I den for sin vilde og stolte Natur bekjendte Ousedal i Hardanger boede i fordums Dage en kjæmpestærk Mand, som hed Størk. Han fik Sag mod Bispen, og hug efter ham i Thingstuen paa Hausom (den største gamle Røgstue, som endnu staaer i Kintzervig); men Hugget gik i Dørstolpen, og Bispen undslap. Størk forlod Thinget; men frygtede for Bispens Hævn. Denne kom ogsaa kort efter med sine Mænd ind i Ousefjorden; men Størk, som havde Udkik paa den høie Ouse-Nut, blev ham itide vaer. Han overlagde da med sin Søn Tholf, at denne skulde fare ud imod Bispen, og udspeide hans Sindelag, selv vilde han fra Nuten give Agt paa hvorledes det gik. Han havde der oppe gravet sig et Hul, og lagt en Helle i Beredskab, som han kunde trække over Hullet, om fornødent blev at skjule eller begrave sig deri. Tholf var listig og stærk. Han tog en Tønde Øl med sig i Baaden, og da han kom Bispen 195nær, bød han ham velkommen, og spurgte ham, om han maatte drikke ham til. Bispen sagde ja, og saa løftede Tholf hele Øltønden op, og drak af Spundshullet. Da Bispen nu saae, hvor stærk Tholf var, fandt han, at det ikke var saa ligefrem at binde an med mange saadanne Karle; men spurgte, om Stork havde mange slige Sønner. „Han har Tholf,“ svarede denne, og ved en Misforstaaelse blev Bispen saa bange, at han vendte om igjen med uforrettet Sag. Stork var imidlertid stegen ned i Hullet, og, da han frygtede for, at Tholf var bleven fangen, trak han Hellen over sig, og under den skal han ligge den Dag i Dag.

I den for sin ville og stolte natur bekjente Ousedal i Hardanger bodde i fordums dager en kjempesterk mann, som het Størk. Han fikk Sag mot Bispen, og hug etter ham i tingstuen på Hausom (den største gamle røkstue, som ennå står i Kintzervig); men hugget gikk i Dørstolpen, og Bispen unnslapp. Størk forlot tinget; men fryktede for Bispens hevn. Denne kom også kort etter med sine menn inn i Ousefjorden; men Størk, som hadde utkikk på den høye Ouse-nut, ble ham itide vaer. Han overlagde da med sin sønn Tholf, at denne skulle fare ut imot Bispen, og utspeide hans sinnelag, selv ville han fra Nuten gi akt på hvorledes det gikk. Han hadde der oppe gravet seg et Hul, og lagt en Helle i beredskap, som han kunne trekke over hullet, om fornødent ble å skjule eller begrave seg deri. Tholf var listig og sterk. Han tok en tønne øl med seg i båten, og da han kom Bispen 195nær, bød han ham velkommen, og spurte ham, om han måtte drikke ham til. Bispen sa ja, og så løftet Tholf hele øltønnen opp, og drakk av Spundshullet. Da Bispen nå så, hvor sterk Tholf var, fant han, at det ikke var så likefrem å binde an med mange sådanne karer; men spurte, om Stork hadde mange slike sønner. „Han har Tholf,“ svarede denne, og ved en misforståelse ble Bispen så bange, at han vendte om igjen med uforrettet Sag. Stork var imidlertid stegen ned i hullet, og, da han fryktede for, at Tholf var blitt fangen, trakk han Hellen over seg, og under den skal han ligge den dag i dag.