Rundt om i Landet findes Sagn om et overnaturligt Væsen, der opholder sig i Skovene og i Bjergene, og som kaldes Huldra. Dette Væsen seer ud som en skjøn Qvinde. I Almindelighed er hun iført en blaa Stak og et hvidt Skaut; men har derhos en lang Hale, som hun omhyggeligen søger at skjule, naar hun er tilstede blandt Mennesker, hvilket stundom indtræffer, deels paa Sæterne; — thi hun ynder Kreaturer, især de brandede, hvoraf hun selv eier en skjøn og stedse trivelig Buskab, — deels, naar der et eller andet Sted er Dands, hvorpaa hun ei heller slaaer Vrag. Saaledes indfandt hun sig engang ved et Gilde, hvor Enhver gjerne vilde dandse med den vakkre fremmede Pige; men midt under Lystigheden fik den Ungkarl, som med hende var traadt i Dandsen, Øie paa hendes lange Hale. Han ahnede strax hvem hun var, og blev forskrækket; fattede sig dog, og vilde ei røbe hende, men sagde kun, da Dandsen var endt: „skjøn Jomfru! Du mister Strømpebaandet dit.“ Flux forsvandt hun; men lønnede siden den tause og skaansomme Ungersvend med skjønne Gaver og god Fæavl.
Hendes Køer er brandede, stundom blaae; men stedse kollede. Engang fik man fat paa en Hullakoe, og satte den ind i Fjøset blandt de andre Kjøer. Kort efter kom Hulla selv for at fordre 191den tilbage, og truede nu at bruge Magt, hvis man ei vilde udlevere den; men da man havde været saa forsigtig at sætte Kors over Fjøsdøren, kunde hun Intet udrette med Vold, men maatte udløse den med 3 Mark Sølv.