Der var engang en Mand, som havde tre Sønner og for Resten ingen Ting uden det Huus, han boede i; nu vilde gjerne alle tre have Huset efter hans Død, men Faderen holdt lige saa meget af den ene som af den anden, og han vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad for ikke at gjøre nogen af dem Uret; sælge Huset vilde han ikke, fordi han havde arvet det efter sine Forældre, ellers havde han deelt Pengene mellem dem. Da fik han endelig et godt Indfald og han sagde til sine Sønner: „Drager ud i Verden og forsøger eders Lykke og lærer hver et Haandværk, naar I saa kommer hjem igjen, skal den af Eder faae Huset, som kan gjøre det bedste Mesterstykke.“ Dette var Sønnerne fornøiede med; den første vilde blive en Hovsmed, den anden Barbeer og den tredie vilde blive en Fægtemester. Derpaa bestemte de en vis Tid, da de skulde mødes hjemme igjen, og saa droge de ud; nu traf det sig ogsaa saaledes, at alle bleve dygtige Mestere, som rigtig kunde sit Haandværk; Smeden maatte beslaae Kongens Heste og tænkte: „Nu kan det da ikke slaae feil, at du maa faae Huset;“ Barberen ragede bare fornemme Herrer og mente ogsaa, at Huset var hans; Fægtemesteren fik mangt et Hug, men han bed Tænderne sammen og fandt sig i det, for han tænkte: „Er du bange for et Hug, faaer du aldrig i dine Dage Huset.“ Da nu den bestemte Tid var kommen, samledes de hjemme, men de vidste ikke, hvorledes de kunde finde en god Leilighed til at vise sin Konst, og sad nu sammen og raadsloge derom. Medens de sad saaledes, kom der paa engang en Hare løbende over Marken. „Ei, ei“ sagde Barberen, „den kommer til rette Tid,“ tog Bækken og Sæbe, fik den til at skumme til Haren kom i Nærheden og saa sæbede han den ind i fuldt Løb og ragede den ogsaa i fuldt Løb, saa at den fik en smuk liden Knebelsbart, og han skar den ikke det allermindste og gjorde den for Resten ikke Skade paa noget Haar. „Godt gjort,“ sagde Faderen, „hvis de andre ikke gjøre det bedre, saa er Huset dit.“ Det varede ikke længe, saa kom der en Herre kjørende i en Vogn i fuldt Fiirsprang. „Nu skal du see, Fader, hvad jeg kan,“ sagde Hovsmeden, sprang efter Vognen, rev Skoene af den ene Hest og lagde fire nye Sko under, medens det gik i fuld Karriere. „Du er Fanden til Karl,“ sagde Faderen, „og du gjør dine Sager ligesaa 187godt som din Broder, jeg veed ikke hvem jeg skal give Huset til.“ Da sagde den tredie: „Fader, lad ogsaa mig gjøre en Prøve“ og da det begyndte at regne, trak han ud sin Kaarde og svingede den i Krydshug over Hovedet, saa at der ikke faldt en eneste Draabe paa ham, og da Regnen blev stærkere, og endelig saa stærk som om man øste Vand ud fra Himlen i Spande, svingede han Kaarden bestandig hurtigere og var saa tør som om han sad i Kakkelovnskrogen. Da Faderen saa dette, blev han forbauset og sagde: „Du har gjort det bedste Mesterstykke, Huset er dit.“

Begge de andre Brødre vare tilfredse dermed saaledes som de havde lovet, og fordi de holdt saa meget af hverandre, bleve de alle tre i Huset, dreve hver sit Haandværk, og da de vare saa godt udlærte- og forstode sine Ting, fortjente de mange Penge. Saaledes levede de fornøide til sin Alderdom, og da den Ene blev syg og døde, sørgede de to Andre derover, saa de ogsaa bleve syge og snart døde, og fordi de havde været saa brave og holdt saa meget af hverandre, bleve de alle Tre lagte i en Grav.

Der var engang en mann, som hadde tre sønner og for resten ingen ting uten det hus, han bodde i; nå ville gjerne alle tre have huset etter hans død, men Faderen holdt like så meget av den ene som av den annen, og han visste ikke, hvorledes han skulle bære seg ad for ikke å gjøre noen av dem Uret; selge huset ville han ikke, fordi han hadde arvet det etter sine foreldre, ellers hadde han delt pengene mellom dem. Da fikk han endelig et godt innfall og han sa til sine sønner: „Drager ut i Verden og forsøker deres lykke og lærer hver et håndverk, når dere så kommer hjem igjen, skal den av Eder få huset, som kan gjøre det beste mesterstykke.“ Dette var sønnene fornøyde med; den første ville bli en Hovsmed, den annen barber og den tredje ville bli en fektemester. Derpå bestemte de en viss tid, da de skulle møtes hjemme igjen, og så dro de ut; nå traff det seg også således, at alle ble dyktige mestere, som riktig kunne sitt håndverk; Smeden måtte beslå Kongens hester og tenkte: „Nå kan det da ikke slå feil, at du må få huset;“ Barberen ragede bare fornemme herrer og mente også, at huset var hans; Fektemesteren fikk mangt et Hug, men han bet tennene sammen og fant seg i det, for han tenkte: „Er du bange for et Hug, får du aldri i dine dager huset.“ Da nå den bestemte tid var kommet, samledes de hjemme, men de visste ikke, hvorledes de kunne finne en god leilighet til å vise sin kunst, og satt nå sammen og rådslo derom. Mens de satt således, kom der på engang en hare løpende over marken. „Ei, ei“ sa Barberen, „den kommer til rette tid,“ tok bekken og såpe, fikk den til å skumme til haren kom i Nærheden og så såpet han den inn i fullt løp og ragede den også i fullt løp, så at den fikk en smuk liten knebelsbart, og han skar den ikke det allermindste og gjorde den for resten ikke Skade på noe hår. „Godt gjort,“ sa Faderen, „hvis de andre ikke gjøre det bedre, så er huset ditt.“ Det varte ikke lenge, så kom der en Herre kjørende i en vogn i fullt firsprang. „Nå skal du se, far, hva jeg kan,“ sa Hovsmeden, sprang etter vognen, rev skoene av den ene hest og la fire nye sko under, mens det gikk i full karriere. „Du er fanden til Karl,“ sa Faderen, „og du gjør dine saker likeså 187godt som din bror, jeg vet ikke hvem jeg skal gi huset til.“ Da sa den tredje: „Fader, la også meg gjøre en prøve“ og da det begynte å regne, trakk han ut sin kårde og svingede den i Krydshug over hodet, så at der ikke falt en eneste dråpe på ham, og da Regnen ble sterkere, og endelig så sterk som om man øste vann ut fra Himlen i spann, svingede han kården bestandig hurtigere og var så tør som om han satt i Kakkelovnskrogen. Da Faderen så dette, ble han forbauset og sa: „Du har gjort det beste mesterstykke, huset er ditt.“

Begge de andre brødre var tilfredse dermed således som de hadde lovet, og fordi de holdt så meget av hverandre, ble de alle tre i huset, drev hver sitt håndverk, og da de var så godt udlærte- og forsto sine ting, fortjente de mange penger. Således levde de fornøyde til sin alderdom, og da den Ene ble syk og døde, sørgede de to andre derover, så de også ble syke og snart døde, og fordi de hadde vært så brave og holdt så meget av hverandre, ble de alle tre lagt i en grav.