187

167. Ung Ellen sad en Midnat, mens Lampen den var tændt;Som hun var ingen Syerske i Egnen rundt bekjendt.De Fingre sig rørte, stak Naalen ind og ud;En Silkeskrud hun sømmed til Herremandens Brud.

„Gid ogsaa jeg i Silke til Gildet kunde gaae!Mig lyster ei som Terne ved Døren kun at staae,Med Gyldenstykkes Hue jeg sikkerlig blev smuk —Men den jeg faaer vel aldrig!“ hun tænkte med et Suk.

Med Et, som op af Jorden, en selsom Skabning kom;En lille, gammel Qvinde, der frygtsom saa sig om,Og neied dybt, og talte: „Min Datter skal staae Brud;Du laane mig din Sax til at skjære hendes Skrud.“

„Først sig mig,“ spurgte Ellen, „hvor skal dit Bryllup staae?“— „I Hulen, hisset ude,“ var Svaret, „Du kan gaaeDidhen ved næste Midnat — men vogt Dig for at lee!Og tal ei — kun den Tause faaer slige Ting at see!“

„Jeg tie kan,“ hun svared, „og Saxen, her er den.“Den lille Kone taled: „Jeg bringer den igjen,188Naar Gildet er tilende; og Tak for Laan dertil!Jeg lider godt, at gjerne man Næsten hjelpe vil.“

Bort gik den lille Kone. Den næste MidnatsstundGik Ellen ud til Høien, med Fingren paa sin Mund.Grønsværet veg tilside, der aabnet blev en Lem —Hun titted ind og stirred paa Ellefolkets Hjem.

Det var en Gildestue, hvor hundred Lys var tændt;Og Pragt og Glands, hvis Mage, hun aldrig havde kjendt;Og Brudebord og Bænke, med Fløielshynder paa —Sølvbægere og Skaaler — men Alting i det Smaa.

Af Bryllupsgjester var der vel Tusinde i Tal;Og Brud og Brudgom dandsed midt i den lyse Hal;Og Strengelegen toned, og Brudeskaren sang —Saa lifligt ingensinde her ovenpaa det klang.

Jo længre Ellen lytted og stirrede derind,Jo mere blev hun henrykt og frydefuld i Sind.Alting var smukt og prægtigt — og fine var' de Smaa;De bukked og de neied — til Bords de skulde gaae.

Først gik da Brudeparret; og Moderen dernæstTil Sæde frem blev ledet af en høifornem Gjæst;Han kneised fremfor Alle ved denne Bryllupsfærd —En Fjer han har i Hatten, og ved sin Lænd et Sværd.

Og Ellen seer til Manden — hun Sværdet kjender strax;Det hænger i et Guldbaand — ja! det er hendes Sax!Han sætter sig — dog Manden til Sværdet er for kort;Den vipper ham fra Sædet, og langt fra Bordet bort.

Med stille Smilen Ellen til Saxen maatte see —Men, da den Manden vipped, da maatte høit hun lee.I Latter ud hun bryder — da lukkes Høien til —Forbi er Pragt og Glæde, og Dands og Strengespil!

Hun atter staaer i Mørket, og ganske vred i SindHun iler hjem i Huset, og gaaer i Stuen ind.Sin Lampe flux hun tænder; og see! paa hendes BordDer ligger Saxen atter, som nys var dybt i Jord.

189Ved Saxen endnu hænger det lille Baand af Guld;Den hviler paa en Hue, som var af Penge fuld —En Gyldenstykkes Hue! og Penge! — hvilken Fryd!— Men op fra Jorden høres en hæs og sagte Lyd:

„Til Tak for Laan Du tage den Skat, Du finder her!Til Høitid kan Du drage, men glem kun ikke der:Naar man er med til Gilde, man høvisk maa sig tee;Og gaaer det Nogen ilde, da vogt Dig for at lee!“

187

167. Ung Ellen satt en midnatt, mens lampen den var tent;Som hun var ingen Syerske i Egnen rundt bekjent.De fingre seg rørte, stak nålen inn og ut;En Silkeskrud hun sømmet til herremannens brud.

„Gid også jeg i silke til Gildet kunne gå!Meg lyster ei som Terne ved døren kun å stå,Med Gyldenstykkes hue jeg sikkerlig ble smuk —Men den jeg får vel aldri!“ hun tenkte med et sukk.

Med Et, som opp av jorden, en selsom skapning kom;En lille, gammel kvinne, der fryktsom så seg om,Og neiet dypt, og talte: „Min datter skal stå brud;Du låne meg din Sax til å skjære hennes skrud.“

„Først sig meg,“ spurte Ellen, „hvor skal ditt bryllup stå?“— „I hulen, hisset ute,“ var svaret, „Du kan gåDidhen ved neste midnatt — men vogt deg for å lee!Og tal ei — kun den Tause får slike ting å se!“

„Jeg tie kan,“ hun svarte, „og Saxen, her er den.“Den lille kone talte: „Jeg bringer den igjen,188Når Gildet er til ende; og takk for lån dertil!Jeg lider godt, at gjerne man nesten hjelpe vil.“

Bort gikk den lille kone. Den neste midnattsstundGikk Ellen ut til Høien, med Fingren på sin munn.Grønsværet veg tilside, der åpnet ble en lem —Hun tittet inn og stirret på Ellefolkets hjem.

Det var en Gildestue, hvor hundre lys var tent;Og prakt og glans, hvis mage, hun aldri hadde kjent;Og Brudebord og Bænke, med Fløielshynder på —Sølvbægere og skåler — men Alting i det Smaa.

Av Bryllupsgjester var der vel tusen i tall;Og brud og brudgom danset midt i den lyse Hal;Og Strengelegen tonet, og Brudeskaren sang —Så lifligt ingensinde her ovenpå det klang.

Jo lengre Ellen lyttet og stirret derind,Jo mer ble hun henrykt og frydefull i sinn.Alting var smukt og prektig — og fine var' de Smaa;De bukket og de neiet — til Bords de skulle gå.

Først gikk da Brudeparret; og moren dernestTil Sæde frem ble ledet av en høyfornem gjest;Han kneised fremfor alle ved denne bryllupsferd —En fjær han har i hatten, og ved sin lend et sverd.

Og Ellen ser til mannen — hun sverdet kjenner straks;Det henger i et Guldbaand — ja! det er hennes Sax!Han setter seg — dog mannen til sverdet er for kort;Den vipper ham fra setet, og langt fra bordet bort.

Med stille smilen Ellen til Saxen måtte se —Men, da den mannen vippet, da måtte høyt hun lee.I latter ut hun bryter — da lukkes Høien til —Forbi er prakt og glede, og dans og strengespill!

Hun atter står i mørket, og ganske vred i sinnHun iler hjem i huset, og går i stuen inn.Sin lampe fluks hun tenner; og se! på hennes bordDer ligger Saxen atter, som nys var dypt i jord.

189Ved Saxen ennå henger det lille bånd av gull;Den hviler på en hue, som var av penger full —En Gyldenstykkes hue! og penger! — hvilken fryd!— Men opp fra jorden høres en hes og sakte lyd:

„Til Tak for lån Du ta den skatt, Du finner her!Til Høitid kan Du dra, men glem kun ikke der:Når man er med til gilde, man høvisk må seg tee;Og går det noen ilde, da vogt deg for å lee!“