Denne Færd bestaaer af Aander, der ei have gjort saameget Godt, at de kunne fortjene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kunne komme til Helvede. Den bestaaer af Drukkenbolte, Slagsbrødre, Nidvise-Qvædere, fine Bedragere og saadanne Folk, som for en eller anden Fordeels Skyld have forsvoret sig til Fanden. Deres Straf er derfor at ride om indtil Verdens Ende. I Spidsen for Færden farer Guro-Rysse eller Reisa-Rova med sin lange Hale, hvorpaa hun kjendes fra de Øvrige. Efter hende følge en heel Mængde af begge Kjøn. Seer man dem foran, da ere de store og deilige, baade Rytterne og Hestene; men bagtil seer man Intet uden Guros lange Hale. Hestene, der ere kulsorte, og have Øine, som lyse i Mørket, styres med gløende Stænger eller Jernbidsler, der i Forening med Rytternes Skrigen foraarsage en frygtelig Allarm, som kan høres lang Vei. De ride saavel over Vand som over Land, og man seer næppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maa flux et Menneske døe, og hvor de fornemme, at Slagsmaal, Mord i Drikkelag vil indtræffe, der komme de ind, og sætte sig paa Hylden over Døren. De forholde sig rolige saalænge Intet er paafærde; men skoggerlee og rasle hurtigen med deres Jernstænger, naar Slagsmaal begyndes og Drab begaaes. Færden reiser især omkring i Julen, naar de store Drikkelag holdes. Paa Gaarden Bakken i Svartedal i Øvre-Tellemarken pleier den at hvile og ved Sundsbarmsvandet bage de sædvanlig Brød. Naar man hører Færden komme, maa man enten see at komme af Veien eller i al Fald kaste sig næsegrus paa Marken, og lade som man sover: thi man har havt Exempel paa, at levende Mennesker ere blevne opsnappede af Færden, og enten førte tilbage til det Sted, hvor de bleve optagne, eller ogsaa fundne halv bedøvede liggende langt fra det Sted, hvor de bleve bortførte. Det dydige Menneske, der iagttager denne Forsigtighed, har intet andet at befrygte, end at enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar hele Færden er forbi saa spytter man igjen; thi ellers kan man let faae Skade deraf.
175. Aasgaardsreia.
175. Åsgårdsreia.
Denne ferd består av ånder, der ei have gjort saameget godt, at de kunne fortjene himmelen, og ikke så meget Ondt, at de kunne komme til helvete. Den består av Drukkenbolte, slagsbrødre, nidvise-kvedere, fine bedragere og sådanne folk, som for en eller annen fordels skyld have forsvoret seg til fanden. Deres straff er derfor å ride om inntil Verdens ende. I Spidsen for ferden farer Guro-Rysse eller reisa-Rova med sin lange hale, hvorpå hun kjennes fra de Øvrige. Etter henne følge en hel mengde av begge Kjøn. Ser man dem foran, da er de store og deilige, både rytterne og hestene; men bagtil ser man intet uten Guros lange hale. Hestene, der er kulsorte, og have øyne, som lyse i mørket, styres med gløende stenger eller Jernbidsler, der i forening med Rytternes skriken forårsake en fryktelig Allarm, som kan høres lang vei. De ride såvel over vann som over land, og man ser neppe hestehoven røre ved vannskorpen. Hvor de kaster salen på taket, der må fluks et menneske dø, og hvor de fornemme, at slagsmål, mord i drikkelag vil inntreffe, der komme de inn, og sette seg på hyllen over døren. De forholder seg rolige så lenge intet er paafærde; men skoggerlee og rasle hurtigen med deres jernstenger, når slagsmål begynnes og drap begås. Ferden reiser især omkring i julen, når de store drikkelag holdes. På gården bakken i Svartedal i Øvre-Tellemarken pleier den å hvile og ved Sundsbarmsvandet bake de sedvanlig brød. Når man hører ferden komme, må man enten se å komme av veien eller i all fall kaste seg nesegrus på marken, og lade som man sover: thi man har hatt eksempel på, at levende mennesker er blitt oppsnappede av ferden, og enten førte tilbake til det sted, hvor de ble optagne, eller også funne halv bedøvede liggende langt fra det sted, hvor de ble bortførte. Det dydige menneske, der iagttager denne forsiktighet, har intet annet at befrygte, enn at enhver av selskapet spytter på ham. Når hele ferden er forbi så spytter man igjen; thi ellers kan man lett få Skade derav.