219

219. Hvor herligt er mit Fødeland, det havomkrandstegamle Norge! Sku disse stolte Klippeborge, der evig trodse Tidens Tand, — Urverdners gamle Bautastene, der gjennem Klodens Storme ene som Kjæmper end, i Brynjer blaae,med Sølverhjelm om Issen staae!

Da Aukathor saae Norges Fjeld, sin Kongestol han deropreiste: de Kjæmper, som mod Skyen kneiste, de huede hansHeltesjel. Naar høit i Sky sin Vogn han kjørte, sin Hyldest han fra Klippen hørte: de Kjæmpestemmer hylded’ Thor.Da var der Helteold i Nord.

Da seer jeg hvor min Nordmand gik i Stormgang fast,saa Jorden bæved’; ham Døden var en Mø, som svævedudi hans Arm med Freias Blik, og i en Runddands overValen ham hæved’ op til Gudesalen; og end i Livets Afskedsstund et Drapa qvad den blege Mund.

Jeg har de gamle Sagn saa kjær: naar Luren gjennem Dalen toner vemodigt mellem Birkens Kroner, da drømmer jeg om Blod paa Sværd. Naar Fossen vildt fra Klippen skummer, sin monotone Bas den brummer, da tykkesmig jeg hører Klang af Vaabenstorm og Skjaldesang.

I Fjeldets Søn endnu jeg seer et Skud af gamle Kjæmpestammen; i Øiet funkler Helteflammen, som freidigt kunad Faren leer, i Pigens Øine blaae jeg skuer Uskyldighedog Sjofnas Luer, og Iduns evig unge Vaar paa hendesKinder farvet staaer!

220Ja herligt er mit Fødeland, det gamle klippefaste Norge,med Sommerdal og Vinterborge, der evig trodse TidensTand! Om Kloden rokkes end, dets Fjelde skal Stormendog ei kunne fælde: som Bauter end de skulle staae, og visehvor vort Norge laa!

219

219. Hvor herlig er mitt fødeland, det havomkrandstegamle Norge! Sku disse stolte klippeborger, der evig trodse Tidens tann, — Urverdners gamle Bautastene, der gjennom Klodens Storme ene som kjemper enn, i brynjer blåe,med Sølverhjelm om issen stå!

Da Aukathor så Norges Fjeld, sin Kongestol han deroppreiste: de kjemper, som mot skyen kneiste, de huede hansHeltesjel. Når høyt i sky sin vogn han kjørte, sin hyldest han fra klippen hørte: de kjempestemmer hyllet’ Thor.Da var der Helteold i nord.

Da ser jeg hvor min nordmann gikk i Stormgang fast,så jorden bevde’; ham døden var en Mø, som svevetuti hans arm med Freias Blik, og i en Runddands overValen ham hevet’ opp til Gudesalen; og enn i Livets avskjedsstund et drapa kvad den bleke munn.

Jeg har de gamle sagn så kjær: når luren gjennom dalen toner vemodigt mellom Birkens kroner, da drømmer jeg om blod på sverd. Når fossen vilt fra klippen skummer, sin monotone bas den brummer, da tykkesmeg jeg hører klang av våpenstorm og Skjaldesang.

I fjellets sønn ennå jeg ser et skudd av gamle kjempestammen; i øyet funkler Helteflammen, som freidigt kunad faren leer, i Pigens øyne blåe jeg skuer uskyldighetog Sjofnas luer, og Iduns evig unge vår på hennesKinner farvet står!

220Ja herlig er mitt fødeland, det gamle klippefaste Norge,med Sommerdal og Vinterborge, der evig trodse TidensTann! Om Kloden rokkes enn, dets fjell skal stormendog ei kunne felle: som bauter enn de skulle stå, og visehvor vårt Norge lå!