Jeg nedskriver med det Samme et Par Ord om Kjøretøiet. Det er yderst simpelt. Omkring Renens Hoved, om Panden, lægges et Toug eller et Baand, hvorfra Tømmen gaaer ud: denne, som gjerne gjøres af Sælskind, er blot enkelt og styrer Renen ved at kastes til Høire eller Venstre: den vikles fast om den høire Haand. Om Dyrets Hals hænger en Ring af Reenskind, hvori nedentil en Trækrem fastgjøres; naar man kjører, lægger Ringen sig imod Brystet, og Remmen gaaer mellem Renens Been hen til Slæden. Deels til større Beqvemmelighed deels til Zirat føies ofte til dette Seletøi et Belte og et Halsbaand. Slæden er enten en Pulk eller en Kjærris. Begge Slags ere byggede som smaa Baade, foran med en spids Stavn, bagtil butte; under ere de runde og forsynede med en flad Kjøl. Man sidder paa Bunden med horisontalt udstrakte Been. En Kjærris er aaben, men Pulkene have foran et hvælvet Dæk, der sædvanligviis er overtrukket med Sælskind; under detteDæk ere Benene i Skjul, og forrest er et Aflukke til smaa Reisefornødenheder. I en Pulk sidder man ligesom Foden i en Skoe. Finnerne selv kjøre helst i Kjærris, fordi de ofte finde Dækket at være dem iveien under deres mangehaande Bevægelser; thi dette Folks Urolighed kan man ogsaa heri bemærke; snart sidde de paa Bunden af Slæden, snart paa Karmen, undertiden seer man dem ogsaa, under fuld Fart, staaende deri.

200Saasnart vi vare indstegne i Pulkene, kastede Anføreren sig i sin Kjørris, gav sin Reen et rask Slag med Tømmen, og i samme Øieblik var Karavanen i fuld Fart. Lidt efter lidt udviklede Rækken sig af den første Forvirring, som gjerne er uundgaaelig, idet Toget begynder. Renerne, som altid beholde Noget af deres vilde Natur, ere i Førstningen ofte meget vanskelige at styre, det gaaer som oftest heel broget imellem hinanden, og for den Uvante seer det vistnok farligt ud. Man kastes og svinges omkring, vælter og kommer op igjen, man slæbes afsted uden at vide, hvorledes det gaaer til, at man beholder hele Lemmer.

Jeg havde forhen ikkun gjort et Par smaa Forsøg, og havde ladet mig give en spagfærdig og vel tæmmet Reen. Det forstaaer sig, at jeg strax slog om paa Siden, men jeg kom dog snart op igjen i samme Fart og ved egen Hjælp.

Jeg nedskriver med det Samme et par ord om kjøretøyet. Det er ytterst simpelt. Omkring Renens hode, om pannen, legges et tau eller et bånd, hvorfra tømmen går ut: denne, som gjerne gjøres av selskinn, er blot enkelt og styrer reinen ved å kastes til høyre eller Venstre: den vikles fast om den høyre hånd. Om Dyrets hals henger en ring av reinskinn, hvori nedentil en trekkrem fastgjøres; når man kjører, legger ringen seg imot brystet, og Remmen går mellom Renens ben hen til sleden. Dels til større bekvemmelighet dels til sirat føyes ofte til dette seletøy et belte og et halsbånd. Sleden er enten en pulk eller en kjerris. Begge Slags er bygde som små båter, foran med en spiss Stavn, bagtil butte; under er de runde og forsynede med en flat kjøl. Man sitter på Bunden med horisontalt utstrakte ben. En kjerris er åpen, men pulkene har foran et hvelvet dekk, der sædvanligviis er overtrukket med selskinn; under detteDæk er Benene i skjul, og forrest er et avlukke til små reisefornødenheter. I en pulk sitter man likesom foten i en sko. Finnene selv kjøre helst i kjerris, fordi de ofte finne dekket å være dem i veien under deres mangehaande bevegelser; thi dette Folks urolighet kan man også heri bemerke; snart sitte de på Bunden av sleden, snart på Karmen, undertiden ser man dem også, under full fart, stående deri.

200Så snart vi var indstegne i pulkene, kastet anføreren seg i sin Kjørris, ga sin ren et rask slag med tømmen, og i samme øyeblikk var karavanen i full fart. Litt etter litt utviklet rekken seg av den første forvirring, som gjerne er uunngåelig, idet toget begynner. Reinene, som alltid beholde Noget av deres ville natur, er i Førstningen ofte meget vanskelige å styre, det går som oftest hel broket imellom hinannen, og for den Uvante ser det vistnok farlig ut. Man kastes og svinges omkring, velter og kommer opp igjen, man slepes av sted uten å vite, hvorledes det går til, at man beholder hele lemmer.

Jeg hadde forhen ikkun gjort et par små forsøk, og hadde latt meg gi en spakferdig og vel temmet ren. Det forstår seg, at jeg straks slo om på siden, men jeg kom dog snart opp igjen i samme fart og ved egen hjelp.