192

Saavel i de ferske Vande og Elve, som langs med Norges Kyster findes uhyre Søorme, der dog ere forskjellige, 193baade med Hensyn til Udseende og Størrelse. Efter den almindelige Tro fødes de paa Land og have deres første Tilhold i Skove og Steenurder, hvorfra de, naar de blive rigtig store, tye ned i Indsøer eller Havet, hvor de da voxe til en forfærdelig Størrelse. Kun sjelden vise de sig; men betragtes da som Varsler for vigtige Begivenheder. I de fleste af Landets Indsøer og Floder af nogen Betydenhed skal man ifølge Sagnene engang i Fortiden, ved en eller anden vigtig Begivenhed, have seet disse Uhyrer opstige fra Vandenes Dyb. I de ferske Vande har nu i Mands Minde Ingen viist sig, derimod seer man dem stundom i Fjordene naar det er blikstille. Nogen Tid efter den sorte Død, fortæller et Sagn, kom der tvende store Orme fra Folsøen forbi By ned i Lougen, hvoraf den ene endnu skal findes der; men den anden forsøgte for et Par Aarhundreder siden at gaae ned ad Elven til Gulosen, hvor den i en Fos slog sig ihjel og drev over til Blaaleret ved Bynæsset i Nærheden af Throndhjem, hvor den forraadnede og gav saadan Stank fra sig, at intet Menneske kunde komme Stedet nær.

I Lundevandet i Næs Annex paa Lister skal der findes en Søeorm, som ikke lader sig see uden mod en Konges Død, eller en anden stor Revolution. Nogle paastaae at have seet den.

Ogsaa i Bollarnvatn i Bahuus fandtes der i gamle Dage en Søeorm, hvis Krop var saa stor som en aarsgammel Kalv, og hvis Hale var omtrent 6 Alen lang. Den ødelagde Fisken i Vandet, og havde sit Tilhold under en lille Øe, som hedder Svanvitsøen. Den viste sig aldrig, uden naar en Ulykke vilde indtræffe. Dog blandt alle de Orme, som findes i de norske Vande, ere ingen blevne saa berømte, som de, der fandtes og findes i Mjøsen. „Blandt de mange Ting,“ fortæller en gammel Beskrivelse over Hammer, „der bebudede Hammer Fald, var ogsaa en stor og forfærdelig Orm i Mjøs, som syntes at naae fra Øelandet og ind udi Kongens Land, men strax forsvandt. Iligemaade lod sig Dag efter Dag mange store Orme see udi Mjøs, der sloge sig i mange store Bugter og dreve Vandet høit op i Veiret. Dernæst kom den første store Orm tilsyne igjen, men løb ved sin raske Fart op paa et Skær udenfor Communitetet. Hans Øine vare saa store som en Karbund, og havde han en lang sort Man, som hængte langt neden hans Hals. Da den ei kunde komme af Skjæret igjen, men laae og slog sit Hoved mod samme, tog en af Bispens Drenge, som var en Vovehals, en Staalbue, og skjød ham med saamange Pile i Øiet, at Vandet rundt om blev farvet grønt af den udflydende Materie. Samme Orm, der spillede i mange Farver, var forfærdelig at see paa. Den døde af samme Pileskud; men gav siden saadan Stank fra sig, at de omliggende Almuer paa Bispens Opfordring maatte forene sig for at faae den opbrændt, hvilket og skede. Beenraden laae mange Aar siden paa Stranden. Den mindste Part af hans Rygbeen kunde neppe en voxen Karl bære. Bispens Dreng fik god Betaling af Almuen, der maatte øde mange 100 Læs Ved førend den onde Stank og Lugt kunde forgaae.“ Ikke destomindre skal der endnu findes en Søeorm, der siges især at snoe sig om den store Klokke fra Hammer, som man veed nedsænktes i 7 Aars Krigen i Akersvigen. Klokken skal man i klart Veir endnu kunne skimte; men forgjæves

Norsk Læsebog.

194har man forsøgt paa at faae den op, uagtet man engang skal have faaet den lige op i Vandskorpen.

192

Såvel i de ferske Vande og elver, som langs med Norges Kyster finnes uhyre sjøormer, der dog er forskjellige, 193både med hensyn til utseende og størrelse. Etter den alminnelige tro fødes de på land og have deres første tilhold i skoger og steinurder, hvorfra de, når de blir riktig store, tye ned i innsjøer eller havet, hvor de da vokse til en forferdelig størrelse. Kun sjelden vise de seg; men betraktes da som varsler for viktige begivenheter. I de fleste av Landets innsjøer og Floder av noen Betydenhed skal man ifølge sagnene engang i fortiden, ved en eller annen viktig begivenhet, have sett disse uhyrer opstige fra vannenes dyp. I de ferske Vande har nå i Mands Minde Ingen vist seg, derimot ser man dem stundom i fjordene når det er blikstille. Noen tid etter den sorte død, forteller et sagn, kom der tvende store ormer fra Folsøen forbi by ned i Lougen, hvorav den ene ennå skal finnes der; men den annen forsøkte for et par århundrer siden å gå ned ad elven til Gulosen, hvor den i en foss slo seg ihjel og drev over til Blaaleret ved Bynæsset i Nærheden av Throndhjem, hvor den forraadnede og ga sådan stank fra seg, at intet menneske kunne komme stedet nær.

I Lundevandet i Næs anneks på Lister skal der finnes en sjøorm, som ikke lader seg se uten mot en Konges død, eller en annen stor revolusjon. Noen paastaae å ha sett den.

Også i Bollarnvatn i Bahuus fantes der i gamle dager en sjøorm, hvis kropp var så stor som en årsgammel kalv, og hvis hale var omtrent 6 alen lang. Den ødela fisken i vannet, og hadde sitt tilhold under en lille øy, som heter Svanvitsøen. Den viste seg aldri, uten når en ulykke ville inntreffe. Dog blant alle de ormer, som finnes i de norske Vande, er ingen blitt så berømte, som de, der fantes og finnes i Mjøsen. „Blant de mange ting,“ forteller en gammel beskrivelse over Hammer, „der bebudet Hammer Fald, var også en stor og forferdelig Orm i Mjøs, som syntes at nåe fra Øelandet og inn uti Kongens land, men straks forsvant. Iligemaade lot seg Dag etter Dag mange store ormer se uti Mjøs, der slo seg i mange store bukter og drev vannet høyt opp i været. Dernest kom den første store Orm til syne igjen, men løp ved sin raske fart opp på et Skær utenfor Communitetet. Hans Øine vare så store som en karbunn, og hadde han en lang sort Man, som hengte langt neden hans hals. Da den ei kunne komme av skjæret igjen, men lå og slo sitt hode mot samme, tok en av Bispens drenger, som var en Vovehals, en stålbue, og skjød ham med så mange Pile i øyet, at vannet rundt om ble farvet grønt av den utflytende materie. Samme Orm, der spilte i mange farger, var forferdelig å se på. Den døde av samme pileskudd; men ga siden sådan stank fra seg, at de omliggende Almuer på Bispens oppfordring måtte forene seg for å få den oppbrent, hvilket og skjedde. Beenraden lå mange år siden på stranden. Den minste part av hans ryggben kunne neppe en voksen Karl bære. Bispens dreng fikk god betaling av Almuen, der måtte øde mange 100 lass Ved før den onde stank og lukt kunne forgaae.“ Ikke desto mindre skal der ennå finnes en sjøorm, der siges især å sno seg om den store klokke fra Hammer, som man vet nedsænktes i 7 Aars krigen i Akersvigen. Klokken skal man i klart vær ennå kunne skimte; men forgjeves

Norsk lesebok.

194har man forsøkt på å få den opp, uaktet man engang skal ha fått den like opp i vannskorpen.