheder indtraf, lader vel Granskeren endnu finde Stedet, især hvis han tillige agter paa Fortids og Nutids næsten ligelydende Stednavne og til Sagnene; men de Mindestene, som betegnede det, ere forsvundne. En Deel Kirker og nogle Ruiner af Klostre og Kirker ere de eneste Levninger, som vi have fra den kristne Oldtid; thi St. Olafsstötten paa Stiklestad er af en sildigere Oprindelse.

193. Throndhjems og Stavanger Domkirker, Mariekirken i Bergen, Throndenæs Kirke i Nordlandene, Ringsaker Kirke paa Hedemarken, Hitterdals, og Borgunds Stav- eller Reisværkskirker ere mærkelige Oldtidsminder, uagtet de fleste have tabt en Deel af deres Fortids Glands, eller modtaget moderne Indretninger, som kun lidet svare til den Aand og den Tid, hvori disse og flere ere byggede. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at man hindrer saadanne Bygninger fra at falde ned; man bör ogsaa stræbe at opbevare de Oldtidslevninger, som findes i dem, f. Ex. Altertavler, Stötter, Malerier o. m. og vogte sig for at vanzire dem med nymodens Prydelser, der under de gammeldags Omgivelser frembringe en Blanding af Gammelt og Nyt, som stöder Öiet. Svære Smags-Synder ligge i saa Henseende paa Fortids og Nutids Kirkeinspektioner og Kirkeværger, blandt hvilke jeg kun vil nævne de mange lukte Stole, der saa at sige hænge paa Væggene og i saa höi Grad vanklæde flere blandt vore Kirker, hvilke 205engang have været og endnu kunne blive ærværdige og smagfulde.

194. „Klostre og Kirker“ saaledes lyder den patriotiske Absalon Pedersens Klage over sin Samtid, „som vore Forfædre have bygget, bryde vi ned; de faa Ruiner af disse Oldtidsminder, som Tiden har sparet, true vi med en lignende Skjæbne, eller gjöre dog lidet eller Intet for at hindre deres totale Ödelæggelse.“ Den ved sin Ælde og Bygningsmaade saa mærkelige Laurentii Kirke i Tönsberg er i vore Dage (1810) jevnet med Jorden, uagtet dens Mure syntes at have kunnet trodse en Evighed, uden at man, saa vidt vides, bekymrede sig om at besörge den aftegnet eller nöiagtigen beskrevet, hvilket denne endog i historisk Henseende mærkelige Kirke dog havde fortjent. Ruinerne af Tönsberg Slot, og Gregorius Dagsöns Kapels paa Kapitelbjerget ved Skien og flere lignende Oldtidslevninger, som for ikke saa meget langt tilbage i Tiden skulle have været betydelige og maleriske, ere nu næsten jevnede med Jorden. En lignende Skjebne skal, efter Rygtet, true den smukke Ruin af Kapellet paa Steen, som efter Sagnet skal være bygget af St. Olaf, og hvis en lignende Aand kommer til at raade, og ingen vægtig Stemme hæver sig til de Forsvarslöses Redning, blive vel snart den nu ubrugte og ubrugelige „Sösterkirke“ paa Gran, den smukke Bue af Hammers Domkirke, den eneste Levning, som nu findes af denne engang saa betydelige By, de betydelige Levninger, som endnu findes af Augvaldnæs Kirke, Solö-Lyse-Kloster o. F., nedbrudte og anvendte til Broer, Stalde og andet nyttigt Brug, hvilket tilforn har været Tilfældet med Ruiner.

200

185. Såvel den plett, hvor vi første gang så Dagens lys opprinne og vår Barndoms og Ungdoms muntre dager henglide, som det land, hvor våre fedre ferdedes og vi selv engang vare lykkelige, pleier hos de fleste mennesker å bevare en interesse, som bringer hjertet til å banke vemodsfullt glad, når vi etter lang Fraværelse atter skue de gjenstander, der var vitner til vår Barndoms skyldfrie gleder, atter betrede Fædrelandets grunn, og høre det språk, som så vennlig lød om vår vugge. 201En lignende interesse føle gjerne de, som har noen kunnskap om Fædrelandets historie, for de levninger, som er blitt Nutiden overantvordede, enten fra den dunkle oldtid, eller hvortil historiske minner knytte seg. Den samme smerte, som uvilkårlig griper oss, når vi finner en eller annen for vår barndom kjær gjenstand bedervet eller tilintetgjort, den samme føler vi gjerne, når vi erfare, at et eller annet fedrelandsminne er gått til grunne, eller trues med ødeleggelse av letsindige, vanhellige hender. Å ødelegge eller lade synke i grus, hva gjeve forfedre reiste, eller hvortil merkelige begivenheters erindring knytter seg, er et sørgelig tegn enten på likegyldighet eller råhet eller egoisme.

186. Såvel Fremmede, som reise i Norge, som nordmenn, der har besøkt utlandet, er uten tvil enige i, at Norges natur både i stolthet, avveksling og Ynde, kan måle seg med de fleste europeiske Landes; men blant andre savn, beklage de almindeligen, at Norge er så fattig på skjønne Oldtidslevninger og ruiner, som bidra saameget til å forskjønne mangen sydlandsk Egn og gjøre f. Ex. en reise igjennom Italien, Schweitz og Rhinlandene interessant. Disse levninger fra en svunnen tid forlyste ikke blot øyet, men gi fantasien ved de sagn, som gjerne er knyttede til dem, rikt stoff til behagelig underholdning. Et viktig middel til å vekke og vedlikeholde fedrelandskjærlighet og nasjonalånd er det uten tvil å bevare de Oldtidslevger, ninsom et land besitter og oppfriske dem i Folkets erindring. Disse Fortidens representanter tale, såvel ved deres eget ytre, som ved de sagn, der oftest er knyttede til dem, så alvorsfullt især til den ungdom, som ved Sögurnes og Snorros studium har lært å lytte til og forstå deres Tale.

187. Under Norges lange, politiske natt dækkedes mangt et historisk Minde med Glemselens slør, eller ødelagdes av likegyldige eller røverske hender. De danske makthavere, ildsluer og fiendehånd forente seg om å tilintetgjøre mange minner om Norges svundne glans. Landets klostre og flere merkelige kirker, som Kristkirken i Bergen med Sverres og andre norske Kongers Grave ble ødelagte, og Sarpsborg, Hammer og Oslo gikk opp i luer.

188. Dog gives der også andre årsaker, hvorfor Norge er så fattig på merkelige Oldtidslevninger. En stor del av Oldtidens 202kirker og andre bygninger var av tre, som lettere er utsatte for ødeleggelse, og ødelagte ikke etterlate de maleriske ruiner, som de solidere steinbygninger. Mange gikk også i Tidernes løp til grunne ved den likegyldighet, som man ofte viste og ennå viser for å bevare og vedlikeholde dem. At mangen merkelig trebygning ved omhyggelig Paapassen ennå lenge hadde kunnet trodse Tidens ødeleggelser, kunne vi slutte av de enkelte eldgamle trebygninger, som ennå finnes; men har Norge under sin lange politiske natt tapt og forglemt mange av Fortidens minner, så er det dog plikt for vår tid å bevare og oppfriske dem, som er tilbake, og gjør vi det ikke nå, vil det maaske snart være for sildigt.

189. Oldtidens røykstuer, Stav- eller reisverks-kirker, drakter, Skikke, til dels språkuttrykk o. m., som hørte til eiendommelighetene ved flere av våre fjellbygders beboere og gjorde dem til merkelige, levende sidestykker til de folk, som ferdes i våre gamle Sögur, have dels allerede veket og vike alt mer og mer for en nyere sivilisasjon, der med nye Skikke og nye Moder trenger alt dypere og dypere inn i våre fjelldaler. Stor forandring er foregått i de siste 50 år og enda større forandring vil etter all sannsynlighet inntreffe i det neste halve århundre. Røykstuer fortrenges alt mer og mer av de beqvemmere og rummeligere Ovnstuer, de ærverdige, karakteristiske, nasjonale stavkirker må vike for de moderne åttekantede templer, sagn og de gamle viser er nesten forstummet, og endog i de mest avsides fjellbygder, som i Sætersdalen, have mannfolkene allerede ombyttet deres forfedres smakfullere drakter med ukledelige nyere. Formodentlig varer det ikke lenge før hele språket, der hidindtil har bevaret en så ren gjenklang av Norges gamle tungemål, også i Tale lemper seg etter Skrivtsproget. Mange ord og talemåter, som tilforn skulle ha vært gjengse, høres nå kun sjelden, likesom mangen karakteristisk skikk ved bryllup o. s. v. allerede er avlagt. Å hindre den nyhets ånd, som sannsynligvis snart vil gi våre daler et annet utseende, ville være et unyttig arbeide; men å oppfatte det Gamle innen det svinner, og bevare de enkelte Oldtidsminder, som kunne bevares, var i flere henseender ønskelig. Å få de gamle kirker og de eldste og merkeligste bygninger og drakter avtegnede og beskrevne, sagn, viser, Skikke og sedvaner opptegnede, 203innen de ganske forsvinne, ville være et fortjenstfullt arbeide, og tillike å få de Oldtidsminder av en varigere art, som ennå finnes, fredede, var en verdig gjenstand for Oldtidsvenners og Museers forenede bestrebelser. Til disse Oldtidsminder kan man regne kjempehauge, Bautastene, tingsteder, bygninger, som enten er historisk merkverdige, eller ved Ælde eller sjeldenhet fortjene å oppbevares, samt ruiner. Av Kjæmpehauge finnes der ennå rundt om i landet mange, blant hvilke noen som gjemmesteder for bekjente menn er historiske og som sådanne burde bevares uforkrænkede, og for at dette kunne skje, om mulig, settes under det Offentliges Opsigt. Til de historiske gravhauger kunne regnes „Hallandshaugen“ på Steen på Ringerige, hvor etter Historiens og Sagnets vitnesbyrd Halfdan Svartes hode og sandsynligen også hans Svigerfader Sigur Hjort hvile. Harald Haarfagers grav, Augvaldnæshaugene på Karmen, Harald Haarfagers sønner, Olaf og Sigurds, gravhauger på Möllebakken ved Tönsberg, Farmandshaugen på Jarlsberg og flere, hvortil sagn om historiske personer knytte seg. I det hele burde kjempehaugene som levninger av og minner om Nordens grå alderdom være Efterverdnen så ærverdige, at de ikke uten tilstrekkelig grunn forstyrre dem, og om man endog gjennemrodede dem for å lede etter skjulte skatter, burde man dog vise de avdødes ben og aske saamegen ære, at man atter nedla disse og tilkaste gravene. Hidintil har overtroen bidraget til å frede mangen kjempehaug, da Mange have trodd, at all lykke ville forlate gården, eller ildslue fortære huset, hvis man forgrep seg på den gamle Haug, som fantes på gården.

190. Odin bød, at man skulle reise Bautastene over mannhaftige menn. Av slike minnesteiner har man tilforn hatt mange, dels på kjempehaugene, dels på slettene; men endog i vår tid er mange, dels av kåthet blitt sönderslagne, dels bortførte til gjerder, murer o. s. v. Nå ser man sjelden en gravhaug, som er prydet med en bautastein. Uaktet mange er gangne til grunne, finnes der ennå en del, hvorav noen er merkverdige for deres høyde, som f. Ex. den såkalte „Marias Synaal“, på Augvaldnæs, som formodes å være reist til ære for Kong Augvalds Ko og guddom, andre, fordi historiske minner er knyttede til dem, f. Ex. Bautasteinen på Bonæs, hvorunder 204Orm Lyrgja og Lundesolen etter sagnet hvile, og atter andre, fordi de er prydede med runer eller figurer.

191. Den merkeligste runestein i Norge er maaskee med hensyn til innholdet av innskriften, den runestein, som fordum prydede Glom Sundbos gravhaug i Sillejords prestegjeld; men nå tjener til fottrinn ved Fladdals annekskirkedør, hvor ved Almuens fottrinn de halv udslettede runer snart ville bli uleselige, hvis den ei kan erholde en mer passende plass. Blant Landets øvrige Bautastene fortjene endvidere å nevnes Dynna-steinen på Hadeland og Alfstads-steinen på Thoten, der begge er prydede med figurer og uten tvil kunne regnes blant de smukkeste i Norden. Likesom bautasteinene har Oldtidens mange Dom- og tingsteder litt meget endogsaa i mannsminne. Hvis imidlertid de, som ennå finnes, ble spart, savner Norge ikke interessante Oldtidsminder av dette Slags. Vel er Landets merkeligste steinsetning eller dommersete, det nemlig, som fantes på Erling Skjalgsöns Hövdingsæde Sola på Jæderen ved flyvesand blitt ødelagt; men på Einabo i Gudbrandsdalen, på Hegge i Nærheden av det gamle Steinkjær, på Thernæs i Værdalen, på Klövstad på Hadeland og på flere steder finnes ennå merkelige tingsteder og andre Oldtidslevninger, der fortjene å fredes.

192. De minner, hvorved vi hidindtil have dvelt, have deres største interesse fra den høye alder, hvorfra de har deres opprinnelse. De er nesten alle fra den hedenske Old, og de fleste eldre enn vår historie. Med kristendommen erholdt vi først pålitelig historie. Den Nöiagtighed, hvormed Sagnskriverne betegne de steder, hvor merkelige begivenheter inntraff, lader vel Granskeren ennå finne stedet, især hvis han tillike akter på Fortids og Nutids nesten likelydende stedsnavn og til sagnene; men de minnesteiner, som betegnede det, er forsvundne. En del kirker og noen ruiner av klostre og kirker er de eneste levninger, som vi har fra den kristne oldtid; thi St. Olafsstötten på Stiklestad er av en sildigere opprinnelse.

193. Throndhjems og Stavanger Domkirker, Mariekirken i Bergen, Throndenæs Kirke i Nordlandene, Ringsaker Kirke på Hedemarken, Hitterdals, og Borgunds Stav- eller reisverkskirker er merkelige Oldtidsminder, uaktet de fleste have tapt en del av deres Fortids glans, eller mottatt moderne innretninger, som kun lite svare til den ånd og den tid, hvori disse og flere er bygde. Det er nemlig ikke tilstrekkelig, at man hindrer sådanne bygninger fra å falle ned; man bør også strebe å oppbevare de Oldtidslevninger, som finnes i dem, f. Ex. Altertavler, støtter, malerier o. m. og vokte seg for å vansire dem med nymotens Prydelser, der under de gammeldags omgivelser frembringe en blanding av Gammelt og Nyt, som støter øyet. Svære smaks-synder ligge i så Henseende på Fortids og Nutids kirkeinspeksjoner og kirkeverger, blant hvilke jeg kun vil nevne de mange lukte Stole, der så å si henge på veggene og i så höi grad vanklæde flere blant våre kirker, hvilke 205engang have vært og ennå kunne bli ærverdige og smakfulle.

194. „Klostre og kirker“ således lyder den patriotiske Absalon Pedersens klage over sin samtid, „som våre forfedre have bygget, bryter vi ned; de få ruiner av disse Oldtidsminder, som tiden har spart, truer vi med en lignende skjebne, eller gjöre dog lite eller intet for å hindre deres totale ødeleggelse.“ Den ved sin Ælde og Bygningsmaade så merkelige Laurentii Kirke i Tönsberg er i våre dager (1810) jevnet med jorden, uaktet dens murer syntes å ha kunnet trodse en evighet, uten at man, så vidt vites, bekymret seg om at besörge den avtegnet eller nøyaktig beskrevet, hvilket denne endog i historisk Henseende merkelige Kirke dog hadde fortjent. Ruinene av Tönsberg slott, og Gregorius Dagsöns Kapels på Kapitelbjerget ved Skien og flere lignende Oldtidslevninger, som for ikke så meget langt tilbake i tiden skulle ha vært betydelige og maleriske, er nå nesten jevnet med jorden. En lignende skjebne skal, etter ryktet, true den smukke ruin av kapellet på Steen, som etter sagnet skal være bygget av St. Olaf, og hvis en lignende ånd kommer til å råde, og ingen vektig stemme hever seg til de forsvarsløses redning, bli vel snart den nå ubrukte og ubrukelige „søsterkirke“ på Gran, den smukke bue av Hammers Domkirke, den eneste levning, som nå finnes av denne engang så betydelige by, de betydelige levninger, som ennå finnes av Augvaldnæs Kirke, Solö-lyse-kloster o. F., nedbrutte og anvendte til broer, staller og annet nyttig Bruk, hvilket tilforn har vært tilfellet med ruiner.